24. september 2009 af FORSKERforum
Sander-pres: Mere til nat og teknik
Universiteterne bør flytte flere penge over til naturvidenskabelig og teknisk forskning, lyder videnskabsminister Helge Sanders signal og henstilling, netop som de afgørende finanslovsforhandlinger om fordeling af 881 mio. Globaliseringsmilliarder går i gang. (Puljen skal fordeles efter aftale mellem forligsparterne i VK-regeringen, DF, Socialdemokraterne, og De Radikale).
Ministeren henviser til sit ministeriums analyse, som viser, at de danske udgifter til naturvidenskabelig forskning ligger 20 pct. under gennemsnittet for de øvrige OECD-lande. Og når det gælder de tekniske videnskaber, ligger Danmark 50 pct. under gennemsnittet, ifølge Forskningsbarometer 2009.
Det fremgår også af analysen, at sundhedsvidenskab dominerer bevillingerne til dansk forskning, men det fremgår ikke af ministerens signal, om opprioriteringen af nat og teknik skal ske på bekostning af medicin eller på bekostning af humaniora / samfundsvidenskab. Regeringen har allerede flyttet penge over mod nat og teknik i sit finanslovsforslag, som kanaliserer milliarder til naturvidenskabelige og tekniske laboratorier 2010-12. Og ministeren annoncerer så nu, at Regeringen vil forsøge at få flyttet endnu flere midler over til natur- og tekniske videnskaber (via øremærkning).
Han presser hermed universiteternes bestyrelser til at prioritere internt, idet han udsender en forhåbning om, at universiteterne frivilligt – bestyrelsernes selvbestemmelse – ”vil være med til at sikre en bedre balance” (BØRSEN 24. sept.). Han henviser hermed til, at universiteterne får 6,9 mia. i basismidler (men politikerne allerede har øremærket kasser med 3,7 mia. til bestemte forskningstemaer).
I BØRSEN afviser KU-rektor Ralf Hemmingsen ministerens politiske pres: Både nat og teknik er særdeles højt prioriteret, fx går langt de fleste ph.d.-stipendiater til disse områder. Og KUs bestyrelse har netop afsat 700 mio. til opgradering af laboratorierne for naturvidenskaben og medicin.



