Forskerne selv: Nulforskere er en myte

Professor Niels Egelund: ‘Vi er derhenne, hvor der ikke kan strammes mere på kravene

En af de sejlivede myter i offentligheden, som dukker op med mellemrum, lyder, at jobbet som universitetslærer er så frit, at det giver plads til, at nogle laver meget lidt, og at de er ’nulforskere’.

FORSKERforums
forskerundersøgelse 2009

Men hvis dem som ved noget om det – universitetslærerne selv – skal bedømme det, så er en myte, at der i dag findes for mange ’nulforskere’.
Det var derimod ikke en myte, at der var for mange ’nulforskere’ for ti år siden. Flertallet af nutidens universitetsforskere (40 pct.) er nemlig meget enig eller enig i udsagnet om, ”at der for ti år siden var for mange nulforskere på universitetet”, mens 24 pct. er uenige, fortæller FORSKERforums forskerundersøgelse 2009.
Men hvis mange oplevede nulforskere dengang, så oplever de til gengæld, at antallet er stærkt reduceret, så det i dag kun er 20 pct. som i dag oplever nulforskeren blandt sine kolleger eller hos sig selv. Over 50 pct. oplever således ikke, at der er for mange nulforskere i dag.
”Svarene gør op med nulforskermyten, og det er i øvrigt også min personlige erfaring. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er blevet færre, for der er meget mere fokus på det i dag. Tidligere fik nogle lov til at gå fri. Men der er blevet taget fat i dem, som var gået i stå eller de er stoppet”, lyder professor Niels Egelunds kommentar. ”Tallene gør dermed op med myten om de mange ’nulforskere’ på universiteterne, som ofte luftes i offentligheden, for vi er derhenne, hvor der ikke kan strammes mere på kravene. Der er ikke flere uproduktive medarbejdere på universitetet end på andre arbejdspladser”.

Nulforskere som kollegial belastning

FORSKERforums undersøgelse giver ikke svar på, hvordan nulforskeren agerer.
Men når spørgsmålet om nulforskere er interessant internt på universitetet skyldes det først og fremmest, at universitetslærere vurderes på deres renomme som forsker og underviser. Hvis en lærer ikke lever op til kravene om løbende af opkvalificere sig, bemærkes det blandt kollegerne.
En nulforsker kan også afsløres internt i miljøet, fordi den pågældende blandt studenterne har ry for at lave uinspirerende undervisning.
Men en helt anden indikator kan være, at nulforskeren ikke tager fra på instituttet, så dennes arbejde skal laves af andre. Kollegialt opleves en nulforsker eller en der er gået i stå, som en belastning, fordi det arbejde som ikke bliver udført tilfredsstillende, går ud over instituttets renomme eller i værre tilfælde: Det arbejde, som nulforsknings-kollegaen ikke laver, skal laves af én selv…