Capacent: ’Sektorforskningens’ rammer forringede

I almindelighed føler ’sektorforskere’ ikke, at deres forskningsfrihed anfægtes. De bliver respekteret i ministerierne, og har forståelse for den politiske proces, som ministerierne er part i. Forskerne har noteret sig debatten om ’sektorforskningens’ frihedsgrader, og de er meget bevidste om, hvor vigtig forskningens autonomi er for myndighedsbetjeningens troværdighed. Men forskerne har forskellige oplevelser af frihedsgraderne i praksis, fortæller konsulentfirmaet Capacents analyse af ’sektorforskernes’ arbejdsvilkår, baseret på spørgeskemaundersøgelse og interviews i april/maj (se rapport L1 om ’sektorforskning’).

 ”Almindeligvis oplever forskerne en høj grad af forskningsfrihed. På trods heraf, indikerer de at de i nogle situationer oplever, at forskningsfriheden er blevet begrænset af politiske hensyn – fx når publikationstidspunkter er blevet udsat eller når projekter er blevet afbrudt, fordi resultaterne var ubekvemme for ministeriet. Men disse typer af problemer opstår kun meget sjældent”, konkluderer rapporten, uden at fortælle, hvor ofte den slags kontroverser opstår og hvor mange forskere, som konkret har oplevet den slags. (FORSKERforums 2009-forskerundersøgelse fortalte, at 55 pct. af ’sektorforskerne’ afviste, at deres sektor laver ’bestillingsforskning’, mens et mindretal på 28 pct. medgav, at det kunne være tilfældet i kontroversielle sager).

 Det ofte rejste spørgsmål om forskernes ageren i en gråzone omkring ministeriers politisering omtales kort i rapporten som at ministerier meget ofte er involveret i hele udredningsprocessen, og at forskerne i større projekter har ’følgegrupper’, hvor kontraktparten sidder med. Men rapporten fortæller ikke, om der kan være problemer heri – andet end at forskerne i nogle sager oplever, at ministerierne prøver at presse mere ud af opgaven end kontrakten foreskriver og at forskerne er frustrerede over, at ’myndighedsbetjening’ ikke er meriterende (s.14).

 FORSKERforums forskerundersøgelse fortalte, at indfusioneringen af sektorforskningen under universiteterne har været en fiasko, idet kun 14 pct. af forskerne vurderede, at fusionen har været en forbedring af arbejdsvilkårene, mens 52 pct. mente, at den havde forværret vilkårene (se FORSKERforum 224).

 Capacents analyse tegner et noget mere positivt og nuanceret billede: De ’sektorforskningsansatte’ på universiteterne oplever fusionen som positiv og en styrkelse af det akademiske arbejde. En nærmere granskning af svarene afslører imidlertid, at på universiteterne med megen sektorforskning (Aarhus og DTU) oplever de menige ’sektorforskere’, at der er sket en forringelse af deres organisatoriske og økonomiske rammer efter fusionen. Det aspekt forties i Capacents analyse (s.19).

 Hvad angår forskningsfriheden, så viser en anden Capacent-rapport, at ’sektorforskerne’ oplever denne som forringet efter indfusioneringen (se rapport L4 om forskningsfrihed). Her afsløres det i øvrigt, at 25 pct. af  ’sektorforskerne’ oplever, at ministerier blander sig i deres udredningsprocesser, mens 14 pct. oplever, at ministerierne blander sig i deres forskningsrapportering (s.43). Men denne indblanding diskuterer Capacent ikke som et systemproblem – derimod afdramatiseres indblandingen ved at henføre den til forskernes voksende afhængighed af strategiske forskningsmidler (som binder forskernes valg af forskningstema).