Capacent: Mindre forskningsfrihed siden 2003

Danske universitetsforskere har oplevet en markant forringelse af deres universitets forskningsfrihed og deres individuelle forskningsfrihed siden universitetsloven blev indført i 2003. Og så oplever de en voksende politisk styring. Men forskerne udtrykker på trods heraf alligevel tilfredshed med deres aktuelle, personlige frihedsgrader …

 Sådan lyder hovedkonklusionen i konsulentfirmaet Capacent delrapport om ”forskningsfrihed”, som skal indgå i Uni-Evalueringens baggrundsmateriale (se rapport L4 om forskningsfrihed).

 Delrapporten er baseret på spørgeskemaundersøgelse blandt danske forskere, hvoraf 63 pct. fortæller, at de har fået arbejdspålæg fra deres institutleder, især om undervisning, vejledning og administration. Men mange har også fået forskningspålæg; Hver tredje DTU-forsker har fået specifikke forskningspålæg (inkl. ’sektorforskere’), hver fjerde i Aarhus har fået det (inkl. ’sektorforskere’), mens det måske overrasker, at hver femte på KU har fået det (ekskl. ’sektorforskning’) (s.34).

 Det fremgår, at 87 pct. af danske forskere selv har kunnet vælge deres forskningsemne de seneste to år, mens Capacent-konsulenterne ikke kalder det alarmerende, at de sidste 13 pct. – eller hver ottende forsker – ikke har kunnet det (s.28). Det fremgår også, at 10-15 pct. af alle har oplevet den friheds-begrænsning at måtte skrinlægge forskningsprojekter, fordi lederen ikke støttede projektet (s.38).

 Men pålæg er ikke hovedbegrænsningen for forskningsfriheden, konkluderer Capacent. Frihedens begrænsninger er overvejende indirekte, nemlig manglende ressourcer. Flere og flere forskere oplever, at de ikke kan få den nødvendige bevilling til den slags forskning, som de selv vurderer som forskningsmæssigt vigtigst.

 Flertallet af forskerne oplever, at der har været en bevægelse mod voksende afhængighed af ekstern finansiering. Hele 53 pct. af universitetsforskningens (inkl. ’sektorforskningens’) forskningsressourcer stammer nu fra eksterne kilder (s.26).

 Og der foregår en strategisk styring: “I ansøgningerne om eksterne bevillinger tvinges forskerne til at rette eller tilpasse deres forskning i en bestemt retning, og det opleves almindeligvis som en kompromittering af deres forskningsfrihed”, konkluderer Capacent (s.3).

 Og forskerne oplever i voksende grad en direkte politisk styring, idet bevillingerne til strategiske formål vokser (fx til Det strategiske Forskningsråd) på bekostning af de frie puljer hos De frie Forskningsråd: ”Prioriteringer og strategier i Det strategiske Forskningsråd opleves som diktater fra det politiske system, hvilket tilmed gør afhængigheden af støtte herfra til en endnu større trussel mod forskningsfriheden” (s.4 – s.14).

 Rapporten vægter i det hele taget økonomiens begrænsning af forskningsfriheden over andre faktorer. Dens underliggende konklusion lyder dermed, at forskerne såmænd er tilfredse nok med systemet, hvis der ikke var for få penge og for meget strategisk styring. Og dermed undlader rapporten at analysere det, som har fyldt meget i debatten om universitetsloven: Lederens ”instruktionsbeføjelse” som bl.a. Videnskabernes Selskab har krævet fjernet .