Ekspertudvalg: Afskaf ’fri forskning’ i forskningsråd

Medlemmer af de frie forskningsråd har 27-45 procents succesrate på deres egne ansøgninger, mens almindelige ansøgere kun har succesrater på 14-21 procent. Den slags avler mistanker om nepotisme, selv om medlemmerne går udenfor døren når deres ansøgninger behandles, selv om den højere succesrate forklares med at rådsmedlemmerne hører til de højest kvalificerede (lovkrav), og selv om vi ved, at Danmarks faglige miljøer er små. 

 Nepotisme-mistanken var den stinker, som et ’ekspertpanel’ smed ud i det rapportudkast om forskningsråds-systemet, der blev offentliggjort ved en hørings-konference i slutningen af juni. Formanden bag panelet er en erhvervsmand, NKT-koncerndirektør Søren Isaksen, der til august vil fremlægge ekspertpanelets endelige anbefaling.

 Stinkeren tog ikke uventet opmærksomheden hos journalisterne. Men bag stinkeren gemmer sig imidlertid 33 anbefalinger (se anbefalinger s.43), som konspiratorisk sindede vil kalde en prøveballon på drastiske system-ændringer (se panelets forarbejder), der typisk nok blev lagt ud i trængslen lige før sommerferien, hvor mange har travlt. 

 Nepotisme-mistanken sætter de frie forskningsråd (DFF) i et dårligt lys og i en defensiv, som kan bane vejen for at begrænsning af det frie rådssystems frihedsgrader. Panelet lægger op til større forskningspolitisk styring: Rådssystemet skal ikke være tostrenget som i dag, men centraliseres og gøres enstrenget og topstyret. De frie og det strategiske forskningsråd (DSF) skal nemlig underlægges samme bestyrelse (forslag 2 og forslag 9), og der skal være mere “tværvidenskabelig forskning og tværvidenskabelige ansøgninger” (forslag 8), hvilket kynisk set lægger op til en fusion mellem de to råd – en fusion, der i øvrigt foregribes ved et afslørende forslag om, at betegnelsen ’fri forskning erstattes med en anden betegnelse’ (forslag 22) samt igennem retorik om relevans- og nytte: ”Medlemmer af programkomiteer skal have et forskningsudsyn, der tilsammen dækker kvalitet, relevans og effekt” (forslag 26).

 Panelet foreslår også, at bevillinger i højere grad skal gives i større blokke og til institutioner – underforstået ikke småbeløb og ikke til navngivne forskere, som i dag (forslag 28). Det tiltaler universitetsbestyrelser og -rektorer, som kan se frem til mere magt og flere penge. Også et forslag om, at bevillinger til ph.d.-uddannelse bliver universiteternes, vil tiltale universitetsledelserne (forslag 11).

 Udspillet fra det såkaldte ekspertpanel – udpeget af Videnskabsministeren – lægger i praksis op til, at den frie forsknings sidste uafhængige instans i det danske system skal samordnes med det strategiske råd. Groft sagt skal nytte- og relevans-kriterier sniges ind i et system, som i dag kun uddeler penge baseret på faglige kvalitetsvurderinger. Forskningspolitisk er en sådan strukturændring den sidste knast i Regeringens og Socialdemokraternes reform af det danske forskningssystem, helt i forlængelse af universitetsloven 2003 og fusionerne af sektorforskningens ‘myndighedsbetjening’ i 2007.

 Formanden for de frie forskningsråd Jens Chr. Djurhus kalder forslagene et partsindlæg: “Der er ingen grund til at lave enstrenget system, for arbejdsdelingen mellem DFF og DSF fungerer udmærket.Og en centralisering / slankning af systemet risikerer at føre til faglig udtynding”.

 Men ‘eksperterne’ har givet videnskabsminister Helge Sander legitimation til at begrænse de frie råds frihedsgrader. Han kalder udkastet ’et godt stykke arbejde’(Altinget.dk).