Top

13. juli 2009 af FORSKERforum 

Rekordsøgning til september-optag

Der er stor fremgang i antal ansøgere til universiteternes september-optag efter katastrofeåret 2008. På næsten alle fag ser man frem til fuldt hus. Hovedproblemet bliver ansøgernes, nemlig at mange skuffes med et afslag, fordi adgangskvotienterne bliver høje på deres favoritstudium. 

 Samlet set har samfundsvidenskab stor fremgang i ansøgertallet over hele landet. Højdespringeren blandt de større fag  må være KU-psykologi, hvor 955 ansøgere er næsten en fordobling af tallet fra 2008. Adgangskvotienten her bliver høj, og kun hver femte kommer ind (målt på første prioritetsansøgere). Også statskundskab og jura har fået mange ansøgere og må sende mange afslag.

 Der er flere ansøgere til humaniora, fx på KUs store fag som dansk (+40 pct.) og historie (+60 pct.).

 Medicinstudiet i både København og Aarhus har oplevet stigninger på 68-74 pct. og mange ansøgere kan se frem til høje adgangskvoter og mange afslag.

 Der er dog fortsat søgningsproblemer på naturvidenskab, hvor fakulteterne i København og Aarhus kun har stigninger på 17-23 pct. Sidste års store problembarn i København – biologi med fyringer som følge af bl.a. lavt optag – oplever søgningsfremgang, men man når ikke op på 2007-niveauet (2007: 211 – 2009: 154 som første prioriteter). Men måske kan afvisninger på andre fag føre til, at flere slippes ind på biologi som anden prioritet.

 Også i Aalborg bliver der ansøgningsrekord med fremgang på alle områder, inklusive samfundsvidenskab, der havde store problemer sidste år. Rektor Finn Kjærsdam forklarer årets store søgning sådan:

 ”Der er flere forklaringer på fremgangen, fx ved vi af erfaring, at flere søger uddannelse, når der er knaphed på jobs, så på det felt har finanskrisen givet fået flere til at søge. Jeg tror også, at de unge denne gang er bedre forberedt på de nye adgangskrav, og endelig har vi haft held til via vore opmærksomhedskampagner til at fange de unge ind, som sidste år valgte at udskyde deres uddannelse netop på grund af de nye skærpede adgangskrav”.

 Se udvalgte søgningstal: KU her. Aarhus her.

Bottom