Aarhus-ledelsen: For meget detailstyring

Universitetsloven giver ikke automatisk ’selvstyre’ – derimod er der 48 bemyndigelser til ministeren, som bruger disse lovlig flittigt til ’øget bureaukratisering og kontrol’. Der er ikke altid overensstemmelse mellem de politisk udmeldte intentioner om frihedsgrader og selvstyre, og så ministeriets konkrete regulering. Det er dog ikke universitetsloven, derimod loven som bemyndigelseslov, som er problemet.

 Sådan lyder det i AU-rektor Lauritz Holm-Nielsens høringssvar på Videnskabsministeriets ’frihedsgradepapir’ – ministeriets ’manual’ for, hvad universitetstoppen kunne melde ind om ‘frihedsgrader’ til den igangværende Uni-Evaluering.

 Af ministeriets udlægning fremgår, at ministeriet har levet op til de officielle succeskriterier ved at 8-9 ud af 10 frihedsgrader er gennemført, men det er ‘ikke retvisende’, mener Aarhus, for i praksis handler ofte om forvaltningsområder, som er til løbende forhandling. Aarhus undrer sig også over ministeriets konklusion om, at universitetet har fået frihed på områder som forenkling af taxametersystemet og udvikling af nye uddannelser.

 På personaleadministrationen har Aarhus ikke fået frihedsgrader: Hvorfor er der en meget detaljeret bekendtgørelse for ansættelser ved universiteterne, mens den ikke findes for andre statslige institutioner, fx for Videnskabsministeriets område? – spørger Aarhus, som konkret kræver at det skal være simplere at foretage kortere tidsbegrænsede ansættelser. Og så skal det være langt friere at forfremme en lektor til professor uden at skulle gennemføre en ny ansættelsesprocedure. Rektor eller dekan bør kunne fastlægge en passende bedømmelsesprocedure.

 Og hvad angår økonomien kræver Aarhus mere reelt (bygningsmæssigt) selveje, dvs. ”en passende egenkapital”. Det gøres bl.a. med henvisning til, at ven Finansministeriel tænketanks åbning for, at universiteterne skal kunne have en egenkapital svarende til 15 pct. af omsætningen. Et konkret forslag fra AU lyder, at universiteterne får indskudt en egenkapital svarende til en måneds bevilling.

 Også evaluering og godkendelse af nye uddannelser kritiseres. Selve akkrediterings-proceduren er ’voldsomt tung og bureaukratisk og virker konserverende’. Og de godkendelseskriterier, som handler om relevans og samfundsbehov er også konservative.

 Aarhus-ledelsen kritiserer den faktiske detailstyring, men kun den styring som topledelsen gerne vil være fri for. Høringssvaret kommenterer ikke lovens mangel på medindflydelse for de menige. Men hvad angår temaet ’akademisk frihed’ henviser Aarhus-rektoren til en gennemgående indmelding fra de menige forskere, at de følte sig langt mere truede af finansieringsformernes konsekvenser for forskningsfriheden end andre trusler. Konkurrence og placering af programmer betyder binding af frie midler samtidig med at forskerne er tvunget til at løbe efter penge ud fra de ”finansielle muligheder og politiske signaler”.