Lig i lasten – uden retssikring

FAGLIG KOMMENTAR:
DTUs rabiate forvaltning af universitetsloven, hvor en lektor skal forflyttes, fordi han har brugt sin ytringsfrihed …

Nærlæs de to interviews fra INFORMATION, som er gengivet på denne side. Her ser man to forbløffende bramfrie universitetsledere, som slet ikke lægger skjul på deres magtfuldkommenhed.
Og hvad er da underteksten bag udtalelserne:
DTU har fra starten været førende, når det gælder om at afsøge grænser og gråzoner i universitetsloven. For bare at nævne et par eksempler: Bestyrelsen har kun et VIP-medlem på trods af, at DTU både har universitet og ’sektorforskning’ (studenterne har 2 medlemmer). Over halvdelen af punkter til behandling på bestyrelsesmøderne var hemmelige, på trods af at universitetsloven taler om ”videst mulig offentlighed”. Rektor inddrager ikke Akademisk Råd i væsentlige strategiske eller økonomiske spørgsmål. Selv om Rektor har fået ministerielt pålæg om, at han ikke måtte anskaffe sig tjenestebil – Rektors berømte bil, som har været afbildet i dette blad – så gjorde han det alligevel ad bagvejen, uden at pådrage sig tjenstlige konsekvenser. Listen over Rektor Pallesens grænseforvaltning er lang.
Den seneste sag handler om DTU-ledelsens håndtering af en grim trivselsundersøgelse på DTU-Kemi, som gav institutdirektør Ole W. Sørensen dumpekarakter. FORSKERforums artikler har afsløret et ganske rædselsfuldt klima, som skyldes institutdirektørens stil og person. Men ledelsen mørkelagde straks sagen ved at Rektor pålagde de ansatte tavshed – hvad Rektor nu bagefter ikke kan huske!
Men hermed var det horrible bare startet. For da lektor Rolf Berg tillod sig lakonisk at referere trivselsundersøgelsen for dagbladet Information og TV2-Lorry blev han fluks truet med fyring / forflytning. Årsagen var, som det siges i et usminket referat fra et møde mellem institutdirektøren og lektoren “mødet var indkaldt af ledelsen på grundlag af den uholdbare situation, der er opstået efter lektor Rolf W. Bergs udtalelser i Information og TV2 Lorry.”
Og bagefter underbygger institutdirektøren forflytningen ved at fortælle, hvor åbenhedens og ytringsfrihedens grænser går: ”Folk her har ytringsfrihed, så de kan i princippet sige hvad som helst. Men hvis de siger noget, som vi vurderer skader DTU eller instituttet, så har de et ansvar.”
Men idet lektoren ikke refererede til andet end trivselsundersøgelsen og dens implikationer – som er åbenbare for alle – så er der klart tale om et brud på hans ytringsfrihed. I det lys er institutdirektørens udtalelser opsigtsvækkende, fordi de fortæller, hvorledes en af landets mest rabiate universitetsledelser tænker. Og hvad og hvem, der styrer de danske universiteter – og hvordan demokratiet er eroderet på det universitet, der burde have været en af de førende, frie vidensinstitutioner i det danske samfund.

I den forstand er det mest deprimerende, at situationen ikke har ført til et ramaskrig fra universitetsfolk og politikere. Det fortæller desværre meget om, hvordan de akademiske standarder også er eroderet.
Institutdirektørens budskab er, at ledelsen har lagt en strategi, som de ansatte må følge uden debat. Kombineret med institutdirektørens tidligere udtalelser til INGENIØREN om, at der på hans institut ”er medarbejdergrupper, der ikke er i stand til at følge med i opnåelsen af de mål, som blandt andet er stillet af regeringen”, forstår man jo, at DTU ikke er et frit universitet. Nej, DTU-ledelsen forstår sig selv som DTU A/S, som indretter sig fuldstændig på markedsvilkår og på politiske diktater. (Det var ingen tilfældighed, at der i første udkast til DTU-loven i 2000 stod, at man skulle være ”erhvervslivets universitet”).
Med en sådan forståelse af sine aktiviteter er der heller ingen akademisk frihed for den menige medarbejder, for det er utvetydigt ledelsen, som sætter den grænse – Universitetsloven gør det nemlig ikke. Det fremgår befriende ærligt af Ole W. Sørensens citater, at banen er DTU-ledelsens. Ingen lov sætter grænser for den handlekraftige ledelse, hverken universitetslov, offentlighedslov, forvaltningsloven – og tilmed heller ikke grundloven (s garanti for ytringsfriheden).
Rektor Pallesen har over for INFORMATION foregivet, at han næsten ikke kender noget til sagen, og at han slet ikke har været blandet ind i den. Dog var han personligt til stede på møderne om trivselsundersøgelsens dumpekarakter, og 20-30 ansatte kan bevidne, at han gav dem et tavshedspålæg, som han nu ”ikke erindrer”. Det er også kafkask, når han i et interview med INFORMATION udtaler ”Selvfølgelig har man ytringsfrihed på en institution som DTU” (se uddrag af interviewet nedenfor), samtidig med at han foregiver, at han slet ikke er indblandet i sagen. Men det er rektors HR-afdeling, som forhandler lektorens forflytning. Og rektor har på DTUs vegne afgivet svar til Folketinget om institutdirektør Sørensen forvaltning.
Rektors problem er, at Ole W. Sørensen er hans personlige opfindelse – ansættelsen var endda ulovlig – og derfor vil det være et enormt prestigetab, hvis rektor må fyre Sørensen. I den forstand er sagen truende for Pallesen. Han er selvfølgelig fuldt informeret, og institutdirektøren udtaler sig kun bramfrit med så stor selvfølelse, fordi han ved, at han har Pallesens opbakning. Ellers turde Sørensen ikke plapre ud med sin og DTU’s ledelsesfilosofi.
Universitetsloven sætter ingen grænser for denne type terror-ledelse, for loven giver ikke de ansatte nogen som helst redskaber til at protestere, hverken over lederens dumpekarakter eller mod hans straffeaktioner. Det er totalt afslørende for lovens svagheder. Nogle vil bagatellisere DTU-sager med, at DTU-ledelsen er rabiat, og det er ganske rigtigt. Men det afslørende ved sagen er, at universitetsloven ikke sætter grænser for det rabiate. Loven er nemlig indrettet mod de gode viljer, og ikke mod uduelig ledelse, syge strategier eller pop-prioriteringer.

Institutdirektøren eller Rektor behøver heller ikke frygte for Videnskabsministeriet, som har forholdt sig fuldstændig passivt, selv om FORSKERforum har afsløret, at rektor Pallesens udnævnelse af institutdirektøren var ulovlig. Man skal bemærke, at Videnskabsministeriet er tilsynsmyndighed, men det betyder nok bare, at så længe Pallesen er nyttig for Helge Sander – for eksempel i støtten til en uændret universitetslov – så blander ministeriet sig ikke i DTU’s horrible ledelse.
Typisk nok vil Videnskabsministeren da heller ikke kommentere sagen. Selv om Helge Sander har efterlyst ’lig på bordet’, og dagbladet Information og FORSKERforum nu har præsenteret flere for ham, så vil han ikke relatere dem til en kommende lovrevision. Enhver minister med en smule ansvarsfornemmelse og indsigt i, hvad frie universiteter er, ville selvfølgelig lige ud erklære, at DTU’s forvaltning på dette område er fuldstændig uacceptabel. Men det siger Sander ikke, desværre nok fordi DTU A/S er hans personlige idealmodel for et universitet.
Og skulle det utrolige endelig ske, at Videnskabsministeriet går ind og giver næser til DTU-ledelsen, så er skaden jo allerede sket. Hvis en så horribel forvaltning ikke fører til advarsler eller fyringer af de ansvarlige, så har horribel ledelse jo ingen forvaltningsmæssig konsekvens for fremtiden.
Så under alle omstændigheder står lektien klokkerent tilbage til de ansatte på DTU: Klap i og ret ind! Og signalet heri vil nok desværre blive hørt og omsat til handling andre steder i de danske universitetsmiljøer.

Lektor Mogens Ove Madsen,
fmd. f. DJØFs UFO