Top

6. maj 2009 af FORSKERforum 

Mindre forskningsfrihed siden 2004

Kun tre ud af hundrede universitetslærere oplever, at deres forskningsfrihed er blevet større siden Universitetsloven blev indført i 2003. Fyrre procent oplever, at den er blevet mindre, og de angiver som årsag pengemangel, større konkurrence om forskningspenge, manglende forskningstid.

 Sådan lyder et af resultaterne af den store forskerundersøgelse, som FORSKERforum gennemførte i marts, hvor der indkom svar fra 1250 universitetslærere og sektorforskere. De spørgsmål, som handler om forskernes erfaringer med universitetsloven og forskningsfriheden, er omtalt i det nummer af FORSKERforum, som udkommer i dag.

 Blandt andre interessante data er, at 4/10 universitetslærere har modtaget ’pålæg’ fra deres institutleder ni takt med, at loven er implementeret 2005-09. Det er en stor stigning i ’pålæg’, for i perioden 2003-05 var det kun 1/10, som havde modtaget sådan et. Det handler mest om undervisningspålæg, om at søge eksterne midler og om at samarbejde med andre. Derimod er kun 10 pct. blevet bedt om at forske inden for et snævrere eller et bestemt felt.

 Undersøgelsen fortæller også, at selv om mere end hver anden universitetslærer faktisk er tilfreds med deres nærmeste (udpegede) leder, så er tre ud af fire utilfredse med deres medindflydelse – og to ud af tre ønsker faktisk konkret medindflydelse med valgte institutledere og med valgte institutråd, der skal have reelle bemyndigelser over planlægning og budget mm.

 Blandt ’sektorforskerne’ er det mest opsigtsvækkende resultat, at disse kalder 2007-fusionerne mellem universiteter og sektorforskning for en fiasko. Kun hver ottende oplever, at den har været en forbedring, mens mere end halvdelen siger nej til, at fusioner samlet set har været en forbedring af arbejdspladsen.

 FORSKERforums undersøgelse står ikke alene. Også komiteen bag Unilovs-Evalueringen har stillet menige universitetslærere spørgsmål. Resultaterne herfra vil blive offentliggjort i slutjuni sammen med komiteens hovedrapport.

 LÆS om undersøgelsen i FORSKERforums majnummer / 224

Bottom