Forskerundersøgelse: Hver anden ønsker

- siger flertal blandt menige sektorforskere.
Men hver fjerde vurderer, at sektoren har et problem

55 pct. af alle de menige ’sektorforskere’ afviser påstanden om, at ’sektorforskningen’ laver ”bestillingsforskning” i kontroversielle sager – dvs. at resultaterne er delvis givne på forhånd. Det har ikke noget på sig, svarer de.
Mens det ikke er overraskende, at 55 procents-flertallet hævder sektorens og deres egen faglige integritet, så er det måske mere overraskende, at et mindretal på 28 procent, som selvkritisk medgiver, at der er noget om påstanden om ”bestillingsforskning” i kontroversielle sager.
Selvkritisk mindretal har oplevet ’politisering’
Det selvkritiske mindretal viser sig også på andre måder: Der er faktisk 25 pct. som mener, at sektorforsknings-institutioner af økonomiske grunde er nødt til at påtage sig ”myndighedsopgaver”, som man af faglige grunde burde sig nej til (48 pct. mener dog ikke, at det er et problem).
Men det er de færreste, som personligt har oplevet ”politisering” af deres arbejde, dvs. at de har oplevet, at deres rapportering blev ”bøjet” eller ”vasket”. Hver ottende (15 pct.) svarer ja til, at de ”inden for de sidste tre år har oplevet, at en leder har korrigeret en afrapportering, hvor det mere skete for at stille kunden / rekvirenten tilfreds end af hensyn til fagligheden”.
Men et stort flertal på 75 pct. benægter at have deltaget i ’politiseret bøjning’ af rapporter. Og det er ikke fordi de ikke deltager aktivt, for 53 pct. fortæller, at de har medvirket til at lave rapporteringer på kontroversielle områder.

Kontroversielle sager
Sektorforskernes selvransagende svar er interessante i lyset af FORSKERforums kritiske blik på en række sager i det seneste års tid, hvor rapporteringer er blevet beskyldt for at være politiserede eller for at være bestillingsforskning, hvor opdragsgiveren har været med til at diktere, at der blev afleveret ukontroversielle rapporteringer, som ikke anfægtede magtfulde interesser:
Der var sagen om DIIS’ EU-forbeholdsrapport, som blev beskyldt for at være afdramatiserende og resultat af styring fra en bestyrelse, som er politisk sammensat. Der var sagen om DMUs, DJFs og DOIs braknotat, som blev beskyldt for at fortie risikoen ved ophævning af braklægning. Der var sagen om DTUs Fiskeriundersøgelses-notat om muslingefiskeri i Limfjorden, som blev beskyldt for at spille fiskeriet interesser. Og senest var der så påstande om, at Fødevareministeriet førte hånden, da DMU, DJF og FOI afleverede udvalgte anbefalinger til en rapport om ”Landbrug af klima”.
Sagerne er ikke typiske eller almindelige for den almindelige dagligdags ”myndighedsbetjening”. Sager af denne type hører til sjældenhederne. Fælles for dem er, at de var enkeltstående rapporter på kontroversielle – betændte – politiske områder, hvor det er uklart, hvorvidt de politiske interessenter blandede sig i rapportskrivningen, og dermed bidrog til at frisere denne, så den ikke skadede landbruget, fiskeriet eller den ansvarlige minister.

jø