Evaluering: Kritik af DIIS’ procedurer

”Det er højst usædvanligt efter internationale standarder, for at sige det mildt, at udredninger i DIIS skal godkendes af en bestyrelse, der har tre regeringsudpegede medlemmer …”
Sådan lyder kritikken af DIIS’ konstruktion i en international evaluering, som er frigivet i dag. Her har en komite med tre udenlandske forskningsledere og en dansk vurderet DIIS’ organisation og struktur, ledelse og kvalitet m.m.
Evalueringen stiller de samme kritiske spørgsmål om mulig ’politisering’, som FORSKERforum 217 stillede til DIIS-formand Georg Sørensen og til DIIS-direktør Nanna Hvidt. 
Rapporten udtrykker forbløffelse (’puzzle’) over, at angiveligt uafhængige forskere skal have deres udredninger – bestilt af Folketinget – godkendt af bestyrelsen, når der i bestyrelsen sidder repræsentanter for det politiske system. Det er en usædvanlig praksis, både i nationalt og internationalt perspektiv: ”Mens alle prøver at underspille betydningen af godkendelses-proceduren – med henvisning til at bestyrelsesmedlemmerne kun gav positive kommentarer som alle var enige i – er det ikke desto mindre en enestående interventionistisk praksis, selv brugt godt” (s.47). Derfor anbefaler komiteen, at kvalitetskontrol sker gennem sædvanlig akademisk peer-review – uden at det direkte anføres, om dette skal erstatte bestyrelsens godkendelse. 
Rapporten kritiserer generelt mangel på retningslinier og strategi for, hvilke opgaver og forskningsfelter DIIS påtager sig, og det påpeges, at de interne procedurer er uklare: ’Kombineret med fraværet af interne retnings-linier for udførelsen af bestillingsforskning, herunder hvordan personale tiltrækkes og afrapporterer, betyder det, at der ikke er nogen institutionel hukommelse’. Manglen på interne procedurer giver stor magt og spillerum til direktør Nanna Hvidt, som dog får ros for sin pragmatiske forvaltning. Men rapporten anbefaler større ’gennemsigtighed’, dvs. klarere procedurer og større forskerindflydelse (s.6). 
Også DIIS-forskernes manglende karriereperspektiv kritiseres. Der findes ingen topstilling for de menige, der er intet synligt karriereperspektiv for de yngre. Rapporten omtaler ikke den usikre ansættelsessituation som en kilde til selvcensur. Og da såvel DIIS’ direktør og bestyrelse er modstander af permanente professorstillinger og fastansættelser, så nøjes rapporten med at foreslå, at der i det mindste oprettes 3-5 årige ”forsknings-professorer” (s.72). 

(se rapport på eva.dk)