Top

11. februar 2009 af FORSKERforum 

Sektorforskning: ’Den gode proces’

Den senere tids kritik af sektorforskningen – fx fra Videnskabernes Selskab – af, at der udføres ’bestillingsforskning’ under dække af universiteternes uafhængige paraply får nu ledelsen ved AUs Danmarks Jordbrugsforskning (DJF) til at reagere. Sammen med storkunden Fødevareministeriet søsætter man nu en formalisering af den ”den gode proces”, som skal beskrive, hvorledes processen omkring ‘myndighedsbetjening’ ideelt set skal forløbe. Vejledningen skal tjene som en rettesnor for både embedsmænd og forskere i processen, oplyser et nyhedsbrev fra DJF (www.agrsci.dk).  

 DJF-dekan Just Jensen understreger om baggrunden, at hverken forskerne eller Fødevareministeriet har interesse i rådgivning, som ikke er ‘objektiv’. Hertil siger sektorforskningens hårdeste kritiker, miljøjournalisten Kjeld Hansen:

 ’Det er en meget naiv udtalelse, som vidner om, at han enten ikke ved eller ikke vil vide noget om de politiske omstændigheder, hvorunder kontroversielle rapporter bliver til. Det samme røgslør sender Fødevareministeren ud, når hun i sidste uge udtalte, at hun selvfølgelig ikke er interesseret i rådgivning som ikke er korrekt. For enhver der har kendskab til magt og politik ved, at et ministerium selvfølgelig ikke er interesseret i at få rapporter, som modsiger ministerens politik …’

 Dekan Just Jensen foreslår, at en måde ’at undgå mytedannelse’ om sektorforskningen er i højere grad at offentliggøre rapporter og redegørelser m.v. Hertil siger Kjeld Hansen:

 ”Problemet er ikke, at ’myndighedsrapportering’ tilbageholdes, men at indholdet er ‘politisereret’, som vi så i rapporterne om oppløjning af brakmarker eller om muslingefiskeri. Problemet er, at offentligheden ikke indvies i alle mellemregningerne: Hvad har været forhandlet mellem ministeriet og sektorforskningen? Det helt grundlæggende problem ved at sektorforskning nu ligger under universiteterne, fremgår ironisk nok direkte af DJFs nyhedsbrev, idet det fastslås, at man fortsat vil leve op til Fødevareministeriets krav om ’dialog om opgavens præmisser og indhold’ - dvs. at en forskningsopgave er til (løbende) forhandling med dem, som betaler”.

 Kjeld Hansen fortolker DJFs udspil som et forsøg på at købe tid: ’Det gør ondt på sektorforskningen, at der nu er sammenstød med universiteternes klassiske uafhængighed, fordi universitetsfolk frygter at sektorforskningens gråzone underminerer universiteternes uafhængighed og gode ry. Men for universiteterne -  som må finde sig i Regeringens diktat om at sektorforskningen skulle indfusioneres- er der tocifrede millionbeløb på spil. Derfor prøver Aarhus Universitet og DJF med formelle tiltag – ’den gode proces’ – at aflede kritikken. Men det fjerner ikke det usunde hovedproblem: At ministerier betaler og dikterer betingelserne’.

Bottom