9. februar 2009 af FORSKERforum
Rektor: Falliterklæring med ordrer
Mens videnskabsminister Helge Sander (V) stædigt fastholder, at den gældende universitetslov er god nok og ikke behøver revideres, så modsiges ministeren nu også af toppen i universitetssystemet. Rektoren for CBS er den første rektor, som modsiger ministeren. Finn Junge-Jensen ser ikke problemer i at slække på den såkaldte ’instruktionsbeføjelse’, lederens ret til at pålægge en forsker at udføre en bestemt forsknings- eller undervisnings-opgave.
”Det er jo en falliterklæring i vores system, hvis der skal gives ordrer. Jeg mener, at i et kreativt vidensmiljø er det at give ordrer ikke praksis – og derfor vil det være i overensstemmelse med virkeligheden, hvis instruktionsbeføjelsen afskaffes. Og hvis der endelig kommer konflikter mellem en leder og en ansat og disse ikke kan komme overens, så er der et hierarki, som kan løse dette”, siger Finn Junge-Jensen. ”Den individuelle forskningsfrihed må i det hele taget gerne skrives tydeligere ind i loven, for forskningsfriheden er vigtig, hvis universitetet vil tiltrække de bedste og de mest engagerede og kreative forskere”.
Også på spørgsmålet om udpegede contra valgte ledere går han ind for en lempelse af loven:
”Jeg hælder nok til ansatte ledere og ikke direkte valgte institutledere. Men det er vigtigt, at en institutleder har legitimitet hos de ansatte, så der må være formelle og reelle mekanismer, som sikrer medbestemmelse. Man kunne måske forestille sig en model, hvor de ansatte skal inddrages ved sondering og udpegning, samt at de ansatte har vetoret mod, at der udpeges en institutleder, som flertallet ikke ønsker. Der kommer jo ikke noget godt ud at ansætte en person, som ikke accepteres i miljøet …”, siger CBS-rektoren.
Debatten om lovrevision vil foregå indtil årsskiftet, hvor et evalueringspanel har deadline for at aflevere sit store universitetstjek.



