Presset Sander håner kritikere

”De kritikere af universitetsloven, som sætter dagsordenen, er jo et antal forskere. Men der er mange andre, som er jublende lykkelige – især de forskere, som bliver prioriteret i disse år, hvor forskningen tilføres masser af millioner og millarder. Så er der selvfølgelig nogle, som ikke bliver prioriteret. Og de finder på en masse bortforklaringer, og det er kritikken et bevis på …”

Sådan lød videnskabsminister Helge Sanders svada overfor sine kritikere – personificeret ved professor Peter Harder – da parterne stødte sammen i DRs DEADLINE (26. jan.). En tydeligt irriteret minister måtte ty til hån af sine kritikere som forsmåede forskere, der bare ikke er dygtige nok til at få del i Regeringens lagkage.
Det var kulminationen på en ordveksling, som afslørede en minister, der er presset, efter at han i syv år har nøjedes med at kommunikere med toppen af universitetssystemet – bestyrelser og rektorer – der ikke har sagt ministeren imod. Men det er tydeligt, at ministeren er ude at svømme, når han bevæger sig ud i debat med det menige forskersamfund, for så afsløres en kulturkløft, hvor ministeren ikke forstår eller ikke vil anerkende frihedskravene i den universitetsverden, som han er minister for. Og han vil gøre alt for at forpurre en revision af universitetsloven.
Det fremgik af debatten, som var fremprovokeret af Videnskabernes Selskabs hvidbog 2009, der kalder Sanders universitetsreform for ”et sovjetisk kontrolapparat: Bureaukrati, bogholderi og bullshit”. Professor Peter Harder argumenterede for et krav om, at lovens kommandostruktur – institutlederens ’instruktionsbeføjelse’ – må væk, for den er skadelig for et frit akademisk forskningsmiljø.
Helge Sander svarede helt formelt: ”Ytringsfriheden er sikret i grundloven. Forskningsfriheden i universitetslovens tekst. Jeg kan ikke gøre andet end at skrive det i loven. Kom med eksempler på, at det ikke overholdes”.
Interviewer: ”Jeg talte med en forsker, som kaldte det paradoksalt med en minister, som har partibog fra Danmarks Liberale parti, og som er med til at knæsætte en instruktionsbeføjelse, som giver frit metodevalg, men ikke fri forskning?
Sander: ”Der er da fri forskning. Men behøver I være to mod en hele tiden …”
Interviewer: ”Jeg stiller bare spørgsmål …”
Sander: ”Nej, du gør ej. Du henviser hele tiden til nogen ting, der underbygger kritikken”, sagde ministeren og fulgte snart efter op med et personligt angreb på sine kritikere:
Sander: ”Det er typisk for Peter Harder og kompagni. Peter Harder kan ikke lide ledelse”.
Peter Harder: ”Jeg har ikke noget imod ledelse. Ledelse kan være godt. Men for at der skal være forskningsfrihed, skal der være et rum, hvor ledelsen ikke kan bestemme. Instruktionsbeføjelsen betyder, at der ikke er forskningsfrihed. Der er ikke åbenbare eksempler på ’pålæg’, for lederne er jo ikke så dumme, at de udsteder militære kommandoer; det sker på en mere snigende måde. Og bare truslen om, at lederen kan pålægge, er en indskrænkning af friheden …”
Og det var så her, at Sander følte sig så meget på udebane, at han tyede til at mistænkeliggøre og håne.

jø