9. januar 2009 af FORSKERforum
KU-rektor vil ikke redde biologi
Budgetplanlægningen er foregået efter reglerne og ’i tæt samarbejde mellem bestyrelsen, ledelsen, fakultetet, instituttet og de relevante samarbejdsorganer’ og målet har været at det skulle ske i ’enighed om budgettet og de nødvendige faglige og økonomiske opgaver’.
Hvis de 170 ansatte på KUs Biologisk Institut, som tirsdag påtegnede en mistillidserklæring overfor deres dekans forvaltning, havde regnet med en redningsplanke fra rektor Ralf Hemmingsen, så bliver de skuffede. Rektor konstaterer i et lynsvar til de ansatte på Biologisk Institut, at ’personaletilpasningen’ – ca. 32 vip-fyringer på biologi – kører videre: Der røres ikke ved den fastlagte proces, hvor institutternes og fakultetets ’samlede aktivitetsniveau bliver tilpasset økonomien’. KUs budgetprocessen er kørt til ende med bestyrelsens vedtagelse af budgettet d. 3. dec. siger Rektor og undlader dermed helt at kommentere personalets forslag om, at KU tærer på egenkapitalen, så ”omlægningsperioden” kan trækkes ud. Og hvad angår kritikken af en manglende vision og strategi henviser han til, at rammen for institutterne fremgår af ledelsens plan SCIENCE 2013.
Rektor kommenterer ikke personalets mistillid til deres dekans måde at håndtere budgetkrisen på. Men det er bemærkelsesværdigt, at Rektor heller ikke udtrykker udtrykkelig opbakning til dekanens håndtering af budgetprocessen.
Tilbage står derfor, at KU-naturvidenskabs budgetproblemer især er isoleret til Biologisk institut, som skal fyre ca. 32 videnskabelige medarbejdere (NBI skal af med 4, datalogi 7 og kemi 5). Ledelsen har sat navne på de prikkede i slutningen af næste uge. Det fremgår ikke, efter hvilke kriterier prikningen vil foregå.



