Top

7. juni 2010 af FORSKERforum 

DTU-Pallesen lægger afstand til rektorkollegers brok

Mens såvel KUs rektor Ralf Hemmingsen og AU-rektor Lauritz Holm-Nielsen har været ude med kritik af regeringens nedskæringer i den såkaldte ”genopretningsplan”, så erklærer DTU-rektor Lars Pallesen i en bemærkelsesværdigt politiseret pressemeddelelse DTU-ledelsens forståelse for og loyalitet med regeringens politik - samtidig med at han afleverer en slet skjult kritik af sine rektor-kolleger (se pressemeddelelse).

DTU-Pallesen siger godt nok, at besparelser på universiteterne er ”en rigtig dårlig ide”. Men derefter erklærer han sig helt i tråd med Regeringens udmelding enig i, at målsætningen om, at 1 % af BNP til offentlig forskning skam er ”en meget positiv udmelding i en krisetid”. Og så lægger Pallesen sig ned for Regeringens prioritering og giver den melding til de øvrige rektorer, at han ikke vil slås for universiteternes interesser: 

”Universiteterne må også have respekt for, at når nationalproduktet falder, kan dette ikke negligeres. På DTU vil vi derfor bruge kræfter på at finde løsninger frem for at bruge tid og energi på at begræde realiteterne, de økonomiske såvel som de politiske,” siger rektor Lars Pallesen i pressemeddelelsen, som slutter: ”Vi agter på DTU at holde fast i, at vores primære opgave er at få mest muligt ud af de midler, vi faktisk får stillet til rådighed, kun sekundært at påpege og argumentere for, at en anden prioritering i samfundsøkonomien ville være klogere”.

Selv om universiteterne formelt er “uafhængige” og “selvejende” så anerkender Pallesen Regeringens politiske styring og han godkender videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens omkvæd om, at besparelser ligger inden for de allerede udmeldte beslutninger. Med denne udmelding underminerer han enhver forhåbning om, at universiteternes bestyrelser og rektor kunne samles som ”interessegruppe” for at presse på for at få større kontinuitet i universiteternes bevillinger.

Til sidst i pressemeddelelsen noterer DTU da også, hvad man forventer af gentjeneste fra Regeringen for at lade være med at brokke sig, nemlig flere penge til teknisk videnskab på bekostning af andre fagområder: ”Vores håb er, at forhandlingerne vil rette op på den faldende tendens, som videnskabsministeriet selv har påpeget i de offentlige forskningsbevillinger til natur- og teknisk videnskab. Navnlig i lyset af, at vi i Danmark har underprioriteret særligt teknisk videnskab sammenlignet med prioriteringen i de fremadstormende økonomier i fjernøsten. Denne danske prioritering kan fortsat være en kilde til undren …”

Bottom