Enquete: Mindre forskningsfrihed

Hver anden forsker oplever indskrænkning af deres forsknings-frihed og –rammer. Det skyldes forskningsstyring via en blanding af universitetslov og forskningsbevillinger, lyder sociologiprofessors tolkning

Hver anden forsker oplever, at bundne opgaver har givet dem mindre tid til at forske i selvvalgte emner efter indførelse af universitetsloven i 2003. Over halvdelen oplever, at deres universitet har valgt forskningsstrategi, som stemmer overens med de politiske signaler fra politikere og embedsmænd. Og halvdelen oplever, at de er blevet mere afhængige af eksterne bevillinger for at kunne forske. 
Det fortæller en enquete, som Magisterbladet har lavet blandt 400 universitetsforskere, især fra naturvidenskab og humaniora.
Det er ikke til at aflæse af svarene, hvad der mere præcist er kilden til forskernes oplevelse. Men sociologiprofessor Heine Andersens mener, at den nærliggende overordnede tolkning er, at forskerne mødes af flere og flere signaler, incitamenter og presmekanismer for at skulle lægge sig tæt op ad ovenfra dikterede strategier og søgemønstre. Dermed oplever de klart at frihedsgraderne indsnævres.

Bundne opgaver begrænser spillerum
En central indskrænkning, som har fået praktisk betydning i de nye forskningspolitiske strukturer er, at forskerne ikke frit vælger deres forskningstema. De kan kun vælge frit indenfor instituttets forskningsstrategiske ramme og kun, hvis institutlederen ikke har pålagt dem andre opgaver. 
Og nu fortæller halvdelen af forskerne så til enqueten, at bundne opgaver i høj grad eller i mindre grad har givet dem mindre tid til at forske i selvvalgte emner (fig. 3). 
”Bundne opgaver kan jo fortolkes på forskellige måder. Den mest drastiske er, at institutlederen dikterer forskningstemaer, som forhindrer én i at forske i det, man selv synes er det mest påtrængende. Der kan ’rådgives’ med mere eller mindre håndfaste pålæg. Vi har mig bekendt ingen konkrete, offentligt kendte, eksempler på den konflikt, for ingen står frem og fortæller om dem, fordi det er for risikabelt at eksponere den slags. Eller også er forklaringen den simple, at forskerne resignerer og føjer sig for pres eller ’rådgivning’, for institutlederen har jo juraen og ’instruktionsbeføjelsen’ på sin side. Pålæg er måske i strid med den akademiske frihed, men det er ikke ulovligt”, fortæller han.
”Men i korridoren hører vi da om, at folks forskningsinteresse eller retning er blevet bøjet. Det kan ske ved en MU-samtale eller ved en henstilling om, at man rykker sammen i forskningsgrupper om tematikker, som der er opslået forskningsprogrammer indenfor.

Forskningsstrategier dikteres af politiske signaler ovenfra
Det er sådan, at over halvdelen oplever, at deres universitet ’i høj grad’ vælger forskningsstrategi, som stemmer overens med politiske signaler fra politikere og embedsmænd (fig.4). 
”Det er jo overraskende hurtigt, når folk allerede inden for de første fem år oplever konsekvenserne af politisk styring. Halvdelen er overraskende mange, men oplevelsen kan jo fortolkes på flere måder. Det kan være fordi der er indført et styringssystem, som tvinger institutionerne til at indrette strategien, så man får del i de politiske programmer. Men det kan også være oplevelsen af, at hvor lederne tidligere spurgte nedad, så har alle nu blikket stift rettet opad, for at tyde, hvor der kan udløses ressourcer”, tolker Heine Andersen.

Universitetets forskningsstrategi forhindrer friheden
Ifølge universitetsloven kan institutlederen pålægge en forsker kun at forske inden den formulerede fakultets- og institut-strategi. Og enqueten fortæller, at det faktisk sker, idet hver tredje forsker har oplevet at universitetets forskningsstrategiske målsætninger har forhindret dem i at forske i selvvalgte emner (fig.5). 
”At hver tredje har oplevet forhindringer, er overraskende mange. Man skal lægge mærke til, at der ikke spørges om folk har følt sig ’begrænsede’, men om de er blevet ’forhindrede’, hvilket er væsentligt alvorligere”, mener Heine Andersen. 
”Men svarene om den strategiske forhindring kan udlægges forskelligt. Den strategiske forhindring kan jo være, at institutlederen har nægtet at underskrive en forskningsansøgning eller har givet et vink om, at ens forskningstema ligger i kanten af instituttets strategi, så man nok burde dreje sin forskning. Det forekommer sikkert i et eller andet omfang, men vi ved ikke hvor ofte, for den slags handles som regel af bag lukkede døre, og vi savner undersøgelser af det”.
”Men svaret kan også være en måde at fortælle om selvcensur: Når der meldes en fakultets- og institut-strategi ud, så træder der slags en psykologisk forsvars-mekanisme til, hvor man prøver at tilpasse sig og hvor man vil i hvert fald ikke vil udfordre grænseområder og risikere en konflikt med institutlederen. Det indbyder jo ikke til at bringe mere eksotiske temaer i spil, selv om det måske er forskerens faglige vurdering, at det eksotiske faktisk er det mest interessante”.
Mere afhængige af ekstern finansiering
56 procent af forskerne i enqueten oplever, at økonomi i meget høj grad har begrænset deres muligheder for at forske i selvvalgte emner (fig.6)
”Det er tankevækkende, at 50 procent erklærer, at de er blevet væsentligt mere eller lidt mere afhængige af eksterne forskningskilder end før 2003. Det må nok fortolkes som en kombination af universitetslov og voksende strategisk styring: Nu lægges en relativt voksende del af vores forskningsmidler ud i konkurrence, og det opleves umiddelbart. Det betyder vel bare, at de økonomiske styringsmekanismer har slået kraftigt igennem. Og forskerne er forsvarsløse”, fortolker Heine Andersen. 
”Måske vil nogle sige om gamle dage, at her herskede akademisk anarki og at forskere er svære at styre. Men sådan er det ikke i dag. Generelt er forskere ikke svære at styre. De er meget lette at få til at rette ind med forskellige typer økonomiske incitamenter eller med pisk. Det skyldes, at de er ret atomiserede og lever i et konkurrencesystem. Og så er forskere ikke orienteret til at agere i et politisk felt med interesser og styring. Derfor er de forsvarsløse overfor indgreb udefra, og må indrette sig efter de politiske vilkår”.

Samspil: Universitetslov 
– forskningsøkonomi
Halvdelen af forskerne giver udtryk for, at de er blevet væsentligt mere eller lidt mere afhængige af eksterne finansieringskilder i de senere år (fig.7).
Men hvad er universitetslovens skyld og hvad er økonomisk styring af forskningen?
”De to ting hænger sammen på raffineret måde. Universitetsloven er et styringsredskab – som bliver særdeles virkningsfuldt, når det kombineres med økonomiske styringsmidler. Universitetslovens hierarkiske top-down struktur gør det lettere at bringe forskningspolitiske signaler fra toppen til bunden. I gamle dage kunne demokratisk valgte ledere groft sagt disponere selvstændigt under ansvar overfor dem, de var valgt af; nu kan systemet med kort varsel sende diktater ned igennem systemet, som de enkelte niveauer ikke kan ignorere. Det betyder, at de nye økonomiske styringsredskaber kommer til at fungere meget hurtigere”. 
Økonomien spiller en væsentlig rolle for dagens forskningsfrihed: 
”Den erklærede opfattelse har jo været, at eksterne bevillinger var et velkomment supplement til instituttets basisbevillinger, så man fik bredere forskningsmuligheder. Realiteterne er modsat: Nu fungerer basisbevillingen nærmere omvendt mange steder, nemlig som kapital til at skaffe eksterne bevillinger. Dermed er basisbevillingen ikke længere ’fri’, men bundet til eksterne formål. Og den forpligtelse er jo helt åbenbar, når politikerne taler om samarbejde mellem universitet og omverden, og når eksterne bevillingsgivere gerne ser, at instituttet spytter i kassen med samfinansiering, for så forpligter det gensidigt. Men konsekvensen er altså, at der sker en skjult binding på ’den frie basisbevilling’.“ …

jø