‘Mundkurv’ til ansatte på KU-biologi?

I begyndelsen af februar sendte dekan Nils O Andersen fra KUs sparingsramte nat-fakultet et nyhedsbrev ud til sine ansatte. Heri var der bl.a. en række økonomiske redegørelser for, hvorfor fakultetet skal spare. Det var fremprovokeret af ansattes protester over, at ledelsen ikke havde redegjort redeligt for, hvorfor biologi og geofagene skulle spare.

 Dekanens brev sluttede med: ”Jeg vil appellere til, at denne for vores fakultet så vigtige dialog om den fremtidige udvikling føres i de relevante samarbejdsfora. Med hensyn til kommunikationen med medier og eksterne samarbejdspartnere vil jeg slå fast, at ytringsfriheden giver alle en ret til at udtale sig, en ret, som bør forvaltes med omtanke”.

FORSKERforum har spurgt dekanen, hvorfor denne appel om ‘omtanke’ var nødvendig?  ”Nogle indlæg i offentligheden har kunnet give potentielle studerende eller deres forældre det indtryk, at det ikke er attraktivt at studere biologi og geofagene ved KU. Hvis vi giver sådan et indtryk i pressen, så skyder vi jo os selv i foden, når fagenes problem faktisk er svigtende søgning”, svarer dekan Nils O. Andersen. ”Og sandheden er jo, at det fortsat er de stærkeste forsknings- og uddannelsesmiljøer i Danmark”.

Men har de ansattes protester og læserbreve, som har været i medierne, ikke været saglige? ”Selvfølgelig har de ansatte deres ytringsfrihed, det slår jeg jo også fast. Og jeg stiller ikke spørgsmål ved sagligheden i indlæggene. Men udenforstående kunne som sagt få det indtryk, at uddannelsesmiljøerne ikke er attraktive”

  ’Omtanke’ er en meget bred ramme, for hvem skal definere det? – og ansatte kunne jo forstå det som et signal om at tie stille?  ”Der må gerne være debat. Men man skal tænke sig om og belægge sine ord, før man ytrer sig, så der ikke opstår utilsigtede effekter, som fx at man uforvarende kommer til at skræmme de unge væk”.

Kan du forstå, hvis nogle læser din appel som en ’mundkurv’, især efter en fyringsrunde og den polemik, som har været?  ”Appellen er ingen mundkurv. Det er en henstilling om, at man tænker sig om før man går ud, så man ikke uforvarende kommer til at skade søgningen til faget”.

DTU: Scientology-lederen gik alligevel ikke

2.UDGAVE. I november annoncerede DTU-Kemis institutdirektør Ole W. Sørensen, at han ville søge nye udfordringer. Det blev annonceret på et hasteindkaldt institutmøde – overværet af rektor Pallesen – efter at en trivselsundersøgelse havde givet Sørensen dumpekarakter og med et truende besøg af arbejdstilsynet lige om hjørnet. Med jorden brændende under sig valgte Sørensen til de ansattes lettelse at annoncere sin afsked, som ville ske, så snart der var fundet en ny institutdirektør.

Men nu viser det sig, at institutdirektør Sørensen – hvis ringe ledelse kan være inspireret af hans medlemskab af Scientology-sekten – langtfra er på vej ud. Selv om ansøgningsfristen for ansøgere til posten som institutdirektør var i januar og en ny kan tiltræde i løbet af de næste måneder, så lancerede Sørensen netop i januar en meget drastisk ’ny forskningsstrategi’  for instituttet. Han foregriber således en ny leders dispositioner. 

 Strategien er den hidtil mest drastiske forsker- og forsknings-styring pr. strategi, som er set på et dansk universitetsinstitut. Forskningsstyring af den enkelte forsker er drevet ud i yderste konsekvens: Forskningen inddeles i tre kategorier: Kerneområder, støtteområder og ikke-kerneområder, og medarbejderne kategoriseres efter deres vigtighed: ’A, B og Q’-medarbejdere , hvor de sidste groft sagt bliver overflødige.  Og Sørensens primære kriterier for kategoriseringen er ikke faglige vurderinger (eller undervisningsbehov), men hovedsagelig om forskerne er i stand til at hente eksterne bevillinger hjem til deres forskning.

Universitets- og ledelsesforsker Hanne Foss Hansen vurderer, at DTU-kemi ikke længere er et universitets-institut, men nærmere ’et forskerhotel’, hvor kun forskere, som har penge med, kan booke sig ind. Og så kalder hun Sørensens ledelsesstil for ’trusselsledelse’. Det kan læses i FORSKERforum 232, som udkommer i dag (se historien her).

Institutdirektøren er blevet forelagt ovenstående, men vil ikke interviewes. Det er således ikke muligt at få opklaret, om Sørensens strategiplan er en masterplan for instituttet, som rektor Pallesen har godkendt? Det er således også uvist, om der findes en lokumsaftale mellem Sørensen og Pallesen, der sikrer Sørensen fortsat ansættelse på DTU-kemi?

DTUs kontor for Policy og Kommunikation har sendt FORSKERforum en erklæring, der siger, at der er tale om et internt strategioplæg: “Oplægget er udarbejdet som led i DTU’s indsat for at sikre, at den forskning, der gennemføres på institutionen er inden for de udviklings og forskningsmæssige krav, der gælder for et universitet i Universitetslovens § 2. Disse rammer er nærmere defineret i DTU’s vedtægt og endelig specificeret i DTU’s udviklingskontrakt med VTU.  Det er i alle disse rammer forudsat at forskning, undervisning og udvikling på DTU skal være til gavn for samfundet”.

Du bliver løsarbejder …

Unge forskere skal ikke gøre sig illusioner om fastansættelse som lektorer eller professorer. Løsansættelser kan blive regeringens næste reform

Professorer skal i fremtiden ansættes i en tidsbegrænset periode på ti år i første omgang, og derefter skal et udvalg hvert femte år vurdere, om de fortsat lever op til kravene med hensyn til videnskabelig produktion og udvikling af fagområdet, foreslog Venstres universitetsordfører Malou Aamund. Og straks efter overtrumfede Venstres regeringspartner forslaget ved at foreslå, at også lektorer på samme måde med jævne mellemrum skal prøves eller søge deres egne stillinger.

Aamunds prøveballon er udtryk for sand liberal tankegang med hendes spørgsmål om, hvorfor nogle dog skulle loves livstidsansættelser? Og prøveballonen kan meget vel være næste trin i Regeringens ’liberalisering’ af de danske universiteter.

Bliver planen realiseret, kan unge forskere se i vejviseren efter en fastansættelse som forsker.

Post.doc.’ere eksploderede 2004-09

Men strategien med løsansættelser er faktisk allerede prøvekørt ad bagdøren i en del år. Statistikker fortæller nemlig, at universitetsledelserne siden 2004 groft sagt har brugt bevillingsforhøjelser til at hyre løs-arbejdere.

Mens KUs og AUs bevillinger steg med ca. 15 pct. så steg andelen af fastansatte lektorer kun med 12 pct.

Til gengæld eksploderede andelen af ansatte i den nye stillingskategori, de 1-3 årige åremålsansatte post.doc.’ere, med hele 7,4 gange eller med 740 procent (fra 165 til 1.186 post.doc.’ere). Og det skal især ses i relation til en 40 pct.s tilbagegang i den ordinære karrierestilling – adjunkturet (fra 1066 til 663).

Sidste trin i regeringens total-reform af universiteterne

”Aamunds forslag om ’stopprøver’ for lektorer og professor lægger op til at gøre universitetsansatte til løsarbejdere”, mener DM-formand Ingrid Stage, som på vegne af fagforeningerne er ACs forhandlingsleder, når fagforeningerne forhandler stillingsstruktur med Videnskabsministeriet.

”Tidsbegrænsede professorater og lektorer er en helt logisk forlængelse af regeringens drastiske reformer på universitetsloven”, forklarer Stage. ”Ledelserne opfatter den eksisterende stillingsstruktur, som fastlægger et karriere-forløb med fastansættelser som lektorer og professorer, som en unødig begrænsning af deres ledelsesret. Groft sagt vil de have større frihed til at ansætte og til at skille sig af med folk. Og Malou Aamunds forslag er en ’prøveballon’ for netop det”.

jø

Se s. 6 i det trykte blad: Stopprøver for lektorer og professorer?

DTU-Kemi: Fra universitet til ’forskerhotel’

TRUSSELSLEDELSE: ’Kontrolleret afvikling’ af dig, hvis du ikke kan score eksterne bevillinger, står der i forskningsplan for DTU-kemi, der vil indføre forskningsstyring i yderste konsekvens

På DTU-Kemi tages nu den totale konsekvens af universitetslovens totale ledelsesbeføjelser. Her vil ledelsen nu diktere, hvad der er instituttets kerneområder, hvad der er støtteområder og hvad der ikke længere satses på. De nuværende forskere indrangeres, alt efter deres kvalifikationer og fagområder.

Det fremgår af et udkast til ”Ny forskningsstrategi for DTU-Kemi”, som institutleder Ole W. Sørensen – også kendt som Scientology-lederen – lagde frem for sine ansatte i januar.
Det fremgår af strategipapiret, at hvis nogle vil prøve at kvalificere sig fra ikke-satsningsområder, så skal de igennem en bedømmelse fra et bedømmelsesudvalg under et Ledelsesudvalg, som i praksis er udpeget af institutlederen. På den måde vil instituttet påbegynde ”en kontrolleret afvikling”, som det hedder i papiret.

Forskerhotel

Konsekvensen er ikke bare, at alle forskere udenfor ”universitetets forskningsstrategi” diskvalificeres. Konsekvensen er også, at det er økonomi, som får absolut forrang frem for fagligheden. Og så at der ikke længere er ’forskningsfrihed’, for alles forskning og forskningsfelter skal bedømmes og godkendes af ledelsen.   Hermed introduceres helt nye standarder for forskningsstyring på danske universiteter.

KU-professor Hanne Foss Hansen, der forsker i organisation og ledelse, siger: ”Strategien er groft sagt, at instituttet bliver en slags ’forskerhotel’, hvor dem der får lov til at bo der er dem, som kan hente finansiering på markedet ude i byen – ikke primært at de kan bidrage med noget fagligt væsentlig forskning eller undervisning. Et universitet er i en sådan model først og fremmest en forretning – ikke en faglig vidensproducent”.

Konsekvensen: A, B og Q-forskere?

Forskningsstrategiens målsætning er, at kemi skal være ”elite”, uden at det defineres nærmere, hvad elite er.

Men strategien opdeler og prioriterer så også forskningsområder: ”Kerneområder” som groft sagt er for A-forskerne, ”støtteområder” for B-forskerne og ikke-kerneområder med Q-forskerne, som falder udenfor.

Og ud fra disse tre rubriceringer har institutlederen så defineret, hvad der p.t. er kerneområder og støtteområder, og hvilke bedømmelses- og kvalifikationsprocesser, som B-forskerne og især Q-forskerne skal igennem .

Første fase er, at et bedømmelsesudvalg skal vurdere, i hvilket område ”ikke-kerneområder” – Q-forskerne – kan bidrage eller om der er udsigt til at de kan ”drive deres område til en større succes”. Det skal vurderes af et bedømmelsesudvalg under Ledelsesudvalget, som er sammensat af institutdirektøren. Men en grundpræmis for en godkendelse er, at de har ”gode chancer for at opnå ekstern finansiering i det nødvendige omfang”.

FORSKERforum har spurgt Ole W. Sørensen, om rubriceringen er udtryk for en opdeling i A, B og Q-forskere?

”På universiteterne oplever vi at basisbevillingerne konstant er under pres og at en stadig større del af forskningen skal finansieres af konkurrenceudsatte midler. Inddelingen af forskningsområderne i tre kategorier er et udtryk for fokusering og hvad instituttet satser på. Der skal udarbejdes individuelle handlingsplaner for de medarbejdere, som pt. falder uden for hvad der satses på”, svarer institutdirektøren.

Kriterium: Samfundsnytte

Forskningsstrategien nævner intet om en bred fagvifte eller om undervisning af studerende. Dens kriterier er heller ikke faglige, men derimod noget der udvælges efter ”samfundsnytte”.

”Samfundsnytte” defineres så principielt som noget, der skaber synergi mellem DTUs 4 ben (forskning, uddannelse, innovation og myndighedsbetjening). Men skåret ind til benet betyder kravet om samfundsnytte, at man er i stand til at tiltrække betydelige eksterne bevillinger.

I den forstand har DTU-kemi indført en total tilpasning til regeringens nyttekalkuler omkring ”konkurrenceudbud”. Forskningens nytte defineres af markedet, dvs. af hvor pengene er.

Af planen fremgår ikke, hvad der sker med de ansatte, der ikke passerer gennem ledelsens nytte-vurdering og som altså hermed ikke passer ind i strategien, og institutdirektøren vil ikke interviewes om dette.

Ledelsesforskeren: Trusselsledelse

Foss Hansen kalder strategien for ”meget markant” og et udtryk for tre typer strategier i et:

”For det første en indtægtsmaksimering: Strategien er hovedsagelig forankret i en økonomi-tænkning om, at forskerne skal maksimere tilførslen af eksterne forskningsmidler (med særligt fokus på ph.d.-finansiering). Fokus på faglig kvalitet og udvælgelse er meget svag og kommer mest til udtryk i strategiske mål. Det faglige element er begrænset (4 linier ud af 4-5 A4-sider)”, forklarer hun.

”For det andet en konkurrencestrategi: Det er efterhånden ingen nyhed, at vi på universiteterne skal konkurrere med eksterne forskere. Men her lægges der op til at forskerne skal konkurrere om ledelsens gunst indadtil. Det er en managementtænkning, som er det modsatte af en samarbejdsstrategi”.

”For det tredje en strategi med trussels­ledelse: ”Der ligger implicit i strategien og modellen en melding til forskergrupper og til den enkelte forsker, om at hvis de ikke formår at skabe den nødvendige indtægt, så risikerer de fyring. Det er en ledelsestænkning helt modsat den, som er baseret på faglig anerkendelse”.

FORSKERforum har forelagt Ole W. Sørensen ovenstående, men han vil ikke kommentere det.

Inkonsistenser: Bred og samtidig snæver

Professor Foss Hansen konstaterer, at det ikke er nyt, at et institut prøver at fokusere på ”kerneområder”, men det meget markante her er dels den kontante kobling til indtægtsskabelse i stedet for på faglighed, og dels en kobling mellem fagligt ansvar og så finansiering (tydeligst på ph.d.’ere).

Og så påpeger hun en inkonsistens, fx mellem de strategiske mål og et samtidigt overordnet mål om ”forskningsmæssig bredde”: ”Hvordan kan man samtidig indsnævre fagligheden, og samtidig opretholde en bred kemisk faglighed”.

Det er en inkonsistens, som går igen i forholdet mellem forskning og undervisning, hvor strategiplanen stort set udelukkende forholder sig til forskningssiden.

Foss Hansen gør opmærksom på, at hun ikke er kemiker og derfor ikke kan vurdere institutlederens udpegning af ”kerneområder”: Mangler der fx nogle grundfag, for at instituttet kan undervise bredt i kemi?

Også målet om at blive et internationalt elite-universitet er inkonsistent: ”Hvad er kriteriet for at være en internationalt set elite-faglighed, når det faktiske succeskriterium er, om man kan score eksterne, nationale bevillinger?

Strategien er altså funderet i og afhængig af nationale politiske prioriteringer / programmer, og ikke forankret i en international peer-vurdering af kvaliteten i forskningen”.

jø

TEMA: Betænkeligt at skære dybt i fagområder

Det medarbejdervalgte bestyrelsesmedlem Niels Kærgård forklarer, hvorfor han var imod bestyrelsesflertallets beslutning om at skære på KU-biologi og -geofagene

”Bestyrelsesformanden konkluderede, at rektors forslag … til budgettet var vedtaget. Fire medlemmer indikerede, at de ikke kunne støtte det vedtagne budget”.

Sådan står der lakonisk i referatet bag KU-bestyrelsens beslutning d. 10.dec. om at skære ned og fyre personale på især biologi og geofagene. Beslutningen blev således taget ved at bestyrelsesformand Niels Strandberg Pedersen ud fra debatten vurderede, at flertallet støttede budgetforslaget. Der var således ingen afstemning, hvor splittelsen i bestyrelsen kunne blive eksponeret ved fire nej-stemmer.

De fire var det eksterne medlem Claus Bræstrup, to studenter samt det medarbejdervalgte medlem Niels Kærgård, som forklarer: ”Der var en lang diskussion, hvor jeg efterlyste andre besparelsesmuligheder eller at der blev tæret på egenkapitalen. Men flertallet i bestyrelsen mente det var uforsvarligt at budgettere med underskud og undlade at foretage ’tilpasninger’. Det endte altså med, at formanden konstaterede, at der var ’tilslutning’ til det fremlagte budgetforslag”, siger professoren.

”Jeg har fundamentalt store betænkeligheder ved at skære dybt i fagområder på en vidensinstitution som vores. Fyringer af meget specialiserede medarbejdere er en meget stor beslutning. Dels tager det årtier at opbygge en vidensbase på et felt, som omvendt kan ødelægges på få år. Og dels har forskning brug for tryghed og stabilitet for at skabe langsigtet dynamik, og fyringer svækker trygheden i forskerverdenen”.

Kærgård: Fyringer kunne undgås, hvis ledelsen ville

”Som jeg ser budgettet, så kunne budgettet for 2010 være skruet anderledes sammen, så fyringer kunne undgås, hvis altså ledelsen virkelig ville”, siger Kærgård, der undrer sig over, at budgetforslaget ikke gav fagene længere tid til at tilpasse sig, fx ved at de fik lov at bruge 10 pct. af deres opsparing. Og så mener han, at der er ”fiktive beregninger” bag beslutningen, især ledelsens insisteren på, at frede KUs 450 mio. kr. store egenkapital:

”Hvorfor skal et offentligt finansieret universitet have en større egenkapital? Alene det at operere med begrebet egenkapital er underligt. Vi medregner jo ikke bygningsværdi, goodwill og human kapital i universiteternes egenkapital, og det er det, der dominerer hos et privat firma”.

Ved bestyrelsesmødet foreslog Claus Bræstrup som en prioriteringsmodel, at  der kunne ske en omfordeling af de ekstra taxameter-bevillinger, som kom ud af forhøjede takster i 2010, men det er Kærgård ikke enig i:
”Bestyrelsen har ret til at omprioritere mellem hovedområderne – og det er vel også det, som minister Sander antyder, når han siger, at budgettet er KU-bestyrelsens ansvar – men når humaniora og samfundsvidenskabs taxametre forhøjes, fordi de er for lave, så vil bevillingsgiverne vel synes, at det er noget underligt noget at omfordele dem til naturvidenskab”.

Videnskabsministerens eller ledelsens ansvar?

KUs fyringsrunde har udløst en større debat, om hvorvidt det er Videnskabsministerens ansvar eller KU-bestyrelsens prioritering, uden at nogle er blevet klogere. Men som økonom må Niels Kærgård vel kunne skære igennem?
”Jeg vil nødig svare kategorisk, for så enkelt er det ikke, for begge parter kan argumentere for sin sag: Ministeren vil sige, at KU samlet har fået flere bevillinger. Og rektor vil sige, at der er flere øremærkede bevillinger, så de ’frie basismidler’ er blevet færre”, forklarer Kærgård.

”Begrebet ’frie basismidler’ er ikke så ligetil, for øremærkninger til ph.d.-studerende og nødvendig medfinansiering af andre bevillinger samt øremærkede programmer til et fagområde er i Sanders øjne ’frie bevillinger’. Men det er det ikke for den menige forsker dernede på gulvet”.

Hvem lavede budgetforslaget?

Kan Kærgård anerkende ledelsens begrundelser for især at skære hårdt på biologi med begrundelse i vigende stå-indtjening, mens matematik/fysik på H.C. Ørstedinstituttet går fri?
”Der er nogle fag, som har haft vigende studentertilgang og stå-indtjening, og nogle fag kan falde i øjnene, hvis styringen skal foregå via normtal. Men jeg har ingen kommentarer til ledelsens prioriteringer mellem fagområderne.  Det, som er fremlagt for bestyrelsen, går ikke ned under fakultetsniveau. Ledelsens budgetforslag er lavet i samspil mellem den centrale ledelse og fakultetet på den ene side og mellem fakultetet og institutterne på den anden”.

I praksis betyder det vel, at det var dekan Nils O. Andersens prioritering?

”Det skete som sagt i et samspil, går jeg ud fra”.

Bestyrelsesformanden besvarede ikke Biologis protester

På biologi skrev 96 af de fastansatte under på en mistillidserklæring til rektor og deres dekan, og det var stilet til bestyrelsesformanden, fordi man følte sig magtesløs. Men bestyrelsesformanden satte rektor til at svare.
Var det ikke ansvarsforflygtigelse, fordi der hermed var lagt op til tautologi, hvor rektor bare ville gentage de samme omkvæd påny?

”Budgetprocesser skal såvidt det overhovedet er muligt foregå, så de berørte forstår baggrunden” siger Niels Kærgård. ”Men jeg har et skizofrent forhold til, om bestyrelsen ved dens formand skal svare. På den ene side skal personalet have et svar på, hvorfor netop deres fagområde skal skæres. Men på den anden side skal bestyrelsen styre på et overordnet niveau og ikke blande sig i de daglige faglige processer. Det vil principielt være betænkeligt, hvis bestyrelsen begynder at blande sig i for mange detaljer”.

Nu svarede så rektor Ralf Hemmingsen. Var hans svar tilfredsstillende?

”Rektor svarede på det vedtagne budgets vegne, og det har jeg ikke noget ansvar for, så det er jeg ikke den rette til at svare på …”, slutter Kærgård.

jø

DEBAT: Universitetsfolkets passivitet

LÆSERBREV

I det seneste nummer af FORSKERforum har Mogens Ove Madsen en FAGLIG KOMMENTAR,  ”Derfor har universitetslærere så lille indflydelse”,  hvor han prøver at give forklaringer på, hvorfor universitetsansatte har så lille indflydelse. Her får vi et relevant indblik i, hvem der repræsenterer universitetslærernes interesser. Det fremgår, at Akademikernes Centralorganisation – paraplyorganisationen som forhandler overenskomster for alle akademikere – fører ordet og styrer taktikken. I praksis betyder det derfor, at politikken forhandles udenom de universitetsansatte, af andre ansættelsesgrupper (”en hel masse akademikergrupper, som ikke har noget med universitetet at gøre”: administrativt ansatte, privatansatte, læger, ingeniører, fuldmægtige, kontorchefer). DMs og DJØFs universitetslærere er på den måde sat ud på et sidespor.

Det er ildevarslende læsning for en underviser ’på indersiden’, for det kan muligvis og tilsyneladende også forklare, hvorfor AC ikke har protesteret mod universitetslovens nye topstyrede ledelsesstruktur og mod afviklingen af den akademiske medbestemmelse for de menige.

AC er således aktiv deltager i de danske universiteters tragedie, eksternt styrede og politiserede institutioner, hvor de internt fagkyndige efterhånden er frataget formel og reel indflydelse. Tragedien er dog ikke nødvendigvis foranlediget udelukkende af udefrakommende faktorer. Forskere og undervisere på landet universiteter må samtidig kigge sig selv efter i sømmene. For hvorfor protesterer universitetsfolket ikke mere indtrængende, så AC (og det brede politiske flertal, der står bag udviklingen i universitetsverdenen) ikke kan ignorere nødvendigheden af drastiske ændringer i medbestemmelse?

Den mest nærliggende forklaring er nok, at vi har travlt med at passe vores daglige arbejde.

Men der er også mekanismer i systemet, som direkte eller indirekte blokerer for vores engagement.

For det første lider de danske universiteter under, at midler til grundforskning er blevet indskrænket, og at vi skal bruge mange ressourcer på at jagte penge. I langt højere grad end tidligere kommer midlerne ikke uhindret fra statskassen, men pengene til forskning er bl.a. i stedet lagt ud i strategiske fonde og privat finansiering. Det betyder, at vi for tiden får genereret meget lidt forskning, som reelt er uafhængig af eksterne interesser.
Den manglende indsigt og den manglende indflydelse gør også, at rådvildheden ofte bliver selvlysende. Det Akademiske Råd har fx ingen reelle magtbeføjelser, og er – som deres navn antyder – blot et rådgivende organ, som ingen politisk magt har. De professionelle bestyrelser på de danske universiteter er også et andet eksempel på, at egentlige faglige indspark i debatten om, hvor det enkelte universitet skal bevæge sig hen, er kommet i numerisk mindretal. Dette skal dermed også ses i forbindelse med den enkelte medarbejders individuelle forskningsfrihed, der er blevet indskrænket af pres udefra: Finansieringsprocessen er blevet mere omfattede, fordi forskeren selv – i konkurrence med alle andre – selv skal finde støtte til sin forskning, hvilket selvfølgelig betyder noget for, hvad der bliver forsket i. Publiceringsaktiviteten er også hæmmet af nye idéer om såkaldte bibliometriske forskningsindikatorer, hvor et smalt udvalg af akademiske tidsskrifter bliver ikke kun pointgivende for den enkelte forsker, men på sigt også bliver udslagsgivende for reelle forskningsmidler.

På den måde er de danske universitetsansatte af disse og mange andre årsager udsat for systematisk pres (som tidligere østeuropæiske stater ville skæve til med misundelse). Det genererer derfor et arbejdspres, som resulterer ikke kun i dårlig kollegialt samvær, fordi forskere nu hver især er i konkurrence med hinanden om forskningsmidler. Den ultimative effekt af dette er en stigende tendens til stress, depression og dårlige, kortvarige ansættelsesforhold.

Systemet er også sådan, at vi i dagligdagen får et uheldigt sammenstød mellem forsknings- og undervisningsforpligtelser. Undervisningen af de studerende står i diskrepans med hensigtserklæringerne. Det er først og fremmest temmelig svært at producere forskningsrelevant undervisning, når forskningsretningerne skifter, som den eksterne finansiering finder det bedst. Dernæst er de enkelte studier – set samlet med de øvrige nævnte kontrolmekanismer – underlagt krav om akkreditering, som betyder, at hvert enkelt studie løbende skal bevise sit eget værd gennem omfattende indrapporteringer til eksterne råd, som egenrådigt kan give et studie det gule eller røde kort.

Disse råd – ligesom politikernes øremærkning af puljer – vil have mulighed for at styre de danske universiteter i de retninger, som fremstår ’ideologisk’ relevante, og ikke nødvendigvis, hvad der tenderer god undervisning og forskning, som frie (jeg er lige ved at sige liberale) idealer fordrer det. Der er ikke megen klassisk liberalisme tilbage i dette system. Det er snarere i sin yderste konsekvens en meningsmæssig indoktrinering, som på sigt vil fremstå ’naturaliseret’ for de implicerede, der således ikke længere vil være i stand til reel kritisk tænkning (noget, som ethvert holdbart demokratisk system lever af).

Alle disse problematikker har Mogens Ove Madsen berørt i sin nylige bog Universitetets død, hvor der så tilmed knyttes en direkte tråd til den forvitrede interessevaretagelse i AC. I bogen efterlyser han et større medarbejder-engagement i de konflikter, som åbenlyst martrer de danske universiteter. Forskersamfundet må ”organisere sig i en fælles platform”, skriver han, og opfordrer til ”åbenlys protest og konstruktiv nytænkning”, som i sidste ende bør revitalisere et universitet ”uafhængigt af statsmagten, den offentlige opinion, af markedskræfterne og krav om forskningens umiddelbare erhvervsmæssige nytte- og markedsværdi”. Og i FAGLIG KOMMENTAR tilføjer han så, at universitetslærerne skal have sin egen forhandlingsplatform. Det kan ske på tværs af en slags karteldannelse, hvor de universitetsansatte i fællesskab kan formulere krav til generel universitetspolitik samt til løn- og ansættelsesvilkår. Det lyder jo som en rigtig – og mere demokratisk – måde at varetage interesser på.

Men tilbage står vi så med spørgsmålet om, hvorfor de åbne protester ikke er større? Det giver her god mening, som Madsen direkte gør i undertitlen på sin bog (Kritik af den nyliberale tendens, se min anmeldelse på www.kulturkapellet.dk), at henvise til den nyliberalistiske tidsånd som samfundsproblem. Men for at forstå passivisering af kritikken såvel på universitets-politikken som i en videnskabelig sammenhæng, så kan der henvises til den postmoderne og socialkonstruktive tilgang og fortolkning af verden, som i sin ekstreme formulering bliver til en udmarvning af værdigrundlaget for metodisk arbejde og for reelle frihedsværdier, som også udarter i ligegyldiggørelse – når alt er lige gyldigt, bliver alt også ligegyldigt. Og når alt bliver lige gyldigt, så bliver værdierne for god forskning og undervisning det desværre også, samtidig med at det fører til afmobilisering af det universitetspolitiske.

Det kan måske forklare, at der også er andre årsager til universitetsfolkets passivitet end vores daglige travlhed.

Studieadjunkt Kim Toft Hansen,
Aalborg Universitet, medlem af DJØF

« Forrige side