NOVO-ansættelser på KU er ulovlige

I sidste uge gav Novo Nordisk Fonden en donation på 885 mio. kr. til KU. Den var betingelsesløs og skulle blot gå til forskning i livsstils-sygdomme, hed det sig. Men nu afslører INFORMATION (se her), at der fulgte bundne mandater med: En af de fem forskningsledere på centret skal være nuværende vicedirektør i et Novo-selskab, Oluf Borbye Pedersen, og omkring 20 forskere flytter med ham fra Novo til KU. Det sker uden at stillingerne slås åbent op, som det ellers er reglen for alle universitetsstillinger.

 Et privat firma har købt det uafhængige universitetets troværdighed, mener kritikere: ”Normalt står et universitet for uafhængig forskning, men hvordan er det med uafhængigheden, når et privat firma angiveligt donerer midler til forskning inden for et område, og så dikterer hvem der skal ansættes for at gøre det? Det kan have en indvirkning på hvilken forskning, der bliver prioriteret, så bevillingen er slet ikke så ubundet, som det blev foregivet”, konstaterer KU-lektor Claus Emmeche, der netop har udgivet en bog om forskningspolitik.

 Til INFORMATION forsvarer medicin-dekanen Ulla Wewer konstruktionen som et udtryk for KUs fleksibilitet, for mobilitet og nytænkning. Det handler pragmatisk om en slags ‘virksomhedsoverdragelse’  af personale fra industrien til universitetet: “Vi kommer ind over nogle områder, hvor vi juridisk og personaleteknisk ikke har været før. Der er nogle problemer, men dem skal vi løse. Blandt andet skal vi nok lave om på nogle af de traditionelle KU-måder at ansætte på”.

Hertil  siger konsulent Jens Vraa-Jensen fra DM: “Dekanens medgiver jo regelbrud med talen om  ’fleksibilitet’ og ’nytænkning’. Hvis hun vil dække sig ind under, at der gælder særlige regler for et ‘center’, så hører det altså ikke længere under KU-universitetet …”

Konsulenten konstaterer, at ansættelse uden opslag og bedømmelse er i strid med ansættelsesbekendtgørelsen: ”KU er åbenbart så glad for donationen, at man gerne vil bøje reglerne - som imidlertid siger, at der undtagelsesvist kan ske en ’kaldelse’ uden opslag af en bestemt person, men det skal ske efter en konkret vurdering af mulige ansøgere i et ansættelsesudvalg, og det er ikke sket her. For en ‘virksomhedsoverdragelse’ gælder også særlige regler, og de er ikke i spil her”, siger konsulenten. ”Og hvad angår almindelige forskerstillinger på universitetet, så skal de besættes efter opslag og konkret bedømmelse af hver enkelt.  Ansættelse i bundter på 20 uden opslag kan ikke lade sig gøre. Dog kan en person ansættes i 1-årig tidsbegrænset stilling uden fagkyndig bedømmelse, men det er formentlig heller ikke tilfældet her”.

 DM-konsulenten er samtidig meget spændt på et helt andet aspekt: ”Man må jo gå ud fra, at de Novo-ansatte ikke skal gå ned i løn. De sprænger universiteternes lønniveau med 20-25 pct. Er KUs ledelse med på, at der skal være så stor lønforskel mellem ansatte på samme arbejdsplads? Eller skal NOVO-folkenes lønniveau være standarden fremover for universiteternes overenskomst-lønninger”?

 Novo-centret var på KU-bestyrelsens møde d. 24.marts som et ekstraordinært meddelelsespunkt. Dekan Ulla Wewer orienterede og nævnte ansættelsen af Novo-centerlederen, men uden at give detaljer om centrets usædvanlige konstruktion og Novos betingelser. Det fremgår heller ikke, om KU medfinansierer centret.

Ledere mangler selvtillid

Hvorfor er ledelserne så bange for at give de ansatte lovfæstet medbestemmelse, spørger AU-dekan Svend Hylleberg

”I mine øjne vil der slet ikke ske noget ved i en lovrevision at imødekomme de ansattes ønske om mere medbestemmelse. På en akademisk arbejdsplads er det en del af kulturen, at man har indsigt og medbestemmelse i, hvad der foregår. Det er simpelthen nødvendigt for engagementet. Hvordan får man de ansatte til at engagere sig i Akademisk Råd, hvis ikke der er noget at bestemme over”?
Spørgsmålet blev ikke stillet af en rabiat venstreorienteret, men såmænd af AU-dekan Svend Hylleberg. Dekanen sagde hermed AUs rektor og bestyrelse imod, for i deres høringssvar om Uni-Evalueringen siges det, at der ikke er behov for en lovrevision.
Scenen var Videnskabernes Selskabs årsmøde, og til stede var den nye videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
KU-rektor Ralf Hemmingsen optrådte med budskabet, at Uni-loven ikke behøver at ændres, for de ansattes ”medinddragelse” – rektorens udtryk – er tilstrækkelig:
”De ansatte har meget den magt, som de vil have. Der er tilstrækkelig jura i loven; spørgsmålet er, om juraen bliver brugt i praksis”, sagde Ralf Hemmingsen. ”Der behøves ikke lovbestemmelser, som dikterer mere medinddragelse i Akademisk Råd, for rådet høres jo i dag, og alle akademiske medlemmer kan rejse ethvert spørgsmål om budget og strategi m.m.  Og det ville jo ikke se godt ud for en ledelse, hvis Akademisk Råd flere gange har undsagt direktionens indstillinger”.

Hylleberg: Ledere mangler selvtillid

Dekan Hylleberg er ikke enig med KUs rektor. I kulissen efter årsmødet uddybede Hylleberg sit synspunkt:
”Lovens problem er, at den ikke giver de ansatte en ret til medbestemmelse. Hvis de i praksis ikke kan sige nej til dispositioner, som de mener er helt forkerte, så betyder deres ’medindflydelse’ jo meget lidt. Og hvis de ansatte ikke har fornemmelsen af at have reel medbestemmelse, så gider de ikke engagere sig i en arrangeret kaminpassiar, men bliver apatiske. Og så får vi ikke de debatter, som også er med til at udvikle fagmiljøet og instituttet”, siger dekanen.
”I mine øjne er den defensive holdning til Uni-lovsrevisionen et udtryk for, at universiteternes ledere mangler selvtillid, når de ikke vil være med til at indrømme de ansatte større medbestemmelse via lovgivning. Det er udtryk for, at lederne ikke tør stille sig i en situation, hvor der bliver reel debat om dispositionerne, og hvor deres ledelse kan drages i tvivl. Men den angst er i mine øjne overdrevet”, siger han.
”Jeg er langtfra altid enig med mit personale, men jeg lytter til dem og diskuterer. Og jeg leder da i klar erkendelse af, at jeg skal have medarbejderne med mig – hvis en ledelse er i modstrid med de ansatte, så har ledelsen altså et problem”.

jø

Se Tema: Ledelse side 21-25 i det trykte blad!

CBS: Oprydning eller ledelseskaos

Den nye rektor Johan Roos har ryddet op i direktionen blandt den tidligere rektors personale. Og pludselig gik så også direktøren – så nu er rektor helt alene, lige før en stor strategiproces

Der er ledelses-krise på den institution, som skal uddanne ledere til erhvervslivet. CBS’ rektor fra 1. august, svenskeren Johan Roos, har systematisk ryddet ud i den gamle topforvaltning fra eks-rektor Finn Junges tid. Stort set alle de centrale ledere i toppen – minus de to dekaner, som er åremålsansatte – er forsvundet, forsvinder eller er forflyttet. Om de er tvunget bort eller flygter er uklart, men situationen er i hvert fald, at den nye rektor står ret alene tilbage i direktionen.
Senest har universitetsdirektør Peter Pietras – direktør siden 2006 – søgt nye græsgange. Han skal være socialdirektør i Odense Kommune pr. 1. maj, efter at han ifølge CBS’s pressemeddelelse er blevet ”tilbudt stillingen”. Nogle tolker dog kommune-jobbet, som at det i hvert fald ikke er et trin opad karrierestigen. Pietras handikap i forhold til rektor Roos har været, at han var delagtig i eks-rektor Finn Junge-Jensens forvaltning og dennes ‘fleksible forvaltningsstil’. Men selv om Pietras bagefter afviste at have ansvar for dette (se FORSKERforum 230), så landede han i modsætningsforhold til rektor Roos, der nemlig har foreslået en koncernstruktur med sig selv og en ny ’finansdirektør’ i toppen. I den struktur lå en degradering af Pietras, og det er et vink med en vognstang i den slags forvaltningssystemer. (Såvidt FORSKERforum erfarer har bestyrelsen dog afvist denne koncern-struktur).
Hertil siger universitetsdirektør Peter Pietras: ”Jeg kan slet ikke genkende sandheden i FORSKERforums udlægning. Den stilling, som jeg har fået, er altså et trin opad i karrieren, fx med løn på niveau med KUs rektor. Og udlægningen af, at jeg har været i unåde hos rektor er fuldstændig forkert. Jeg har ikke mere at sige”.

Konflikt med tillidsfolkene

Men Pietras afgang er ikke den eneste. I februar fratrådte chefkonsulent Charlotte Aller jobbet som rektors nærmeste medarbejder. Hun havde funktion som ledelsesstøtte i forhold til rektor, direktion og bestyrelsesformanden samt som sekretær for samme. Baggrunden for fratrædelsen er uklar, men hun er nu overgået til en HR-lignende post som ”direktør for strategi og udvikling”.
Oveni disse fratrædelser kom så direktionens konflikt med tillidsfolkene, idet fællestillidsmanden gennem mere end fem år, Lise Lyck, pludselig blev tvunget til at træde tilbage, fordi ledelsen mener, at hun indtog en uforenelig dobbeltstilling som tr / centerleder.
Det har forlydt, at rektoratet gerne ville af med Lise Lyck som et opgør med det gamle system. Men alle kilder afviser dog, at Lyck skulle have haft et venskabeligt forhold til den tidligere rektor – tværtimod spændte hun ofte ben for Finn Junges afslappede forhold til reglementer.

Strategiplan under kaos?

Ledelseskrisen omkring den nye rektor på CBS kommer på et meget ubekvemt tidspunkt for CBS. Rektor Roos har nemlig varslet en større strategidebat indtil sommer om CBS’ mål, uddannelser og struktur. Seks arbejdsgrupper skal indtil slutningen af maj lave indspil, som bestyrelsen skal bruge som beslutningsgrundlag d. 31. august.  Men der er ingen tilbage i topdirektionen, som kan styre strategiprocessen med basisviden om CBS. Rektor Roos nærmeste allierede er formentlig bestyrelsesformand Anders Knutsen, der ’opfandt’ den nye rektor, som kom med meget lille ledelseserfaring.
Men også i bestyrelsen er der uro. Næstformand Merete Eldrup annoncerede overraskende i februar, at hun går af i utide til sommer, angiveligt for at undgå, at hende og formand Anders Knutsen afgår efter tidsudløb samtidig i efteråret.
Hvad der er den nye rektors personlige holdning til den fremtidige strategi er også kilde til spekulationer, for han har holdt kortene tæt til kroppen. Nogle frygter som det værste kaos, dvs. at rektor slet ikke har en plan ud over at CBS skal være mere elitær ”business-school” og mindre universitet med humaniora og samfundsvidenskab.

Masterplan?

Men uroen betyder, at alle afventer og ikke vil sige noget til citat. Konspirationstænkere taler om, at han har en masterplan i ærmet, som handler om at han vil gøre CBS til en business-school på bekostning af det nuværende brede hum./samf.-universitet. Og at han vil trække processen så langt, at han til sidst kan gennemtrumfe sin plan:
”Det er da meget sigende, at der skal nedsættes nogle strategigrupper, som vi ikke kan vælge folk til. Vi kan indstille navne, og så er det direktionen, som bestemmer, hvem der skal ind, så det bliver et fingerpeg, hvis han sætter mange business-school -folk ind”, forklarer en skeptiker. ”Og foreløbig fedtspiller rektor i strategiprocessen. Rektors stil er ikke at lytte, men han taler meget selv. Det bemærkelsesværdige er, at rektor bruger ’konsulentretorik’; mange flotte ambitioner og målsætninger, men man får ikke pejlemærker på hvad han egentlig tænker om CBS’ fremtidige forskning, uddannelse og struktur …”
Andre er forundrede over, at han slet ikke markerer nogle præferencer: ”Han giver ingen signaler, så ingen ved, hvad han vil”, siger en anden. ”Og at han nu lægger op til en langvarig proces er meget udansk eller meget ulig med den hidtidige fleksible CBS-politik. Det det risikerer at blive meget ’svensk’ med en opslidende strategiproces, som kører alle trætte. Men når man endeligt har besluttet sig for en strategi, så kører man til gengæld meget firkantet efter den og ikke andet”.

jø

Forskere frygter tilbageskridt i ny offentlighedslov

Den nye offentlighedslov skal skabe større åbenhed for forskere, journalister og andre i de offentlige forvaltninger.
Men betænkningen om loven peger i stik modsat retning, lyder kritikken.

Det har i bogstavelig forstand taget syv lang og syv brede …
Arbejdet med den kommende offentlighedslov har stået på i syv år og har i alle årene været omgærdet af stor hemmelighed og – ironisk nok – ingen mulighed for aktindsigt.
Så kom Offentlighedskommissionens betænkning endelig, og den har skabt stor opstandelse i journalistiske kredse, men også blandt forskere, der benytter muligheden for aktindsigt som et redskab, primært i den historiske og samfundsvidenskabelige forskning.
Betænkningen omkring den nye lov skulle ifølge kommissoriet ”udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning […]”. Men overordnet set sker der det stik modsatte – muligheden for demokratisk kontrol bliver forringet – mener flere kritikere.

Dokumenter fritages for aktindsigt

De hæfter sig særligt ved tre paragraffer, der handler om, hvilke dokumenter, der kan fritages for aktindsigt. Her hedder det blandt andet, at dokumenter, der udveksles mellem ministerier og styrelser kan fritages, når det sker i forbindelse med ministerbetjening. Et andet sted forslåes det yderligere, at dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer omkring lovgivning også skal undtages.
Med andre ord bliver zonen for det, der kan betragtes som ’interne dokumenter’ udvidet i forhold til loven, som den er i dag, hvor der er ret til aktindsigt i alle dokumenter, der udveksles mellem offentlige myndigheder.
Det er Henning Jørgensen, professor i offentlig forvaltning ved AAU, er dybt bekymret over: ”Der lægges op til, at den offentlige forvaltning selv kan beslutte hvad der skal gives aktindsigt i. Hvis det er for besværligt eller noget, de ikke synes er vigtigt, så kan embedsmændene kalde det ’arbejdspapirer’ og ’del af en lovproces’. Det er næsten, som når politiet bliver sat til at undersøge sig selv”.
Han ser undtagelserne som et tilbageskridt, både i alment demokratisk perspektiv, men også specifikt: ”Vi vil simpelthen blive stillet dårligere i at kunne lave forskning. Vi frygter, at vi ikke selv kan definere, hvad det er relevant, men at det bliver forvaltningen, der kan vælge. Hvis man vil bruge forskningen, kan det ikke nytte, man gør det vanskeligere for forskere, at gebærde sig via aktindsigt”.

Mere spillerum for embedsmænds ’politisering’

Baggrunden for undtagelsesparagrafferne er de ændrede strukturer og arbejdsgange i den danske statsadministration. Da offentlighedsloven blev lavet, forlod en sag sjældent ministeriet, før den var færdigbehandlet. I dag er ministerierne i langt højere grad splittet op i styrelser, og sagsbehandlingen er ofte en langt mere kompleks affære med flere parter involveret.
Og det har man været opmærksom på fra Justitsministeriets side. I kommissoriet hedder det nemlig, at det mere komplekse sagsbehandlingssystem rejser ”spørgsmål om, hvorvidt offentlighedsloven fortsat yder den fornødne beskyttelse af hensynet til den interne beslutningsproces [...]”.
Det kunne ifølge flere af kommissionens medlemmer kun tolkes på en måde: hullet er for stort, og det skal strammes til. Og det er præcis, hvad man har gjort med undtagelsesparagrafferne.

Historieprofessor: Gummiparagraffer?

”Det er klart, at enhver forvaltning har behov for en form for fortrolig sagsbehandling. Men det er ret vidtgående undtagelses-bestemmelser, det her. Især det omkring ministerbetjening. Der forekommer mig, at de er blevet formuleret for bredt, så det vil kunne bruges imod journalist og forskere, der vil søge indsigt. Man kan frygte, at det bliver gummiparagraffer, så ubehagelige sager bliver rubriceret under intern sagsbehandling og ministerbetjening”.
Sådan siger historieprofessor Poul Villaume fra KU. Han forsker i samtidshistorie, og han kunne sagtens forestille sig, hvordan de mere ”fleksible” regler for at undtage dokumenter fra aktindsigt kunne bremse ham i hans forskning.
”Hvis jeg ser på mit eget felt, som er udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Der kunne jeg da sagtens forestille mig, at for eksempel forskning i beslutningsgrundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, hvor der har været udveksling mellem Udenrigsministeriet og Statsministeriet, kunne stoppes”, siger han.
Henning Jørgensen ser indskrænkningerne som klart udtryk for embedsmandsinteresser, der går stik imod større offentlig indsigt.
”Embedsmænd vil undgå at skabe problemer ved at sager kommer til offentlighedens kendskab. Man vil tage sig godt ud i offentligheden, og derfor laver man damage-control på forhånd, så sager ikke kan opspores”, siger han.
Han mener muligheden for indsigt bør gælde, så snart noget er skrevet ned:”Det skal selvfølgelig være muligt at have drøftelser, men hvis det er skriftligt, er det per definition noget, offentligheden skal have indsigt i. Ændrede samarbejdsstruktuerer skal ikke betyde, at man laver lukkede rum”.

Slappere og strammere

Betænkningen er udarbejdet af Offentlighedskommissionen, som fra begyndelsen har været sammensat af 22 repræsentanter for offentlige forvaltninger, pressen og organisationer. KU og AU har i fællesskab været repræsenteret af professor Steen Rønsholdt fra Juridisk Fakultet, KU.
Nærlæser man betænkningen, fornemmes et mønster med en mindretals-gruppe af ”slappere” – primært repræsentanterne for pressen og organisationer – og en flertals-gruppe af ”strammere” i form af embedsmænd. I et enkelt tilfælde har Rønsholdt stået sammen med mindretallet, nemlig i krtikken af den undtagelse, der handler om dokumentudveksling mellem minister og folketingsmedlemmer. Herudover har Rønsholdt dog primært været på embedsmændenes ”strammer-hold”.
Henning Jørgensen lægger ikke skjul på, at han gerne havde set en politolog repræsenteret i kommissionen: ”Ledelsen har set det som et juridisk anliggende og peget på en jurist. Men for os handler det jo om, hvad det kan give af problemer, hvis vi ikke kan få adgang til data. Mindre indsigt giver dårligere forskning”.

lah

DTU: Enevælde og topstyring

- siger tidligere DTU-fællestillidsmand Jens Heide om sin gamle arbejdsplads – personificeret ved rektor Lars Pallesen

”Universitetsloven lægger op til enevælde, og det behøver ikke engang at være særlig oplyst …”
Civilingeniør Jens Heide har været fællestillidsmand for vip’erne på DTU i mange år og tillige formand for IDAs forskersektion. Sidste sommer gik han på pension efter knap fyrre års ansættelse på DTU. Og når han skal sammenfatte sine seneste erfaringer, så kommer rektor Pallesens styring og ledelsesstil til at fylde en del:

AFGANGS-INTERVIEW

”Og enevælde er det ord, som umiddelbart falder mig ind, når du spørger, hvad der er ledelsesformen på DTU. Formelt er der rammestyring, så hvert institutleder har sit råderum, men i praksis sidder rektor Pallesen eller hans håndgangne folk med på alle beslutningsniveauer. Der tages ingen større beslutninger på institutterne uden at Pallesen har en hånd med.
Der findes mange dygtige ingeniørledere, som forstår vigtigheden af medarbejderinddragelse uden at det involverer rundkredspædagogik. Men rektor Pallesen tilhører absolut den antikverede leder, der optræder som stærk mand med kommandostrukturer, der går top-down. Og det er da et paradoks, at hans ledelsesform er totalt modsat det erhvervsliv, DTU skal uddanne ingeniører til …”

Groteske personalesager

I Heides fyrre år på DTU skete der store ændringer:
”Da jeg blev ansat havde man som forsker stor frihed til at vælge det forskningsfelt, som man fagligt set fandt mest relevant. Den valgfrihed er væk i dag, for på de eksperimentelle områder kan man ikke gøre noget uden en ekstern bevilling. Man må indrette sig efter, hvor pengene er henne”, fortæller han.  ”Og ansættelsessikkerheden var dengang i ´70erne uendelig; det var en vækstperiode i universitetssektoren. I dag er der ringe sikkerhed, for fastansatte lektorer kan ryge ud. I nedskæringsperioder griner de 3-5 årige fondsansatte af de fastansatte, for de har større ansættelsessikkerhed …”
”Og hvad lønnen angår så var det offentlige nærmest lønførende for akademikere, men det tippede over i begyndelsen af 70’erne, og siden er vi sakket agterud i forhold til de privatansatte ingeniører, så der i dag er et løngab på 20 pct. Og ’ny løn’-tillæggene har ikke ændret meget, for her fedter man med småpuljer”.
Hvad er de typiske sager, som Heide har været involveret i som tillidsmand?
”Inden ’systemskiftet’ – før universitetsloven 2000-2003 – var det typisk afskedigelsessager med disciplinære årsager, fx druk eller at folk ikke har passet deres forskning eller undervisning. Inden for de sidste fem år har der været nogle ubehagelige afskedigelsesrunder på grund af bevillingsmangel, og her er afskedigelseskriterier ikke lige objektive.
Men inden for de sidste fem år har der også sneget sig mere groteske sager ind; advarsler har siddet løst, for eksempel for at krænke lederens ledelsesret. Det har noget at gøre med den ledelseskultur, som gennemsyrer hele DTU-systemet”, fortæller Heide. ”Jeg ved, at Videnskabsministeriet også undrede sig over de mange sager”.

DTU har været spydspids på universitetsområdet

Hvordan styres DTU?
”Groft sagt: Rektor bestemmer og giver direktiver nedad til loyale ledere. Det skal dog siges, at regeringens politik lægger en del bindinger på i form af udviklingskontrakten og især via bevillingerne. Ledelsen har altså til dels ret, når de siger, at der ikke er noget stort disponibelt rum til egne prioriteringer”.
Hans erfaring er, at universitetsloven 2003 gav spillerum for en helt ny topstyret kultur på universiteterne:
”Først og fremmest gav det enstrengede ledelsessystem enorm magt til toplederen. Det betyder, at en rektor kan gøre sig til stærk mand på godt og ondt. Det betyder, at det er fantastisk vigtigt, hvem du har som leder. Og på DTU har rektor Pallesen tiltaget sig denne totale styring. Og det er vel ikke forkert at sige, at rektor Pallesen har været førende, når det gælder topstyring og at DTU dermed er kommet til at være spydspidsen i implementeringen af universitetsloven. DTUs styringsformer og strategitænkning vil således også komme til de andre universiteter, i mere eller mindre grov form”, spår Heide.

Pallesen: ’Min dør står altid åben …

”Pallesen synes selv, at han lytter til de ansatte. Pallesens standardbemærkning om sin eget ledelsesform er ’min dør står altid åben mellem 17-18’. Men der er ingen eller i hvert fald meget få, som besøger ham. Han har sin helt faste mening om ting, og det er svært at overbevise ham om andet. Og hvis man markerer uenighed, så bringer man sig i en dårlig position i en virksomhedskultur, der ikke er debatterende.
Man skal være hårdhudet for at gå til ham. Han er utålmodig og ryger lidt op under loftet, hvis han mødes af kritik, som ikke passer hans projekt, og det er absolut ikke god ledelsesstil. De gange, hvor jeg er gået til Pallesen for at forlige personalesager, så har han entydigt bakket personalekontoret og HR-kontoret op. Men så skal han jo lade være med at sige, at døren står åben …”
Pallesen har indrettet systemerne, så han ikke mødes af modstand:
”Han har udpeget ledere, som er helt loyale overfor hans projekt. Ingen siger ham imod. De store konflikter på Kemisk Institut har ikke været omtalt med et ord i DTU-medier, så hvis man vil vide noget om det, så skal man læse FORSKERforum eller INFORMATION”.

Ingen kritikere – Pallesen en succes

FORSKERforum oplever, at det stort set er umuligt at få navngivne kritikere til at optræde offentligt?
”Ingen siger Pallesen imod af den simple grund, at folk frygter for deres job. Som leder kommer du i en uholdbar position, hvis du ikke er enig med rektor. Som menig risikerer du ekstra opmærksomhed. Ikke at du bliver fyret i morgen, men du risikerer at skulle stå til kammeratlig samtale hos deres leder, eller at de bringer sig i ’bad standing’ og risikerer ´omplacering’ over tid eller lignende. Frygten for repressalier er en meget raffineret form for disciplinering”.
Men når der ingen kritikere er, så er Pallesen vel en succes – og det fremstår han vel også som i offentligheden?
”Hvis tavshed er udtryk for succes og man ikke hører de meniges kritik i frokoststuen, ja så er han en succes. Men at han fremstår som succes i offentligheden skyldes, at han har scenen for sig selv. Han er ene om at tegne institutionen, og han styrer alt med hård hånd. Der er ingen debat eller kritik. Informationskanalerne er enstrengede, meget godt illustreret ved DTU-avisen, som er et rent hurrablad med succeshistorier uden kritiske artikler eller debat. På den måde kan ledelsen jo styre offentlighedens opfattelse.

DTU som et ’Universitet A/S’

Medbestemmelse er der ikke meget af på DTU:
”I vigtige sager om strategier, struktur og budgetter så er kommandogangen, at direktionen – rektor – lægger denne op for bestyrelsen. Udarbejdelsen kører som en lukket proces oppe i systemet. Formelt bliver det hørt i samarbejdsudvalget – som samarbejdscirkulæret kræver – men det foregår i praksis som et informationspunkt. Der bliver nemlig aldrig ændret på beslutninger eller oplæg i samarbejdsudvalg eller i Akademisk Råd. Ingen kommer med indvendinger; der er lavet hvad direktionen opfatter som et færdigt oplæg, og alle ved hvor svært det er at ændre”.
Er DTU et Universitet A/S?
”I fortrolighed sagde en udenlandsk professor – ansat på DTU, at DTU ikke er et universitet, men en fabrik! Og det er da diskutabelt, om DTU er et universitet i klassisk forstand – med den akademiske frihed og medbestemmelse til det videnskabelige personale, som hører til det”, svarer Heide.
”Loven giver rektor stor magt, og rektor Pallesen har taget den. Han har en stor hånd med i strategier, struktur og økonomi. Han tager mange store beslutninger. Jeg siger ikke at de alle er forkerte, for nogle er såmænd gode og fornuftige, men det er altså unægtelig bedre at få folk til at arbejde med på projektet, når de selv har været med i processen bag strategien.
Og der skal også et forbehold ind hvad angår institutdirektørernes ledelsesformer: Det er ikke alle, som kører top-down –ledelse, som den udstilles hos Ole W. Sørensen på DTU-kemi. Der findes faktisk dygtige direktører, som er loyale overfor deres personale og inddrager dem i beslutningerne”.

DTUs vip’ere uden tillidsmand

Da Heide gik på pension i sommer kom der ikke en ny fælles-tillidsmand for DTUs vip’ere?
”Det skyldes vel flere ting: Det er en besværlig rolle, så det er svært at finde kandidater. Og så spænder ledelsen også ben ved at sige, at tillidsmands-arbejdet i fremtiden ikke skal give frikøb fra dine daglige opgaver. Det kan klares ’inden for normal arbejdstid’, hævder ledelsen. Det er helt urimeligt, især på en institution med mange personalesager – men den sag om tillidsmandsdækning drøftes for tiden mellem DTU-ledelsen og IDA”, svarer eks-tillidsmanden.
Er der ting, du kan sige i dag, som du ikke kunne sige, da du var fællestillidsmand?
”Ja, da. Hvis jeg havde sagt, hvad jeg nu siger, så havde det umuliggjort min position som tillidsmand. Så ville ledelsen slet ikke have hørt på mig …”

jø

CBS: Strategiproces med bredt oplæg

CBS’ rektor Johan Roos offentliggjorde torsdag en større strategiproces ved et stormøde. Hans udspil var ventet med spænding, fordi han selv hidtil har afholdt sig fra at give pejleretning: Skal CBS fortsætte i samme spor eller skal der drastisk sporskifte til? 

I sin indledningen lagde Rektor dog ikke skjul på, at hensigten er at prioritere: ”Strategilægning betyder, at man skal lave valg – og fravalg”. Og hertil indbød han så alle til aktivt indspil fra april til juni.

Mistro til processen hos de konspiratorisk sindede fik ikke næring. Mistro om, at Rektor har en masterplan blev nærmere afkræftet - fx mistanker om at han har planer om at gøre CBS til mere traditionel hard-core ’business-school’  på bekostning af det nuværende brede hum/samf-universitet. For Rektors har ved sammensætning af 6+1 arbejds-temagrupper sat mange gruppeformænd ind, som er kendte for deres brede til faglige tilgang og deres selvstændige meninger: Maja Horst, Lars Bo Kaspersen, Peter Lotz, Peter Maskell m.fl.

 Strategiplanen søsættes på et tidspunkt, hvor CBS er i ledelseskaos efter at rektor har ryddet ud i den gamle topforvaltning og efter at universitetsdirektør Peter Pietras sagde op i forrige uge. I selve strategi-processen har rektor nu sat sine egne folk ind, så han får direkte styr på forløbet. Hans egen personlige assistent Birthe Thomsen bliver ’projekt manager’. Og så har Rektor såmænd engageret konsulentfirmaet McKinsey til at ’supportere processen’ – på trods af, at McKinsey faktisk lavede en universitetsrapport (for Finansministeriet), som sidste efterår blev voldsomt kritiseret af universiteterne for at mangle fornemmelse for, hvad et universitet egentlig laver (se FORSKERforum 226).

Indsættelse af et konsulentbureau på en handelshøjskole, hvor man underviser og forsker i sådanne strategiprocesser, kan forekomme paradoksalt. Men også andre universiteter har brugt konsulenter i lignende processer. Og McKinsey kommer på (en ulønnet og) sensitiv opgave, for hvis konsulenterne begynder at ‘politisere’ - fx legitimere noget, som ledelsen vil have ind ad bagdøren - så står der CBS’s organisations-specialister klar til at slå alarm …

For rektor bliver strategiprocessen den store test på, om han kan komme igennem strategiprocessen med noget, der ligner konsensus og opbakning bag en opstrammet strategi. Noget bemærkelsesværdigt har bestyrelsen krævet at indgå i styringen af strategiprocessen. Bestyrlsen sat deadline for et færdigt beslutningsgrundlag d. 30. august (se bestyrelsesreferat).

Forskningsstatistik: Hurra-tal passer slet ikke …

Hurra må det have lydt i regeringen, da BØRSEN (11. marts) bekendtgjorde, at regeringen allerede i 2008 – to år før  målåret 2010 – opfyldte Barcelonamålet om at erhvervslivet skal lave “forskning og udvikling” for 2 pct. af BNP. Erhvervslivets forskningsindsats var eksploderet fra 2007 til 08: Indsatsen steget fra 1,91 pct. af BNP i 2007 til hele 2,05 året efter, viste tal fra Danmarks Statistik. Og det var en stor overraskelse, for det er et kendt problem, at det danske erhvervsliv hellere vil innovere end forske.

 Glæden varede dog kun indtil FORSKERforum borede i tallene og fandt store inkonsistenser – hvorefter Danmarks Statistik i går måtte trække statistikker og nyhedsbreve tilbage: ”Vi har desværre fundet fejl i statistikken om Erhvervslivets Forskning og Udvikling 2008 …” (se Fejl i statistik om erhvervslivets forskning og udvikling 2008).

FORSKERforums mistro til tallene skyldes flere faktorer, som gjorde en forskningseksplosion 2007-08 usandsynlig, fx at danske firmaer i en spirende recession pludselig skulle satse hele 8 pct. mere på forskning, samtidig med at mange firmaer udflager eller truer med at udflage aktiviteter til udlandet?

I selve det offentliggjorte nyhedsbrev var der også besynderlige paradokser: På den ene side skulle lønudgifterne til ”forskning og udvikling” være steget med 25 pct., sagde tallene. Men det hang slet ikke sammen med, at driftsudgifterne faktisk faldt i samme periode, for mere personale burde også føre til forhøjede driftsudgifter?

 Statistikken fortalte også, at der i 2008 blev ansat 12 pct. flere forskere, og at der samtidig var en helt uforklarlig eksplosion på 33 pct. i antallet ”teknisk personale”?

 For Danmarks Statistik er tilbagetrækningen pinlig. På DS’s hjemmeside annoncerer man nemlig, at statistikken er blevet ”kvalitetsforbedret på en række punkter for at sikre, at tallene er mere retvisende”, end da opgaven lå hos CfA i Århus i 2007.

DS trak den aktuelle statistik tilbage, da FORSKERforum i et artikeludkast beskyldte DS for at gå regeringens ærinde med den ukritiske offentliggørelse af glade tal, der indeholdt åbenlyse paradokser. FORSKERforum undrede sig samtidig over, om DS kun har til opgave at være ”talfabrik”, uden evne til at analysere tal? – som det tidligere var forskningsanalyse-centret CfAs opgave. Regeringen fratog CfA statistik-opgaven pr. 1. januar 2008.

CBS: Ledelseskaos på Handelshøjskolen

2.UDGAVE. Der er ledelses-krise på den institution, som skal uddanne ledere til erhvervslivet. CBS’ rektor fra 1. august, svenskeren Johan Roos, har systematisk ryddet ud i den gamle topforvaltning fra eks-rektor Finn Junges tid. Stort set alle de centrale ledere i toppen – minus de to dekaner, som er åremålsansatte – er forsvundet, forsvinder eller er  forflyttet. Om de er tvunget bort eller flygter er uklart, men situationen er i hvert fald, at den nye rektor står ret alene tilbage i direktionen.

 Senest har universitetsdirektør Peter Pietras – direktør siden 2006 – søgt nye græsgange. Han skal være socialdirektør i Odense Kommune pr. 1. maj, efter at han ifølge CBS’s pressemeddelelse er blevet ”tilbudt stillingen” (se her). Nogle tolker dog kommune-jobbet, som at det i hvert fald ikke er et trin opad karrierestigen. Pietras handikap i forhold til rektor Roos har været, at han var delagtig i eks-rektor Finn Junge-Jensens forvaltning og dennes ’fleksible forvaltningsstil’ . Men selv om Pietras bagefter afviste at have ansvar for dette (se her). så landede han i modsætningsforhold til rektor Roos, der nemlig har foreslået en koncernstruktur med sig selv og en ny ’finansdirektør’ i toppen. I den struktur lå en degradering af Pietras, og det er et vink med en vognstang i den slags forvaltningssystemer. (Såvidt FORSKERforum erfarer har bestyrelsen dog afvist denne koncern-struktur).

 Hertil siger universitetsdirektør Peter Pietras: ”Jeg kan slet ikke genkende sandheden i FORSKERforums udlægning. Den stilling, som jeg har fået, er altså et trin opad i karrieren, fx med løn på niveau med KUs rektor. Og udlægningen af, at jeg har været i unåde hos rektor er fuldstændig forkert. Jeg har ikke mere at sige”.  

 I februar fratrådte chefkonsulent Charlotte Aller jobbet som rektors nærmeste medarbejder. Hun havde funktion som ledelsesstøtte i forhold til rektor, direktion og bestyrelsesformanden samt som sekretær for samme. Baggrunden for fratrædelsen er uklar, men hun er nu overgået til en HR-lignende post som ”direktør for strategi og udvikling”.

 Oveni disse fratrædelser konflikter direktionen tilmed med tillidsfolkene, idet fællestillidsmanden gennem mere end fem år, Lise Lyck, pludselig blev tvunget til at træde tilbage, fordi ledelsen mener, at hun indtog en uforenelig dobbeltstilling som tr / centerleder.  

 Ledelseskaos’et omkring den nye rektor på CBS kommer på et meget ubekvemt tidspunkt for CBS. Rektor Roos har nemlig varslet en større strategidebat indtil sommer om CBS’ mål, uddannelser og struktur. Seks arbejdsgrupper skal indtil slutningen af maj lave indspil, som bestyrelsen skal bruge som beslutningsgrundlag d. 31. august (se bestyrelsesreferat).  Men der er ingen tilbage i topdirektionen, som kan styre strategiprocessen med basisviden om CBS. Rektor Roos nærmeste allierede er formentlig bestyrelsesformand Anders Knutsen, der ’opfandt’ den nye rektor, som kom med meget lille ledelseserfaring.

Brugerbetaling – bestilt anbefaling hos OECD?

Arbejdsløshedsunderstøttelsen og taksterne til førtidspensionister skal ned, så lysten til at arbejde vokser. Desuden skal skatten på arbejde sættes ned. Den offentlige sektor skal effektiviseres og opgaver skal udliciteres til den private sektor. Og så skal der indføres brugerbetaling på universiteterne.

 Det lyder som et manifest fra den liberale tænketank CEPOS. Men det er såmænd de seneste anbefalinger fra OECD, som nogle kalder ’den vestlige verdens økonomisk samarbejdsorganisation’ og andre kalder ’en liberal tænketank’.

 Anbefalingerne ligner bestillingsarbejde fra den danske regering, for OECDs anbefalinger til Danmark fik straks ros fra Økonomiminister Brian Mikkelsen og fra arbejdsgiverne i Dansk Industri.

Den ansvarlige bag rapporten “Going for growth 2010″ (se danske anbefalinger) er ikke hvem som helst, men OECDs generalsekretær Angel Gurrias. Hans begrundelse for at indføre brugerbetaling på universiteterne og dermed afskaffe gratisprincippet lyder:

 ”Pointen er, at der er behov for at forbedre kvaliteten og finansieringen af det danske uddannelsessystem, samtidig med at vi bevarer den lige adgang, som du måske hentyder til. Grundlæggende mener vi, at Danmark burde introducere brugerbetaling gradvist, fordi det både kan forbedre finansieringen og kvaliteten, men for at bevare ligheden bør det være i form af afgifter og indkomstafhængige lån, som kun betales tilbage, hvis den studerende senere kommer til at tjene en løn, der er høj nok”.

 OECD-rapporten fortæller ikke, hvordan den danske regering har været involveret i rapporten og sætter heller ikke navne på de danske økonomer, som er blevet konsulteret om rapporten.

 Politologi-professor Ove Kai Pedersen bruger ikke udtrykket bestillingsarbejde om OECD-rapporten: ”Men det er nogle klassiske, neoliberale anbefalinger, de kommer med. Både skattenedsættelse, udlicitering og mere konkurrence, og det er bestemt også en neoliberal strategi, at flere skal arbejde længere. Men der har været en forhandlingsproces, hvor den danske regering har været med til at præge anbefalingerne”, siger professoren, der tilføjer, at det er bemærkelsesværdigt, at OECD ikke også kommer med mere keynesianske anbefalinger,  dvs. kriseløsning via en aktiv statslig politik med øgede offentlige investeringer og via aktiv pengepolitik  (INFORMATION d.d.)

Sanders sidste gerning: Nej til løse professorer

”Jeg synes vi skal være varsomme med at formulere nye regler for universiteterne”. Denne enestående udtalelse nåede videnskabsminister Helge Sander såmænd at fremsætte dagen før, han blev gjort til eks-minister. Den konkrete anledning var, at han afviste partifællen Malou Aamunds (V) forslag om tidsbegrænsede professorater. Hun havde foreslået professorbedømmelser hvert 5. år, så uproduktive professorer kunne blive fyret, så der bliver plads til yngre talenter.

 Sander henviste til, at universiteterne allerede i dag har mulighed for at ansætte professorer tidsbegrænset, hvis der er en særlig grund til tidsbegrænsningen, de såkaldte 3-5 årige mso’ere (prof. med særlige opgaver).  Det er universiteterne selv, der vurderer, om der er grund til at ansætte tidsbegrænset. Og i 2008 fik universiteterne desuden mulighed for frit at oprette de professorstillinger, som de finder behov for: ”Det er derfor ikke længere sådan, at siddende professorer spærrer for, at nye kan udnævnes”, siger Sander, som hermed gav Aamunds begrundelse en over snuden.

 Og så tilføjede Sander såmænd, at han havde tillid til, at universiteternes ledelser er deres ansvar at sikre, at de ansatte “udfører deres arbejdsopgaver på en tilstrækkelig kvalificeret vis”.  

 Spørgsmålet var stillet af SF’eren Hanne Agersnap (se her).

Næste side »