NYTÅRSANALYSE: Helge Sanders exit i januar

2. UDGAVE. Statsministeren laver en ministerrokade til januar, og videnskabsminister Helge Sander mister taburetten, tipper politiske analyser for tiden  (”Sanders exit giver nye muligheder” (POLITIKEN 30.11). ”Hjælp en minister” (Computerworld 9.12). ”Ny Videnskabsminister i julegave”, se UNIVERSITETSavisen 16.12)).

 Sanders modsvar har været en rasende strøm af pressemeddelelser, som demonstrerer handlekraft: ”Der skal åbnes op for privatuniversitet” (27.nov.).  “Ministeren tager imod – nu på universiteterne”  (02.12). ”Positiv evaluering af fusioner og universitetslov” (3.dec.). ”Sander vil lokke studerende” (JP 3.dec). “Sander til kamp mod fupuniversiteter” (09.12). ”Universiteterne skal have fuldt selvstyre” (Politiken 8.12).

Ministerens storm af initiativer kan tolkes en afledningsmanøvre mod Uni-Evalueringens kritik af hans regimente. I Sanders optik var evalueringen ”positiv”, uden at han har kommenteret dens mange kritikpunkter. Dog varsler han, at han straks i det nye år ”påtænker at indbyde partierne bag universitetsforliget og universiteternes ledelser til en åben drøftelse af, hvordan vi kan skabe fuldt selvstyre på de danske universiteter” (Politiken 8.12). Uni-Evalueringens rapport kritiserede ministeren for, at universiteterne formelt har autonomi, men reelt er de stramt styret ”af omfattende og i mange tilfælde meget detaljeret regulering”. Sanders svar på denne kritik lyder frejdigt, at tiden nu er inde til ”fuldt selvstyre”.  

Sander dementerede imidlertid samme dag, at regeringen agter at droppe detailstyringen i praksis, idet han slog fast, at Regeringen for eksempel  ikke vil ophæve forbuddet mod gruppeeksamen, som Uni-Evalueringen kritiserede. ”Der er et klart politisk flertal for stadigvæk at bevare forbuddet”, lød ministerens simple argumentation – med skjult henvisning til, at Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti støtter det. 

Sanders uanfægtede erklæring om frisættelse i princippet, men fortsat detailstyring i praksis forekommer absurd for den vel-informerede. Men ministeren er uanfægtet, for han har den magt, som et “klart politisk folketingsflertal” giver. Og det giver magten til at definere en fortolkning af virkeligheden, der mantra’s igen og igen som svar på alt (“Universiteterne har selvstyre, jf. Universitetsloven”. “Universitetsloven sikrer forskningsfrihed ved danske universiteter”. ”Regeringen har givet milliarder til forskning og universiteter”. ”Universiteteter i verdensklasse” osv.). Det giver retten til at være så u-informeret på ottende år om ens ministerområde, at man ikke evner at forholde sig til kritik og debattere med sine kritikere. Og endelig giver det også retten til uimodsagt at hylde sig selv, jf. ministerens jubilæumstale  til sig selv, se her.

Måske er minister Sander Sanders dage talte i januar. Et tip er, at Klimaministeriet lukkes, og så kan Lykke Friis (V) blive ny videnskabsminister. Et andet gæt lyder på Malou Aamund (V). Men det vigtigste spørgsmål står helt åbent: Vil et ministerskifte så også betyde et politik-skifte?

GODT NYTÅR

Sander: Brugerbetaling på nyt privat IT-uni

IT-Universitetet er særligt velegnet til at blive Danmarks første private universitet. Og det skal blandt andet finansieres via brugerbetaling for de studerende på bachelor- og kandidattrinnet.

 Sådan lyder videnskabsminister Helge Sanders logik i det seneste nummer af Computerworld (se her).  Sander opfordrer til debat om privatiseringen, samtidig med at han på forhånd sparker til skeptikerne, idet han udtrykker forventning om, at ”de fleste danskere vil afvise den skrækkampagne, som regeringens ønsker om at åbne for private universiteter givetvis vil blive mødt af”.

En privatiseringsform kunne være, at ejerskabet helt eller delvist overgår til et konsortium af kapitalstærke og it-videnstunge virksomheder, foreslår ministeren. Ejerskabet kan være en fond – som privat-uni’er i udlandet – hvor eventuelt overskud enten geninvesteres i universitetet eller eksempelvis uddeles til velgørende formål. Men fonden skal i høj grad finansieres af offentlige penge, fremgår det af Sanders udmelding.
 For mindre end fjorten dage siden afviste Videnskabsministeren, at et privat-universitet skal drives via brugerbetaling. Men det var tilsyneladende double-speak, for nu er han pludselig på helt andre tanker. Det nye universitet skal nemlig finansieres via brugerbetaling: ”Studerende ved et privat universitet skal kunne modtage SU. Universitetet skal kunne modtage taxameterbevilling, som de offentlige danske universiteter (samt færdiggørelsesbonus). Og universitetet skal kunne opkræve brugerbetaling for uddannelse – herunder til bachelor-, kandidat- og ph.d.-uddannelser – til en pris, som universitetet selv fastsætter” (se Sanders indlæg). 

Hvis der indføres brugerbetaling på bachelor m.fl. uddannelsestrin, så kan det første privat-uni fungere som et redskab til at indføre brugerbetaling ad bagdøren på alle universiteter - og dermed være en rambuk mod det danske princip om gratisuddannelser.
 En anden interessant knast er, om et privat universitet bare kan overtage eller købe de indviklede akkrediteringer (godkendelser af uddannelse), som IT-universitetet har fået, eller om skal en ny bedømmelse til, fordi præmisserne ændres. Ministeren siger indirekte, at IT-universitetet kan se stort på det danske akkrediteringsbureaukrati og bare hente sin akkreditering hos et udenlandsk universitet: ”Det private universitetets uddannelser skal kunne akkrediteres – og dermed kvalitetssikres – gennem den danske eller en tilsvarende internationalt anerkendt akkrediteringsinstitution”.

 IT-universitetet blev ved sin oprettelse kaldt ’verdens mindste universitet’. Ministeren fortæller ikke, hvordan støtten til et mini-universitet harmonerer med filosofien bag de store fusioner i 2007, hvor et af argumenterne lød, at der skulle samles ’kritisk masse’…

‘Klimaspin – videnskab og politik’

Kom til årets mest interessante fyraftensmøde for forskere og journalister onsdag d. 16. december kl. 17-21 i DJØFs mødecenter, Gothersgade 133.  Temaet er ‘klima’ i grænselandet mellem videnskab og politik. Som oplægsholdere optræder to verdenskendte kapaciteter:

 1. Videnskabsjournalist CHRIS MOONEY: ”Sammenhængen mellem videnskab og politik – hvordan politikere og embedsmænd bruger (klima-) videnskaben”. (MOONEY forfatter til ”The Republican war on Science” – delafsnit om ”Underminering …” om politisk brug og misbrug af forskning er oversat i FORSKERforum nr. 215, se her).

 2. Journalist GEORGE MONBIOT: ”Miljø-spin. Klimaets vanskelige vej til den offentlige dagsorden”. (Monbiot er verdenskendt for sin politiske aktivisme-journalistik i dagbladet THE GUARDIAN, senest forfatter til den faglige bestseller ”Heat: How to stop the planet burning”. Hans søndagsartikel handlede om, at klimavidenskaben tilsyneladende er glemt efter ‘climate-gate’ (afsløringen af emails fra i kritiske klimaforskere). Og den fra lørdag handlede om det absurde i, at hans idealistiske togrejse London – København kostede 3000 kr. i stedet for de 150, som en flybillet ville have kostet, se her).

Mellem kl. 17-18 er der mulighed for at få en sandwich og en drik. Mødet starter præcis kl. 18.

Mødet retter sig mod: DJØF’ere, FUJ’ere (Foreningen for Undersøgende Journalistik) samt FORSKERforums læsere. Tilmelding gennem DJØFs hjemmeside: her

Arrangør: DJØF / FORSKERforum

——————————-

IN ENGLISH: ”Climate-spin – Science and Politics”

Wednesday 16^th December 2009, 5 – 9 pm at DJOEF Conference centre, 133, Gothersgade.

The speakers are the two international capacities with in the area:

1. Science-journalist CHRIS MOONEY: “The connection between science and politics – how does politicians and civil servants use the (climate) research?” (MOONEY is author of “The Republican war on Science” (parts on “Undermining …. “, on political use and abuse of research is translated into Danish in FORSKERforum no. 215).
2. Journalist GEORGE MONBIOT: “Environmental spin. The difficult road of the climate to the public agenda”. (MONBIOT is known world vide for his political activism journalism in the Guardian and resent author of the bestseller “Heat: How to stop the planet burning”).

Registration on the DJOEF web site, click here.

Arranged by FORSKERforum

Høringsfrist for Uni-Evaluering: 19.januar

Uni-Evalueringen 2009 barslede med sin rapport i sidste uge, og her foreslås blandt andet, at Universitetslovens §17 stk.2 med den såkaldte ’instruktionsbeføjelse’ – om at institutlederen kan diktere forskning af sine medarbejdere – fjernes eller omformuleres. Det forslag har de danske universitetsledelser ikke en samlet holdning til, fortæller deres talsmand Jens Oddershede: ”Holdningen til den lovparagraf varierer mellem de enkelte universiteter. Nogle ønsker den bevaret. I ledelsen på SDU – hvor jeg er rektor – ser vi ingen problemer i, at den fjernes, for reelt er der forskningsfrihed og det kan så også fremgå direkte af loven”.

Rapporten – omtalt i det FORSKERforum, som udkommer i dag – kritiserer, at de ansatte er frataget indflydelse, og foreslår, at universitetsloven præciseres, så universitetsledelserne forpligtes til at indføre procedurer og strukturer, der sikrer medarbejdernes ’medbestemmelse’. Men på dette punkt er universitetsledelserne enige, siger talsmanden: ”Vi ser positivt på bedre medindflydelse, især på institutniveau. Man kan især fokusere på processer. Men i ledelserne holder vi fast i den enstrengede ledelsesstruktur; på det punkt er lovgivningen god nok. Vi kan ikke forestille os, at der skal indføres flere organer med beslutningskompetence over budget, strategi og ansættelser. Det er for eksempel ikke hensigtsmæssigt, hvis Akademisk Råd skal med i konkrete ansættelsessager; der kan kun en part stå med den endelige kompetence, nemlig dekanen”.

Oddershede hilser det med stor tilfredshed, at rapporten påpeger, at detailstyringen er alt for omfattende på de danske universiteter, og at ledelserne har for lidt spillerum, for det er netop, hvad universitetsledelserne har klaget over i årevis: ”Det er dejligt, at få en rapport fra folk, som tydeligvis kender universitetsverdenen. Rapporten konstaterer, at danske universiteter er tæt reguleret i forhold til andre lande og at relationen til ministerium og politikere i stedet bør baseres på en ’højtillids-strategi’. Det er især uddannelses-styringen, som kaldes meget bureaukratisk og detaljeret, fx eksamen og den komplicerede akkrediterings-procedure”, siger Oddershede. ”Desværre kommer rapporten ikke ind på et meget væsentligt punkt, nemlig friheden til at eje egne bygninger, som kunne give friere økonomiske rammer. Evalueringen trænger heller ikke til bunds i betydningen af ’basismidler’ for universiteterne; men fortæller misvisende, at danske universiteter har rigelige ’basismidler’ set i skandinavisk perspektiv. Og panelet vurderer slet ikke det omdiskuterede forhold mellem ’basismidler’ og ’konkurrencemidler’?”

 Videnskabsministeriet har fastsat høringsfrist til d. 19. januar kl.12.00 (se høringsbrev): ”I forhold til det store forarbejde og panelets rapport er det en unødvendigt kort høringsfase. Hvordan skal vi nå at inddrage medarbejderne inden da? Der er jo en lang juleferie ind imellem …”, slutter Oddershede.

’Manglende medindflydelse’

Uni-Evalueringen: Indfør reel ’medbestemmelse’ på de danske universiteter…

”Jeg er positivt overrasket. Rapporten er meget mere kritisk end vi havde turdet håbe på hvad angår analysen af ’medindflydelse”, siger AU-professor Dion Sommer, som har været meget skeptisk overfor evaluerings-konceptet bag Uni-Evalueringen – der efter et halvt års arbejde blev offentliggjort i sidste uge. Rapporten synes formelt at være tonløs og ukritisk.
”Men rapporten er pakket ind i pænt og teknokratisk sprog. Og når man skræller det diplomatiske væk og læser indenad, så er rapporten fx en voldsom kritik af den manglende medindflydelse på de danske universiteter, når panelet fastslår, at universitetsloven skal præciseres, så universitetsledelserne forpligtes til at indføre procedurer og strukturer, som sikrer forskernes og studenternes effektive involvering i overensstemmelse med moderne ledelsesformer i vidensorganisationer (jf. s.42)”, siger professoren. ”Det er et vink med en vognstang til politikerne om, at de må lave drastiske ændringer i strukturen”.

Men hvad betyder ’medbestemmelse’

Uni-evalueringen påpeger, at den eksisterende lov ikke indeholder mekanismer til sikring af de ansattes medbestemmelse, og for at sikre det – i henhold til ”danske traditioner og universitetslovens ånd” – så skal der i loven indsættes en generel bestemmelse, som præciserer den enkelte universitetsbestyrelses pligt til at sikre ”en tilfredsstillende praksis for medbestemmelse”. Den formulering ville panelet ikke præcisere på pressemødet om rapporten; man nøjedes med at henvise til, at det bør være op til den enkelte universitetsbestyrelse at udfylde.
”Udtrykket ’tilfredsstillende praksis’ er selvfølgelig en alt for gummiagtig formulering, for hvad betyder det. Vi kunne godt have ønsket at det blev præciseret, hvor der skal mere medindflydelse og hvilke beslutningskompetencer, de ansatte skal have”, siger professoren, der for tre måneder siden var medforfatter på et indspil fra AU-samfundsvidenskab.
”Jeg kan godt savne nogle konkrete forslag til forbedringer, så vi slap for en opslidende debat om, hvad der er ’tilfredsstillende praksis’. Men i mine øjne er kritikken så harsk, at panelet åbnes op for drastiske reformer: Der skal flere ansatte ind i bestyrelserne. De ansatte skal have reel indflydelse med beslutningskompetencer. Akademisk Råd – som i dag kaldes et ’Mickey-Mouse parlament – skal have flere beføjelser på økonomi og strategi, og de ansatte skal have større indflydelse her. Der skal indføres institutråd, hvor de ansatte får reel medindflydelse”, siger han.

Og hvad med valgte ledere

Det overrasker professoren, at panelet ikke har analyseret, hvordan systemet med udnævnte ledere fungerer og hvorfor panelet slet ikke diskuterer genindførelse af valgte ledere (fx institutledere): ”Det stod ikke blandt vores opgaver i kommissoriet. Jeg har ikke mere at sige hertil”, forklarede panelets formand Agneta Bladh kort og godt.
Dion Sommer beklager, at rapporten ikke diskuterer det centrale spørgsmål om udpegede kontra valgte ledere: ”Men samlet set giver rapporten udtryk for skarp kritik af manglende medindflydelse, så konkret mener jeg, at politikerne i den kommende proces også bør diskutere, om vi skal tilbage til systemet med valgte (institut-) ledere, fordi det nuværende top-down har skabt en orientering opad – en orientering, der har skabt rigtig mange ulykker nedad”.

jø

LEDER: Uni-Evalueringen: Brugbart problemkatalog

Uni-Evalueringen 2009 er meget diplomatisk formuleret. Panelet har ikke villet støde opdragsgiveren – Videnskabsministeren – ved at formulere sig, så ministeren bliver alt for tydeligt underkendt. Men underteksten bag – som man først opdager ved nærmere eftertanke – er en harsk kritik. Der lægges faktisk op til konkret lovrevision på et par punkter, men der er også mange andre områder, hvor lovens praktisering mødes af hård kritik. Ministeriet og politikerne misbruger den til at detailstyre. Og nogle universitetsledelser ved ikke ret meget om moderne ledelse i en vidensorganisation.
Nu ligger det FORSKERforums redaktion fjernt at hovere, men det er svært at lade være med at konstatere, at evalueringspanelet giver os ret i vores kritiske dækning af loven. Panelet giver de 6488 protestunderskrifter ret. Også Videnskabernes Selskab har fået ret. Ja, selv de meniges kritik, som den kom frem i FORSKERforums medarbejderundersøgelse og i CAPACENT-undersøgelse,  har panelet lyttet til, når der refereres til ”stærkt utilfredse røster når det gælder oplevelsen af manglende medarbejderinddragelse, især blandt den akademiske stab” (s.37).

Kritikken, som evalueringen imødekommer, lyder blandt andet:
- Manglende medarbejderindflydelse. Medbestemmelse er ikke indført i tilstrækkelig grad, og hverken lov eller lovens bemærkninger indeholder generelle sikringer af indflydelse til medarbejderne, hvilket panelet anbefaler sker. (Dette punkt kom ifølge forligspartiet Socialdemokraterne kun med efter stædigt pres).
- Risiko for tab af forskningsfrihed. Paragraf 17 stk.2 i loven, der omhandler den traditionelt højt vægtede forskningsfrihed i Danmark, skal omformuleres eller helt ændres, anbefaler panelet, for den eksisterende formulering kan legitimere institutlederes overgreb i form af diktater til de forskningskyndige.
- For meget detailstyring. Universitets­ledelserne får medhold i, at de mangler autonomi, og at der eksisterer et regeltyranni i form af ministeriel indblanding, med akkreditering af uddannelser, frafaldspolitik og optagelsessystem.
- Og endelig bør politikernes forbud mod gruppeeksamen – Regeringens og Dansk Folkepartis ideologiske regulering via ideologi – ophæves, for politikerne skal ikke blande sig i den slags.
Det er positivt og en glædelig overraskelse, at panelet tør gå så langt. Men det skal dog nævnes, at vi gerne havde set konkrete forslag til lovforbedringer, især når det gælder hvad reel medbestemmelse betyder på et universitet (Bør der være internt flertal i universiteternes bestyrelser? Bør Akademisk Råd have beslutningskompetence over økonomi og strategi, før det sendes opad i systemet? Bør de ansatte vælge deres institutleder?). Det havde også været afklarende, om panelet havde foretaget en reel analyse af, om fusionerne er en succes, i stedet for en helt udvandet konstatering at den har haft ”en positiv effekt”.

Videnskabsministerens totalt manglende vilje til at debattere problemer på ottende år (han har været minister 2001-08) og hans tackling af de kritiske røster har været en skandale. FORSKERforums forside-citat: ”De kritikere af universitetsloven, som sætter dagsordenen…” prøvede at latterliggøre kritikere som undermålere og nulforskere.
Set i det lys forstår man, at Uni-Evalueringen har formuleret sig diplomatisk.
Rapporten er et brugbart problemkatalog, som vi må holde fast på og præciserer i den kommende høringsfase. Sanders manglende evne til at tage imod kritik og hans umiddelbare bagatelliseringer af evalueringen varsler imidlertid en hård debat i det kommende, hvor vi universitetslærere og Folketingets opposition skal sørge for, at panelets udspil ikke bliver glemt.

Brugerbetaling vil give bedre økonomi

- lyder et stadig mere højlydt krav om brugerbetaling. Men pas på – lukkes der op for den ene hane, bliver der ofte skruet ned for den anden, advarer professor Bent Greve

Unge skal lokkes hurtigere gennem systemet og universiteterne skal have flere penge, så de kan konkurrere med udlandet.
Sådan lyder de to overordnede argumenter for brugerbetaling for universitetsundervisning, som i begyndelsen af november tikkede ind på lystavlen blandt medier og uddannelses-debattører fra den liberale tænketank OECD. Tilfældigvis udkom to forskellige rapporter samtidig, der begge anbefalede brugerbetaling, og med støtte fra både videnskabelig og erhvervsmæssig side stod der nærmest en massiv opbakning. Især fra Århus kom der markante røster. Professor og uddannelsesøkonom Nina Smith fra AU var selv med til at rejse debatten med sin anbefaling af brugerbetaling, og hun fik hurtig opbakning fra blandt andre sin kollega på Økonomisk Institut Torben M. Andersen og af rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, der mener, at Danmark før eller siden er tvunget til at følge den europæiske brugerbetalings-trend.

Professor: Det engelske eksempel skræmmer

Meningen er altså, at studerendes egenbetaling skal give universiteterne bedre økonomi. Men om det bliver en reel effekt, er højst tvivlsom, mener Bent Greve, professor ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC.
”Fortalerne begår en grundlæggende fejl ved at tro, at brugerbetaling automatisk giver universiteterne større disponibel indkomst. Men den sikkerhed er ikke givet på forhånd. Beslutningstagerne kan jo tænkes at sige: I har fundet nogle penge, så nu vil vi prioritere andre steder. Simpelthen ved at lade taxameter-tilskuddet stige langsommere og udhule tilskuddene”, siger Greve.
Han peger på England, hvor man inden for de senere år har indført de såkaldte ’tuition fees’: ”Det startede jo med at Cambridge og Oxford fik overtalt Tony Blair til at indføre brugerbetalingen. Men jeg har mødt en række engelske forskere, der er ganske skuffede, for reelt er der ikke kommet flere penge til universiteterne”, fortæller han.

’Tuitsion fees’ er vokset – og statstilskud faldet

Og det er sandt, at den økonomiske situation for de britiske universiteter ikke er synderligt positiv, på trods af den ekstra indtægt fra de studerende. I øjeblikket taler man om en decideret ’funding crisis’ på grund af forringede offentlige tilskud, og flere universiteter har bebudet nedskæringer af personalet på grund af dårlig økonomi.
Ved indførelsen af ’tuition fees’ var prisen omkring 1000 pund årligt for den studerende. Men den er efterfølgende blevet hævet til over 3000 pund. Og nu anbefaler det engelske industri-råd CBI at sætte betalingen op til 5000 pund og desuden droppe målsætningen om flere unge på universiteterne. Til stor vrede hos de britiske studerende, der i forvejen klager over den voksende gældsbyrde, der i dag følger med en universitetsuddannelse.
Netop den sociale slagside ved brugerbetaling kan også vise sig at være et problem for brugerbetaling-tilhængernes regnestykke.
”Vi risikerer, at nogle – især fra familier med lavere indkomster – vil afholde sig fra at tage en lang uddannelse, og hvis færre bliver uddannet, får vi samlet set en dårligere samfundsøkonomi. Endelig skal man også huske på, at et bruger­betalings-system i sig selv vil have nogle transaktionsomkostninger – pengene skal indkræves og fordeles, og undtagelserne skal administreres. Så personligt tror jeg ikke, brugerbetaling vil virke positivt hverken på universiteternes eller samfundets økonomi”, siger Bent Greve.

Politikerne vil ikke være upopulære

De politiske røster har da også været klart afvisende. Også fra den fløj af Folketinget, hvor man normalt vender tommelfingrene i vejret, når liberal tale falder på brugerbetaling. Videnskabsminister Helge Sander har tidligere kategorisk afvist at opkræve betaling fra danske studerende, og Venstres videnskabsordfører Malou Aamund har i forbindelse med debatten slået fast, at det stadig ikke er en vej, Regeringen vil gå.
Bent Greve tror dog, den politiske uvilje mest handler om, at brugerbetaling er et upopulært greb, som kan give bagslag hos vælgerne.

Aarhus-rektor for brugerbetaling

AU-rektor Lauritz B. Holm-Nielsen skælder (på Altinget.dk) politikerne ud for deres krysteragtige tilgang, som forhindrer, at universiteterne får en ekstra indtægt derfra: ”De fratager os muligheden for at indrette uddannelsessystemet så intelligent som muligt. Vi kommer simpelthen bagefter”.
Rektor mener, at social slagside kan undgås, hvis brugerbetalingen indføres som statslån, der betales tilbage, når uddannelsen er afsluttet.
Andre fortalere peger på, at den sociale slagside kan undgås, hvis man først indfører brugerbetalingen på kandidat-delen. Blandt andet Torben M. Andersen, der kalder den nuværende SU-model for en ’omvendt Robin Hood’, fordi fællesskabet betaler til en gruppe, der på længere sigt vil blive bedre økonomisk stillet end de fleste andre.

OECD: Hurtigere studie-gennemløb

En anden argumentation for brugerbetalingen er den, som den liberale tænketank OECD slår til lyd for i en rapport om Danmarks økonomi, nemlig at den vil kunne motivere unge til at gennemføre deres uddannelse hurtigere, og dermed hurtigere kunne bidrage til statskassen som skatteydere. Hvis Danmark kan skrue dimmitend-alderen ned på andre landes niveau, ligger der store skatte-revenuer og venter.
Spørgsmålet er dog, om brugerbetaling i denne funktion vil have ikke bare en social, men også en kvalitativ slagside. Undersøgelser viser, at det meget vel kan blive tilfældet, siger Trond Belko Klausen, lektor ved Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation på AAU, der blandt andet forsker i effekten af unges sabbat-år.
”Gennemgående er ’mature students’ karaktermæssigt lidt bedre end de helt unge. Så ideen om at man taber noget ved at holde en lille pause, ser ikke ud til at holde stik. I en engelsk undersøgelse var gruppen, der klarede sig bedst karaktermæssigt, dem, der begynder universitets-uddannelsen, når de er mellem 26 og 30 år. Der findes også danske undersøgelser, der viser noget af det samme”, fortæller han.
I sidste nummer af FORSKERforum blev det fortalt, hvordan danske udvekslingsstuderende er meget populære, fordi de er mere modne og selvstændige – og en smule ældre. Men OECD har ret i, at der er flere skattekroner i unge dimmitender. Trond Belko Klausen fortæller således også, at modne dimmitender oftere ender i den offentlige sektor og således får en lavere livsindkomst – samtidig med, at de ikke genererer ’produktion’ som i den private sektor.

lah

Myndighedsbetjening med diktat af metode

Miljøministeren vil afskaffe uklarheder i ’myndighedsbetjening’ igennem klart afgrænsede beskrivelser i kontrakter. Men det indebærer en indsnævring af forskernes metode- og analyse-frihed, lyder invending

I fremtiden vil Miljøministeriet og dets styrelser sørge for, at kriterierne for en ‘myndighedsopgave’ afgrænses og aftales før opgaveudførelsen, sådan at DMU får klare rammer for analyser og metoder for detailopgaver, som når DMU fx skal vurdere de danske skoves tilstand.
Miljøminister Troels Lund Poulsen var i samråd i Miljøudvalget d. 18. november, og kontrakt-detaljering var hans løsning på det problem, som Miljøministeriet (Skov- og Naturstyrelsen) skabte sig, da styrelsen krævede forskønnelse af et skovnotat, som DMU-forskere havde udarbejdet efter bedste faglige overbevisning og EU-standarder.
Ministeren fastslog, at Miljøministeriets politiske standarder / kriterier skal fastlægges på forhånd, før der aftales løsning af enkeltopgaver (’myndighedsopgaver’ inden for rammekontrakten med ministeriet). Ministerens styrelse har indrømmet, at der blev begået en enkelt fodfejl, da styrelsen udsendte en pressemeddelelse, hvor DMU blev taget til indtægt for ministeriets politiske indberetning. Men ellers mente ministeren ikke, at der er begået fejl i indberetningen, som kaldte de danske skoves tilstand ”god”, mens DMUs forskere vurderer dem som ”ringe”.

Forskningsfrihed med snævert mandat?

Ministerens løsning med præcise kontrakt-kriterier rejser imidlertid nye problemer, mener biolog Søren Wium-Andersen fra miljøorganisationen NEPENTHES, som afslørede skovfifleriet: ”En af de erklærede hensigter med indfusioneringen af ’sektorforskningen’ under universiteterne var, at de skulle frigøres fra underordningen under ministerierne og have ’forskningsfrihed’. Men hvor er den frihed, hvis myndighedsanalyser fremover bliver snævert definerede? Der lægges op til, at DMU skal besvare i henhold til ministeriets politiske krav og ikke andet! Hermed defineres på forhånd såvel tilgang som metode. Det er en indsnævring af frihedsgraderne”, siger Wium-Andersen.
AUs prorektor – som har ansvar for ’AU-sektorforskningen’, bl.a. DMU – svarer:
”Det er et dystert billede, Wium-Andersen tegner af den fremtidige myndighedsbetjening. Jeg vil understrege, at det som Aarhus Universitet kan tilbyde er forskningsbaseret myndighedsbetjening og det betyder naturligvis at de resultater og den viden vi leverer, er baseret på uafhængig forskning af høj faglig kvalitet. Alt andet er ikke acceptabelt”, siger Søren E. Frandsen. ”Jeg er overbevist om, det ikke er i Miljøministeriet interesse – og slet ikke samfundets interesse – at bestille rapporter, hvor svaret er givet på forhånd. Når eksempelvis Miljøministeriet bestiller en analyse og forskningsbaseret rådgivning ved Aarhus Universitet, så er det fordi de ønsker en udredning eller en rapportering af tingenes faktiske tilstand og ikke en blåstempling! Det er udgangspunktet for vores forskningsbaserede myndighedsbetjening og samarbejde med Miljøministeriet”.
Men hvad, hvis opgavebeskrivelsen er politiseret – som Skovstyrelsens elastiske mål  for ’sunde skove’ – og så indsnævret, at det nærmest dikterer teori og metode?
”Opgaven skal være klart beskrevet, og opgavebeskrivelsen skal være klart beskrevet, så omverdenen forstår præmisserne. Og teori og metode kan ikke dikteres – det er forskerne, som entydigt træffer beslutning om metode, data og analyse, og det er dem, som uafhængigt træffer beslutning om de faglige konklusioner, herunder at beskrive, hvad de ikke har analyseret. Hvis der er nuancer i sagen, så er det forskernes frie valg at fremlægge disse”, svarer prorektoren.

Frivillig modsigelse?

Men der er andre betænkeligheder: “Og når opgaven er præcist defineret, vil det være svært for forskerne at fremsætte deres egne faglige vurderinger, fx af om opgaven er for snævert defineret! Jeg gad godt se de ’sektorforskere’ eller den institutionsledelse, som i den ramme tør fremsætte deres egne faglige vurderinger eller standarder – i opponens til ministeriet”, spørger Wium.
AUs prorektor Søren E. Frandsen svarer:
”Jeg forstår godt bekymringen, men forskerne stiller høje faglige krav til egen forskning og rådgivning og er faktisk i stand til at holde fast – de skal jo fuldt ud kunne stå bag deres rådgivning. Der er også på universiteterne opbakning til at holde fast i relation til forskningsfrihed.
Og så vil jeg gerne understrege, at det er helt ok, at der er en faglig dialog mellem opdragsgiver og forsker, blot der er respekt om arbejdsdelingen. Det er forskerne, der entydigt træffer beslutning om metode, data, analyse og drager de faglige konklusioner, mens embedsmænd og opdragsgiver alene har til opgave at stille spørgsmålene og medvirke i en faglig dialog, således at opgaven løses bedst muligt”.
Men de formelle kontraktforhold indebærer stadig, at der er ’en forhandling / dialog’ om analysen, hvor DMU kan lægges under (økonomisk) pres. Hvis DMUs ledelse ikke kunne sige fra i sagerne om oppløjning eller i skovsagen, hvad skulle så motivere dem til at gøre det fremover?
”Som jeg tidligere har sagt: Det har DMU også gjort. I skovsagen fremlagde DMU sine data og faglige vurderinger frit og offentligt tilgængeligt, så alle med interesse for området havde adgang hertil”.

Politikeren: Gråzonen skal væk

SFs miljøordfører siger: ”Skovsagen handler om gråzonen mellem politik og faglighed, hvor ministeriet styrede forskningsanalysen og bagefter lånte forskningens troværdighed. Det er helt ude i skoven, at miljøministeren nu løser dilemmaet ved at fastslå, at de politiske kriterier står over de faglige. Hermed undermineres fx EU-standarder og forskningens autoritet”, siger Ida Auken (SF). ”Sagen afslører jo, at fusionen under universiteterne ikke sætter ’sektorforskningen’ fri fra ministeriestyring – tværtimod kommer styringen nu ind i universitetet! Hvis man ønsker en uafhængig ’sektorforskning’, så er der kun en vej: Flere basismidler og mindre kontraktstyring”.

jø

Lægger Uni-Evaluering op til lovrevision?

Allerede få timer efter offentliggørelse af årets Uni-Evaluering er det politiske slagsmål om implikationerne i fuld gang: Lægger den op til lovrevision eller ej? Videnskabsminister Helge Sander mener nej, når han konstaterer, at rapporten generelt giver en positiv evaluering af fusioner og universitetsloven, og han lader underforstået forstå, at der ikke er brug for de store revisioner af loven (se pressemeddelelse).

 Om et af de mest kontroversielle spørgsmål – manglende medbestemmelse – udtaler ministeren i sin pressemeddelelse: ”Panelet understreger, at rammerne for medbestemmelse på universiteterne er i orden, men at bestyrelserne skal udstikke mere forpligtende retningslinier. Og panelet mener også, at forskningsfriheden er sikret, men at en formulering i loven har fået en negativ, symbolsk betydning”.

 Det er imidlertid en manipulation, når Videnskabsministeren tager rapporten til indtægt for, at rammerne for medbestemmelse på universiteterne er i orden, for det har panelet slet ikke analyseret, afslørede dagens pressemøde i Forskningsstyrelsen.  På spørgsmålet om, hvorfor panelet ikke har analyseret, hvordan systemet med udnævnte ledere fungerer og hvorfor man ikke diskuterer genindførelse af valgte ledere (fx institutledere), svarede panelets formand Agneta Bladh kort og godt: ”Det står ikke blandt vores opgaver i kommissoriet. Jeg har ikke mere at sige hertil”.

 Trods lave forventninger til Uni-Evalueringen kommer det som en overraskelse for mange, at panelet slet ikke diskuterer medindflydelse – de konkrete ”beslutningskompetencer” til det menige personale, som muliggør reel medindflydelse og som akademikere på et universitet, bør have. Spørgsmålet om de udnævnte ledere og topstyring har været en kilde til kritik for 6488 protestunderskrifter, i FORSKERforums medarbejderundersøgelse og det fremgår såmænd også af Uni-Evalueringens egen CAPACENT-undersøgelse.

 Panelet nøjes med om medindflydelse at konstatere, at loven ikke indeholder en generel bestemmelse til sikring medbestemmelse, og for at sikre det – i henhold til ”danske traditioner og universitetslovens ånd” – så skal der i loven indsættes en generel bestemmelse, som præciserer den enkelte universitetsbestyrelses pligt til (frivilligt) at sikre ”en tilfredsstillende praksis for medbestemmelse” – en formulering, som panelet ikke var i stand til at uddybe på dagens pressemøde.  (s.6, 39).

Videnskabsminister Sander lægger nu rapporten ud til høring. Og derefter ser han frem til en ”konstruktiv debat” . Mens ministeren således signalerer, at loven såmænd er god nok, så tolker andre politiske aktører rapporten som en døråbner for, at nu kan loven komme til politisk drøftelse og genforhandling. Socialdemokraternes ordfører Kirsten Brosbøl siger: ”Panelet anbefaler, at medarbejdere og studerende sikres mere medbestemmelse. S ønsker en lovrevision på baggrund af evalueringen, og her vil vi arbejde for, at spørgsmålet om medbestemmelse bliver centralt”.

Uni-Evaluering: For meget detailstyring og for lidt medbestemmelse

IT-universitetet bør fusioneres med fagligt beslægtede universiteter, for vi har ikke hørt overbevisende argumenter for, at det skal være selvstændigt (s.63). Og det samme gælder for så vidt også for de nuværende autonome sektorforskningsinstitutioner, SFI og GEUS (s.64).

 Sådan lyder de hurtige overskrifter, som pressen vil trykke først, efter at Uni-Evalueringen i dag har offentliggjort din rapport efter et halvt års evalueringsarbejde (se rapporten).

Rapportens mest iøjnefaldende kritik lyder, at der mangler balance mellem autonomi og målbarhed. Panelets kritik giver universitetsledelserne medhold, når disse klager over, at de har  for lidt spillerum / autonomi. Detailstyringen – på grund af politisk-ministeriel mistillid – er blevet for omfattende: ”Mange reguleringer og dialogbaserede krav går videre end deres intentioner …” (s.34). Detailstyringen viser sig i optagelsessystemet og i den unødvendige afskaffelse af gruppeeeksamen (s.29). Som eksempler anføres, når ministeriet griber ind med konkret regulering for at mindske frafald (s.35), når akkrediteringssystemet laver en indviklet pre-kvalifikation i stedet for en simpel efter-evaluering (s.30), når resultatkontrakter retter sig mod detaljer i stedet for overordnede mål (s.35) osv.

 Hvad angår de kontroversielle spørgsmål om forskningsfrihed, så anbefaler panelet, at Folketinget fjerner eller reformulerer den såkaldte instruktionsbeføjelse (§17 stk. 2 om at institutlederen kan diktere forskning af sine medarbejdere og at forskerne skal holde sig inden for universitetets forskningsstrategier). Panelet har kun hørt om enkelte eksempler på, at beføjelsen er blevet taget i anvendelse, men det er tvivlsomt om denne paragrafs formuleringer i sin detaljerigdom passer til europæisk tradition for akademisk frihed (s.6, 39).

 Hvad angår medindflydelse så konstaterer panelet, at loven ikke indeholder en generel bestemmelse til sikring medbestemmelse, og for at sikre det – i henhold til ”danske traditioner og universitetslovens ånd” – så skal der i loven indsættes en generel bestemmelse, som præciserer den enkelte universitetsbestyrelses pligt til at sikre ”en tilfredsstillende praksis for medbestemmelse”. Og der bør tilsvarende sikres større gennemsigtighed ved udpegning af universitetsledere (s.6, 39).

 Hvad angår ’sektorforskningen’ så konkluderer rapporten, at fusionerne under universiteterne har haft ”en positiv effekt”, men den konklusion er baseret på lederes udsagn, for der har været ”metodologiske begrænsninger” i at oparbejde faktuelle data, på grund af den korte tid siden indfusioneringerne (s.69). Og hvad angår det kontroversielle spørgsmål, om ’myndighedsbetjening’ (og ministerafhængighed) hører hjemme under universiteter, så analyserer panelet ikke dette spørgsmål (s.69), men nøjes med at anføre, at fusionerne giver ’sektorforskningen’ en ny forskningsfrihed og ”åben debat” (s.41, 42) – en del af Helge Sanders formelle argumentation for fusionerne…

Næste side »