Klimabekymrede kontra skeptikerne

Klimaforskere kastebold i spil mellem politikere, medier og meningsfløje op til klima-topmødet i december

At alverdens toppolitikere skal handle en klima-politik af ved et topmøde i december, ved alle. Men det er nok en overraskelse, at klimaforskere allerede nu er kastebold i et politisk spil mellem de, som kræver drastiske klimaindgreb og de, som ikke er så skeptiske overfor klimaets tilstand. Hvis kritiske klimaforskere tør fastholde politikere på, at alle data peger på, at der er behov for drastiske miljøindgreb nu, så går de et varmt efterår i møde i brændfeltet mellem videnskab og politik.

Da VK-regeringen i efteråret 2008 lancerede planen ”Grøn vækst”, troede de fleste, at planen markerede et totalt kursskifte fra Lomborg-agtig klimaskepsis til klimabekymring: Fra nu af tager regeringen FNs klimapanel og et klimabekymret forskersamfund alvorligt. Men sådan skal det slet ikke fortolkes, lød budskabet fra Venstres toppolitiker og Folketingets formand Thor Pedersen ved en klimaforsknings-konference på Christiansborg (V). Han angreb forskersamfundets konsensus for at være ensretning og politisk korrekthed. Han kritiserede FNs klimapanels præmisser. Og han mente, at forskere, som afviger fra konsensus’en (klima-skeptikerne med Bjørn Lomborg i spidsen) bliver undertrykt i kampen om forskningspenge og i den offentlige debat.

Magtkamp om dagsordenen: Hvem citeres mest?

Debatten om klimaet er en magtkamp om at sætte sig på den politiske dagsorden, ikke mindst i medierne:

Thor Pedersens synspunkt kom på forsiden af Jyllands-Posten, som blev beskyldt for at skævvride forskersamfundets enighed om konsensus. Hermed bekræftede Jyllands-Posten ufrivilligt KU-prodekan Katherine Richardsons påstand om, at klima-skeptikerne får alt for meget opmærksomhed i forhold til, hvor få de er: Medierne skævvrider videnskabens vurdering, hævdede hun, fordi pressen partout vil være afbalancerede i deres dækning ved altid at høre en modpart til et synspunkt. Derfor ser det fejlagtigt ud som om, at der er lige så mange klima-skeptikere som der er klimabekymrede, og det er ikke korrekt.

Men Richardson blev korrekset af pressens folk: Pressedækningen var skam ikke så skæv, som hun hævdede, for de danske morgenaviser er brede i deres dækning og giver endda kritikerne mest plads, hævdede Politiken på baggrund af en optælling, som dog ikke havde den førende klimaskeptiker, Bjørn Lomborg, med.

FORSKERforums optælling af miljøbekymrede kontra skeptikerne fortæller imidlertid, at pressen vasker hænder: Skeptikerne får mere end dobbelt så megen omtale i medierne, 673 mod kun 269 omtaler til de miljøbekymrede (se oversigt s.8). At klimaskeptikerne dominerer, skyldes især en person. Bjørn Lomborg er i sin helt egen liga, når det gælder presseomtale. Han er ti gange så meget omtalt som nummer to på listen, Katherine Richardson…

lah

Se tema s. 8-11 i det trykte blad

Personangreb om forskningsråd

Søren Isaksen -formanden for den evalueringskomite der lægger op til drastiske ændringer af forskningsrådssystemet – korrekser formanden for De Frie Forskningsråd, Jens Chr. Djurhuus, der har forsvaret forskningsrådet.

”I din henvendelse til Videnskabsudvalget hævder du, at der i Det Frie Forskningsråd er dynamik. Men dynamik er slet ikke det generelle indtryk, vi har fået af de mange selvevalueringsrapporter, vi har modtaget og de møder, vi har holdt”, siger Isaksen.

Med personangrebet skærper Isaksen magtkampen om forskningsrådene, som panelet startede med sin fremhævning af nepotisme i rådene: At medlemmer af de frie råd har 27-45 pct.s succesrate, mens almindelige ansøgere kun har succesrater på 14-21 pct. Det satte Djurhuus i defensiven, idet pressedækningen kom til at handle om nepotisme, i stedet for om indholdet i de drastiske forslag. Og nu prøver Isaksen så igen at sætte Djurhuus i defensiven.

Djurhuus: Reel uenighed

Isaksen – til daglig direktør i NKT-Holding – angriber Djurhuus i et brev til Videnskabsudvalget.

Blandt andet kritiserer Isaksen, at Djurhuus har sagt, at evalueringspanelet ikke har lavet et grundigt stykke arbejde. Det er for galt, mener Isaksen, der henviser til, at panelet skam lavede undersøgelser, statistikker og til de fyldige baggrundsnotater, som Det Frie Forskningsråd (DFF) selv havde sendt ind, og som lå forud for panelets mange anbefalinger.

Og Isaksen angreb Djurhuus for at bruge forkerte tal. Det indrømmer Djurhuus:

”Jeg brugte et forkert tal om antallet af små-bevillinger, men Djurhuus’ påpegning ændrer ikke ved substansen, nemlig at panelet kritiserer de mange små bevillingsportioner i DFF – men den praksis vil vi gerne forsvare, for vi mener faktisk, at de frie forskningsråd har en vigtig rolle at spille i forskningens fødekæde, når vi uddeler små bevillinger”.

Nu må vi tænke konstruktivt fremad og ikke bruge tiden på personangreb, siger Djurhuus:

”Men der er altså en reel enighed mellem os på flere områder: Dels er der grundlæggende uenighed om begrebet ’fri forskning’, hvor Isaksen mener, at det er metodefrihed og publiceringsfrihed, mens jeg også mener, at også omfatter emnefrihed. Dels er vi uenige om de strategiske råd og de frie skal sammenlægges. Og dels er vi altså uenige om de små bevillingers status – om hvad de frie råd skal tage sig af og hvad universiteterne skal tage sig af …”

jø

Arbejdstilsynet undersøger DTU

I foråret skrev FORSKERforum om medarbejdere på Kemisk Institut, DTU, der føler sig ydmygede og nedgjorte af en diktatorisk lederstil. Nu vil tilsynet se nærmere på instituttets psykiske arbejdsforhold

”Utryghed”, ”frygt”, ”følelsen af at blive nedbrudt og ydmyget”. Det var nogle af de beskrivelser, der kom fra medarbejdere på DTUs kemiske institut, da de anonymt fortalte FORSKERforum om de forhold, de oplevede på arbejdspladsen og som var foranlediget af ’scientologylederen’ Ole W. Sørensen (se FORSKERforum 222).

Anledningen var en trivselsundersøgelse, der havde givet instituttets leder Ole W. Sørensen en meget lav karakter for hans ledelse.  Samtidig kunne en tillidsmand fra et andet institut, Peter Szabo, fortælle i dagbladet Information, at ”folk på det institut har det simpelthen ikke godt”.

Ledelsen – hverken Ole W. Sørensen eller rektor Lars Pallesen – har hidtil ikke villet erkende over for pressen, at der skulle være nogle problemer med ledelsen eller det psykiske arbejdsmiljø på DTU Kemi. Og trivselsrapporten er siden blevet hemmeliggjort, så folk udefra ikke kan se, om de ansatte er utilfredse.

Men nu tyder noget på, at Arbejdstilsynet ser alvorligt på forholdene.

Det psykiske arbejdsmiljø på DTU-kemi

Tilsynschef Anne Therese Schultz-Petersen bekræfter over for FORSKERforum, at Arbejdstilsynet har planlagt et tilsyn med DTU Kemi. Og alene det faktum er som regel en indikation af, at de har fået nogle informationer, som gør, at de tager problemerne alvorligt.

”Vi får løbende henvendelser om sager i forskellige virksomheder, og nogle af dem vælger vi så at gå videre med og foretage et tilsyn”, fortæller Anne Therese Schultz-Petersen. Af hensyn til klageres anonymitet må hun ikke fortælle, om Arbejdstilsynet har modtaget klager om DTU Kemi og således heller ikke, om tilsynet er reaktion på en klage. Tilsyn kan også ske spontant, oplyser hun.

Tilsynschefen fortæller at proceduren ved et tilsyn af det psykiske arbejdsmiljø som regel er at indkalde til et gruppe-interview med et repræsentativt udsnit af afdelingens medarbejdere, med eller uden ledelsen: ”Hvis vi vurderer, at der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø får virksomheden en ”afgørelse om psykisk arbejdsmiljø” og har dermed pligt til forberede forholdene, og her kan vi så tilbyde noget procesvejledning, hvor en psykolog kan hjælpe virksomheden på vej med en tids- og handlingsplan  for initiativer for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø”.

Ledelsesretten i vejen for arbejdstilsynet

På DTU Kemi har medarbejdere først og fremmest fortalt om dårlige arbejdsforhold forårsaget af ledelsen. Forskerforum fik som sagt en række udtalelser fra medarbejdere, der ønskede at være anonyme, og DMs tillidsrepræsentant Irene Shim udtalte til Information: ”Det kan godt være, vi ikke må snakke om trivselsundersøgelsen, men vi må vel godt have lov til at tale om, hvor utroligt deprimerende og demotiverende det er for folk at arbejde under en ledelse, der ikke lytter eller taler med nogen, men sender dekreter ud pr. mail”.

Men når det handler dårligt arbejdsmiljø skabt af dårlig ledelse, kan selv Arbejdstilsynet komme til kort.

”Det er jo svært. Vi kan godt gå ind og påpege, at der opleves ledelsesmæssig opbakning. Men vi kan jo ikke sige, at lederen skal udskiftes”, siger tilsynschef Schultz-Petersen.

Kommunikationen omkring Arbejdstilsynets afgørelser og opfølgende tiltag sker primært med institutlederen og sikkerhedsrepræsentanten på stedet, og Arbejdstilsynets afgørelser vil blive sendt til den centrale ledelse på DTU. Da tilsynet typisk er uanmeldt, kan Arbejdstilsynet ikke oplyse, hvornår det vil ske.

jø

Kløft mellem universitetstoppen og de menige?

DUEL-DEBAT. Topledelses høringssvar afspejler slet ikke en udbredt kritisk holdning blandt AUs  menige vip’ere, konstaterer rapport.

Rektor svarer: Forfatterne har ikke belæg for at tage patent på at repræsentere flertallet af de menige

Ansatte på Aarhus Universitet var ikke enige i det høringssvar, som deres bestyrelse og rektor sendte ind til Uni-Evalueringen i maj måned. Ledelsens konklusion var:

Universitetsloven er såmænd god nok. Der er ikke behov for lovændringer, derimod for ro og for udvikling af ledelseskompetencer. Og det kan vi klare frivilligt inden for de givne lovrammer, hvis vi får de økonomiske rammer til det (se FORSKERforum 224). Høringssvaret var vedlagt en lang række interne indmeldinger nedefra i organisationen.

Ledelsens høringssvar var det ’officielle’ AU-høringssvar, men det repræsenterer absolut ikke det videnskabelige personales holdninger. Ledelsen var selektiv i sin udformning af høringssvaret, og de meniges utilfredshed var ikke reflekteret, lød kritikken en måned senere fra et udvalg under samfundsvidenskabs Akademisk Råd, der forsinket indleverede en ”sammenfatnings-rapport”, som præsenterede ’udbredte medarbejderholdninger’ og samtidig tillod sig at kommentere Bestyrelsens officielle høringssvar: Samfundsvidenskabs rapport kommer til en helt anderledes konklusion end Bestyrelsen: ”Der anbefales en grundlæggende revision af Universitetsloven af 2003 og loven bør ikke i hovedsagen videreføres”.

Samfundsvidenskabs-rapporten byggede denne konklusion på en grundig intern høringsproces, og så kritiske tilbagemeldinger fra andre fakulteter. Alligevel valgte Bestyrelsen at overse de ansattes ”systematisk gennemgående og dominerende opfattelser”, og det er kritisabelt, for ”en uhildet hensyntagen til medarbejdernes vurdering af deres egen og kollegers situation under Universitetsloven af 2003 bør være hjørnesten i en valid evaluering”, lød konklusionen.

Men processen blev lidt urytmisk, for Samfundsvidenskab havde fået dispensation til at aflevere senere – dvs. efter at Bestyrelsens / ledelsens samlede svar (vedlagt bilag) var blevet afleveret til Videnskabsministeriet

Medarbejderkritik: ’Alvorlig fejlvurdering’

’Sammenfatningsrapporten’ fra udvalget under Samf.s Akademiske Råd påpeger, at der er en afgrund mellem Bestyrelsens fremstilling og så de meniges. Det afleveres en lang række kritikpunkter mod den topledelsen høringssvar:

- Det kaldes ”en alvorlig fejlvurdering”, der helt nedtoner problemets store omfang og dybde, når ledelsen mener, at ’nye uformelle samarbejdsformer’ løser problemerne.

- Utilfredsheden med den ”manglende medarbejderinddragelse og medbestemmelse stikker meget dybt og er langt mere udbredt, end den øverste ledelse har villet anerkende”.

- Ledelsen mener ikke, at forskningsfriheden er truet, mens de ansatte oplever, at ”forskningsfriheden reelt er afskaffet” med instruktionsbeføjelsen, med manglende retsbeskyttelse, med øremærkede midler, med bureaukratisering og bibliotristyring.

- Ledelsens forsikring om, at der ingen begrænsninger er i de ansattes ret til at ytre sig, holder ikke for en realitetstest, har sager på ’sektorforskningsområdet’ vist.

- Ledelsen accepterede uden videre det politiske pålæg om fusioneringer, uden debat og praktisk taget uden anden argumentation end kvantitet.

Og endelig bebrejdes ledelsen, at denne ikke tydeligere har kæmpet for større frihedsgrader: ”Det skal her påpeges, at universitetets bestyrelse og øverste ledelse ikke har mobiliseret tilstrækkelig pondus til at imødegå statens og den politiske magts indgreb og værne om universitetets principielle frihed. Tiden for dette må være moden nu, hvor universitetsloven skal evalueres”.

FORSKERforum har sat to af rapportens forfattere, psykologiprofessor DION SOMMER  og politologi-lektor TONNY BREMS KNUDSEN over for rektor LAURITZ HOLM-NIELSEN.

Rektor: Fodfejl i den interne høringsproces på AU

INTERVIEWER: Hvorfor kommer bestyrelsens høringssvar til en helt anden konklusion end samfundsvidenskabs rapport?

DION S.: ”Akademisk Råd under fakultetet blev enige om, at vores rapport til universitetet skulle være grundig. Dekanen var enig, selv om han langtfra er enig i vores konklusioner. Derfor lavede vi en intern høringsrunde, som var tidskrævende og dermed forsinket i forhold til de ’officielle deadlines’, som var alt for korte. I løbet af dette arbejde fandt vi ud af, at der var udbredt stemning af mistillid til de herskende styringsforhold blandt de menige på fakultetet og det blev i øvrigt bekræftet ved læsning af høringssvar fra andre fakulteter, fx det naturvidenskabelige. Det slog os, hvor ens oplevelsen var, selv om kritikken og frustrationen var formuleret på forskellig måde og med forskellig skarphed. Det fik os til at konkludere, at kritikken er en generel holdning blandt de menige ansatte på universitetet.

Derfor blev vores indspil skarpt og måtte derfor stå i modstrid til det, som bestyrelsen / rektor havde indleveret på universitetets vegne, hvor der fx stod, at det ikke var nødvendigt med en lovrevision.

Men hvorfor deres høringssvar så sådan ud, må du spørge ledelsen om”.

REKTOR: ”Det er rigtigt, at høringsfristen var for kort til et grundigt indspil. Men når det er sagt, så begik universitetets ledelse en fodfejl i den interne høringsproces, når samfundsvidenskab fik lov at efter-indlevere deres, som fik den fordel, at de kunne kommentere på andres, herunder ledelsens høringssvar. Jeg synes ikke, at det var en fair proces, når samfundsvidenskab således tillod sig at efterkommentere”.

TONNY B.K.: ”Det var flot og demokratisk, når ledelsen lagde alle høringssvar ud. Og det er da korrekt, at der er medarbejdere med en anden holdning end den, der gives udtryk for i vores høringssvar. Men set med vores øjne – og på baggrund af de andre indspil fra ’menige’ – giver vi udtryk for en overvejende stemning blandt de menige. Og i stedet for at tale om fodfejl i processen kunne vi jo fokusere på, hvordan vi kommer videre, herunder hvordan ledelsen kan bruge vores rapport som et indspil i den politiske proces, som kommer i den nærmeste tid som jf. Uni-Evalueringen”.

Rektor: Kun samfundsvidenskabs høringssvar kræver lovrevision

REKTOR: ”Det var da ærgerligt, at vi ikke fik samfundsvidenskabs indspil i tide, så vi kunne indarbejde deres holdninger på lige fod med indspillene fra de andre hovedområder, fokusgruppeinterviewene og tilbagemeldinger på nettet. Men jeg synes ikke, at deres fortolkning af andres indspil er interessant og deres direkte kritik af bestyrelsen / rektoratet er ikke retfærdig, for i vores høringssvar refererer  vi faktisk loyalt spændvidden i tilbagemeldingerne. Det er korrekt, at der er medarbejdergrupper, som er meget kritiske overfor universitetsloven og forvaltningen af den. Men der er også medarbejdergrupper, som ikke er kritiske. Derfor ville det ikke være retmæssigt at komme med alt for definitive udsagn om de ansattes holdninger, og så vidt jeg kan se, er det kun samfundsvidenskab, der foreslår at den nuværende universitetslov skal ændres”.

DION S.: ”Her er vi absolut uenige med Rektor, for vi mener, at der er udbredt opbakning blandt de menige bag vores rapport, både med forskellige og identiske argumenter, og med varierende sprogbrug. Utilfredsheden og kritikken kommer således ikke kun til udtryk på samfundsvidenskab, men i mange høringssvar, fx fra naturvidenskab, medicin, Jordbrugsforskningen og humaniora – høringssvar som vi henviser direkte til i vores rapport”.

INTERVIEWER til Rektor: Når du siger, at der er forskellige holdninger, er det så fordi du vil fremmane konsensus på Aarhus Universitet, i stedet for at anerkende, at der er stor afstand imellem Bestyrelsens/Rektors opfattelse og så de menige forskeres?

REKTOR: ”Der er heldigvis forskellige holdninger blandt universitetets medarbejdere. Det, jeg siger er, at Samfundsvidenskabs indspil kun repræsenterer en fortolkning af medarbejdernes indspil. Der er ikke konsensus blandt de ansatte, og der er ikke belæg for, at der er flertal for de omtalte ’udbredte holdninger’. Ingen har patent på sandheden, heller ikke ledelsen.  Jeg mener dog, at ledelsens høringssvar er i god overensstemmelse med den store spændvidde i holdninger, der er på universitetet”.

Vip’s to bestyrelsesmedlemmer uenige med flertallet

INTERVIEWER til rektor: Af referat fra et bestyrelsesmøde fremgår, at de to medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer var uenige med Bestyrelsens passive høringssvar. De ønskede understregning af, at der var ”en ganske udbredt frustration blandt medarbejderne” og de ønskede ”en klarere tilkendegivelse af nødvendigheden af at modvirke dette – også gennem en eventuel revision af loven”. Er det ikke et ikke tilstrækkelig markant udtryk for ’de meniges’ holdning, når de to vip’ere – valgt af Aarhus vip-personale – afgav mindretalsudtalelse om bestyrelsens høringssvar til Uni-Evalueringen?

REKTOR: ” Der var en debat i bestyrelsen, og de fremførte deres synspunkter. Men efterfølgende godkendte bestyrelsen enstemmigt høringssvaret, som blev sendt ind til Uni-Evalueringen. Der var i mine øjne ikke tale om en ’mindretalsudtalelse – hvis de opfatter det sådan, må du tale med dem om det”.

INTERVIEWER: Nu lyder det som om du bagatelliserer de kritiske synspunkter fra vip-personalet med henvisning til, at der skam er mange andre holdninger end de fremførte – fordi du vil have Aarhus til at fremstå som et idyllisk konsensus-universitet?

”Nej, misforstå mig ikke. Jeg forklejner ikke, at der er forskellige holdninger, og læg mærke til processen i Aarhus, hvor vi har hørt folk og ført en åben debat. Men jeg opponerer mod, hvis nogle påtager sig at have patent på, hvad medarbejderne mener.

Folkeafstemning om vip’ernes synspunkter?

INTERVIEWER: Men er det ikke netop et udtryk for en betænkelig distance mellem flertallet i bestyrelsen og det videnskabelige personale, når de to ’folkevalgte’ er i mindretal?

REKTOR: ”Som sagt: Jeg respekterer deres synspunkter som et blandt flere”.

INTERVIEWER: Men vil du først anerkende det fremførte synspunkt fra samfundsvidenskabsudvalget og de to vip-medlemmer i bestyrelsen, når der er gennemført en folkeafstemning blandt de menige, hvor mere end halvdelen erklærer deres opbakning?

REKTOR: ”Der er ikke behov for folkeafstemninger på et universitet. Vi skal være i en dialog og indspil, hvor man skal tage synspunkter fra mange grupper. Og jeg lytter til og respekterer alle synspunkter”.

jø

Protest fra 24 faggruppeformænd

Mens Forskningsstyrelsen / Videnskabsministeriet går ud fra, at de såkaldte “autoritetslister” med niveaudeling af tidsskrifter er ved at falde på plads, så er der blandt fagfolk fortsat stor uro om disse kvalitets-indikatorer, som Folketinget vil bruge til fordeling af forskningsbevillinger fra 2010-.

 68 faggrupper har i halvandet år arbejdet med at liste og niveaudele tidsskrifter, som det giver point at publicere i (se FORSKERforum 219). Faggrupperne har mærket Forskningsstyrelsen puste dem i nakken for at finde en løsning, men der er fortsat udbredt utilfredshed med modellen. Der er pt. 24 faggruppeformænd ud af de 68, som melder, at de støtter en generel indsigelse til Forskningsstyrelsen overfor modellen. Faggruppeformændene tilslutter sig følgende protest:

 ”Faggruppen understreger, at den reviderede niveaudeling faggruppen nu har foreslået ikke under de givne betingelser kan betragtes som en optimal løsning. Vi mener ikke at disse betingelser er tilfredsstillende eller hensigtsmæssige, og vi står ikke inde for indikatoren samlet set. Vores rolle har alene været rådgivende, og vores overordnede råd p.t. er ikke at anvende modellen i praksis før dens konsekvenser og problemer er nøjere belyst og datagrundlaget bedre”.

 Det er Forskningsstyrelsens udgangspunkt, at der skal være faglig konsensus om listerne (se her). Men i styrelsen kender man ikke til, at der skulle være større problemer i faggruppernes arbejde:

 ”Faggrupperne er ved at afslutte deres arbejde med ’niveaudeling’. Såvidt styrelsen er informeret, så er der kun en faggruppe, hvor der er problemer med niveaudelingen; der er ingen samlet kollektiv protest mod processen. Planen er, at faggrupperne indsender deres indstilling til det faglige udvalg, som gennemarbejder denne, og sender deres opsamling tilbage til høring i faggrupperne. Selve listerne skal så være færdige i midten af oktober, som grundlag for Folketingets nye fordelingskriterier”, fortæller kontorchef Anette Dørge Jessen i Forskningsstyrelsen. ”Men det er vigtigt for os at understrege, at det ikke er Forskningsstyrelsen, som udarbejder de endelige lister. Forudsætningen for hele processen er, at faggrupperne skal være enige og acceptere deres lister”.

 

 Protesten er omtalt i det nummer af FORSKERforum, som udkommer tirsdag. Under faggruppe68 (se her) kan man følge erfaringsopsamling mellem faggrupperne om indsigelsen.

Miljøministeriet pressede og fiflede DMU

Miljøministeriet – først under ledelse af Connie Hedegård og senere under Troels Lund Poulsen – fiflede med de videnskabelige fakta, da Regeringen i 2008 indberettede til EU, at de danske skoves tilstand generelt er ”god”. Hermed undgik regeringen at skulle sætte penge af til genopretning af skovene.

 Men indberetningens bedømmelse ”god” var ikke i overensstemmelse med de faglige vurderinger, som DMUs “forskningsbaserede myndighedsbetjening” var kommet frem til. DMUs eksperter havde givet bedømmelsen ”ringe” på basis af kriterierne i EU’s habitat-direktiv. Men Miljøministeriet ville ikke anerkende kriterierne og krævede af DMU, at der blev lavet ”en generel ekspertvurdering … uden at liste kriterier og tærskelværdier, som kan risikere at binde Danmark uden at være nødvendige/aftalt. Hvis det ikke duer, kan man angive ’unknown’ i indberetningen” (juni 2007).

 Men DMU-fagfolkene ville ikke gå på kompromis med deres faglighed og forsøgte at fastholde de faste kriterier overfor embedsmændenes politisering. Fagfolkene blev presset så meget, at de foreslog inddragelse af andre fagfolk for at få en second-opinion, hvis ministeriet mente, at DMUs vurdering var ”for pessimistisk”.

 Men resultatet blev, at ministeriet i den danske indberetning påførte karakteren ”god” samt bemærkninger om, at det ikke har været muligt med sikkerhed at vurdere skovenes fremtidsudsigter, som derfor angives som ”ukendt”. Og så fortalte Regeringen til EU, at der i Danmark er planlagt stor indsats og national lovgivning, som skal imødegå problemer for bl.a. skovene (indberetning til EIONET). Og endelig angav Miljøministeriet: ”Rapporten er udarbejdet i samarbejde med DMU …” (Skov og Naturstyrelsen, pressemeddelelse 21.12 2007), hvorved DMU var med til at legitimere indberetningen.

 DMUs ledelse eller forskere dementerede ikke dette misbrug af fagkyndighed, men nøjedes med at antyde dette i en lakonisk bemærkning om to “naturtilstands-metoder” i en faglig rapport (se ‘Skovenes naturtilstand’).

 Det er miljøorganisationen NEPENTHES, som – efter flere uretmæssige afslag fra DMU – fik aktindsigt i ‘forhandlingerne’ mellem Miljøministeriet og DMUs forskere, som afslører Miljøministeriets magtmisbrug:

 ”Regeringens faglige rådgivere blev ignoreret og i stedet tegnede ministeriet et forskønnet billede af de danske skoves tilstand. DMU er i processen ændret fra at være den angiveligt fagligt rådgivende institution til en sekretær-funktion, der udfylder skemaerne i indberetningen, som altså blev til en ren politisk indberetning. Og den armvridning kalder Miljøministeriet ‘et samarbejde’ …”, siger biolog Søren Wium-Andersen fra NEPENTHES (se her).

Sander-pres: Mere til nat og teknik

Universiteterne bør flytte flere penge over til naturvidenskabelig og teknisk forskning, lyder videnskabsminister Helge Sanders signal og henstilling, netop som de afgørende finanslovsforhandlinger om fordeling af 881 mio. Globaliseringsmilliarder går i gang. (Puljen skal fordeles efter aftale mellem forligsparterne i VK-regeringen, DF, Socialdemokraterne, og De Radikale).

 Ministeren henviser til sit ministeriums analyse, som viser, at de danske udgifter til naturvidenskabelig forskning ligger 20 pct. under gennemsnittet for de øvrige OECD-lande. Og når det gælder de tekniske videnskaber, ligger Danmark 50 pct. under gennemsnittet, ifølge Forskningsbarometer 2009.

 Det fremgår også af analysen, at sundhedsvidenskab dominerer bevillingerne til dansk forskning, men det fremgår ikke af ministerens signal, om opprioriteringen af nat og teknik skal ske på bekostning af medicin eller på bekostning af humaniora / samfundsvidenskab. Regeringen har allerede flyttet penge over mod nat og teknik i sit finanslovsforslag, som kanaliserer milliarder til naturvidenskabelige og tekniske laboratorier 2010-12. Og ministeren annoncerer så nu, at Regeringen vil forsøge at få flyttet endnu flere midler over til natur- og tekniske videnskaber (via øremærkning).

 Han presser hermed universiteternes bestyrelser til at prioritere internt, idet han udsender en forhåbning om, at universiteterne frivilligt – bestyrelsernes selvbestemmelse – ”vil være med til at sikre en bedre balance” (BØRSEN 24. sept.). Han henviser hermed til, at universiteterne får 6,9 mia. i basismidler (men politikerne allerede har øremærket kasser med 3,7 mia. til bestemte forskningstemaer).

 I BØRSEN afviser KU-rektor Ralf Hemmingsen ministerens politiske pres: Både nat og teknik er særdeles højt prioriteret, fx går langt de fleste ph.d.-stipendiater til disse områder. Og KUs bestyrelse har netop afsat 700 mio. til opgradering af laboratorierne for naturvidenskaben og medicin.

Ny rektor på RUC: Ib Poulsen

Efter at have eftersøgt en ny rektor i et år har RUC’s bestyrelse besluttet at ansætte professor, dr. phil. Ib Poulsen. Ib Poulsen er mest kendt som medieforsker og har siden 2006 været institutleder på et af RUC’s 6 institutter (Institut for Kultur og Identitet). Han kom til RUC i 2002 som professor i dansk sprog og medievidenskab fra en DPU-professorstilling. Forud for det var han lektor ved KU-Nordisk.

 Internt på RUC skaber valget lettelse, fordi bestyrelsen har valgt en intern kandidat, hvis fordel er, at han kender institutionen. Man vil derfor ikke blive udsat for den turbulens, som den tidligere rektor Poul Holm skabte med stiv forvaltningsstil og bratte reformer. Ib Poulsen har ry for at lytte til de ansatte, han agerer fx ”velinformeret og interesseret” i hovedsamarbejdsudvalget, som er det eneste sted med reel medindflydelse for de ansatte under den nye universitetslov, fortæller en kilde.

 I RUC-politikken tilhører han en mellemfløj mellem ”traditionalister” og ”reformtilhængere”. Han blev udnævnt som institutleder af fhv. rektor Poul Holm, men optrådte hverken som Holm-støtte eller –kritiker.

 Bestyrelsesformand Christian Nissen slår netop på, at Ib Poulsen kender RUC og vil kunne bygge bro, uden at RUC mister sit særkende: ”Og i forhold til den øvrige universitetsverden vil Ib Poulsen kunne give RUC den ganske særlige position, som det udviklingsorienterede og eksperimenterende universitet, der lige siden sin oprettelse har været RUC’s kendemærke.

 Poulsen er imidlertid ikke en rutineret universitetspolitiker, men i forhold til den drevne Nissen har den nye rektor netop den fordel, at han kender RUC indefra, lyder skudsmålet. Og så har han oplevet Poul Holm på nærmeste hold, så dennes fejltagelser vil han ikke gentage.

 Ib Poulsens første store udfordring bliver at bære en intern reform af uddannelsesstrukturen igennem, der handler om, hvordan RUCs basisuddannelser skal transformeres til en bachelor-struktur. Den proces er allerede igangsat af prof. Henning Salling Olesen, der har været konstitueret rektor.

Aarhus’ rektor kritiserer politisk indblanding

I fredags holdt Aarhus Universitet årsfest, og rektor Lauritz Holm-Nielsen benyttede lejligheden til at lange ud efter Videnskabsministeriets detailstyring:
 ”Der har ikke altid været overensstemmelse mellem de politiske udmeldinger om selvstyre og den virkelighed, der opleves, når konkrete områder skal reguleres. Og Aarhus Universitet har gjort det klart, at regerin­gen ikke fuldt ud har levet op til intentionerne i universitetsloven fra 2003. I hvert fald ikke, hvad angår fri­hed og mulighed for at udvikle forskningen og undervisningen ud fra universitetets egen strategi”, sagde rektor.

 Videnskabsministeriets foregivelse af, at universiteterne har store frihedsgrader giver ikke et retvisende billede af virkeligheden, sagde rektoren: ”Universitetsloven er en ramme- el­ler bemyndigelseslov, der i meget vidt omfang giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte nær­mere regler på en lang række områder. Afgørende for den reelle kompetencefordeling er derfor Vi­denskabsministeriets udmøntning i form af bekendtgørelser og anden regulering af de hen ved 50 bemyndigelser, som ministeren har fået tillagt i loven. I modstrid med lovens understregning af fri­hedsidealerne pålægges universiteterne løbende detaljerede kontrol- og styringsregler, som på man­ge områder begrænser universiteternes frihed”.

 Overreguleringen sker særligt på uddannelsesområdet – ”vore udenlandske kolleger ryster på hovedet” – med akkrediteringsbureaukratiet, eksamensregler m.m. sagde han og opfordrede Folketinget, Regeringen og Videnskabsministeriet om at ”vise os tillid og lette på regeltrykket”.

 Også den tiltagende målretning af forskningsmidlerne (konkurrenceudsættelse) med kortsigtede programmer og politisk øremærkning m.m. indskrænker såvel universiteternes som den enkelte forskers frihedsrammer, som i dag er ”for begrænset”.

 Rektor fik også nævnt ”en udbredt holdning blandt universitetets forskere”, at universitetets frihed står i modstrid med universitetslovens §17.stk.2 om den individuelle frihed – at loven bør revideres.

 Retorikken i Holm-Nielsen tale var skarp i forhold til, hvad man ellers hører fra unitoppen – bestyrelsesformænd og rektorer. Og videnskabsminister Helge Sander var tydeligt overrasket over kritikken, som om han aldrig har hørt den slags før. Hans talepapir hjemmefra var ikke forberedt til en direkte replik:

”Jeg kunne have allermest lyst til at kommentere rektors noget overraskende tale, men det har jeg ikke nogen input til. I stedet for vil jeg holde mig til det aftalte, og det har også et udgangspunkt, som jeg er sikker på at vi kan være enige om”.

Sander: Taxameterforhøjelse ‘urealistisk’

2.100 kr. skal taxameteret for de studerende opreguleres, hvis det står til Regeringens finanslov – på trods af, at konsulentfirmaet McKinseys rapport faktisk pegede på, at taxameteret for humaniora og samfundsvidenskab er 11.500 kr. for lavt.

 McKinsey-rapporten var bestilt af Finansministeriet, for at politikerne skulle have ‘et solidt fagligt grundlag’ for at vurdere taxameter-størrelserne. Men nu vil videnskabsminister Helge Sander ikke tage rapportens analyse alvorligt, selv om han erkender, at 2.100 kr. per studerende ikke er nok:

 ”Men det her er kun en start, hvor vi forsøger at bidrage til mere undervisning på de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser. Jeg mener, at 11.000-12.000 kroner per studerende er urealistisk, Men jeg håber på, at vi kan forhandle beløbet op til cirka 5.000 kroner per studerende i løbet af efteråret” (INFORMATION d. 4.9).

 Fagforeningerne DJØF og DM samt arbejdsgiverne i DI og Dansk Erhverv har i en sjælden alliance ellers kørt kampagne siden nytår for at få taxametrene forhøjede. I DJØF undrer politisk konsulent Wenche Marit Quist sig over ministerens defensive udmelding: ”5000 er et tal grebet ud af luften – hvorimod 11.500 er den konstaterede underfinansiering (jf. McKinsey-rapporten). Hvordan en forhøjelse skal betales, skal nu forhandles omkring finansloven, men det ville være naturligt at pengene tages fra Globaliseringspuljen, dvs. fx fra Regeringsforslagets pulje til infrastruktur …”.

 

 I Rektorkollegiet er man også utilfredse med Sanders udmelding:

 ”5000 kr. i forhøjelse er en meget beskeden målsætning. Den svarer faktisk kun til en genopretning af efterslæb, som Regeringen har skabt via procent-besparelser på finanslovene de sidste 10-15 år”, siger rektorformand Jens Oddershede. ”Og jeg forstår ikke, at større forhøjelser kan kaldes ’urealistiske’, for på de mellemlange uddannelser – Bertel Haarders område – er taxametrene meget højere: En finansøkonom får 17.000 mere og en folkeskolelærer får 15.000 kr. mere end de 42.000, som universitetet får for en humanist eller en samfundsvidenskabs-studerende”.

 Når Sander siger, at der nu skal forhandles om taxametrene, lurer spørgsmålet om, hvordan forhøjelser skal finansieres.

 ”Vi på universiteterne har da bemærket os, at der er en pulje på 300 Globaliseringsmillioner, som er øremærket til uddannelsessiden, og vi går da ud fra, at universitetets taxameter-forhøjelser skal finansieres herfra, når Regeringen vil have ’danske universiteter i verdensklasse’. Men de penge skal Videnskabsministeriet forhandle sig til i konkurrence med Bertel Haarders Undervisningsministerium – og her kan vi jo kun henvise til det skæve forhold med finansøkonomen eller folkeskolelæreren”, svarer Oddershede.

 Men en anden måde at finansiere forhøjelser kunne jo være, at Finansministeriet laver et nulsumsspil: At forhøjelse skal betales ved at universiteterne ‘effektiviserer’ på sin administration, jf McKinsey-rapportens konstatering af, at universiteterne overadministrerer?

 Oddershede: “McKinsey-rapporten holder ikke vand i analysen af universiteternes administration. Og den må ikke anvendes selektivt på nogle områder, som man synes om, og hvor man så vælger at overse rapportens mangler”.

Næste side »