McKinsey fik 13 mio.

- af Finansministeriet for rapport, som universiteterne kalder fagligt og politisk kritisabel

De samlede universitetstoppe i DANSKE UNIVERSITETER protesterer nu formelt imod den rapport, som konsulentfirmaet McKinsey i juni afleverede til Finansministeriet. Bestyrelser og rektorer udtrykker sig i deres fælles høringssvar relativt afdæmpet: De samlede universitetstoppe er ”skuffede” over rapporten, når det udtrykkes diplomatisk. Mindre diplomatisk kalder KU rapporten for ”foruroligende”. Og uden for referat er der rektorer, som simpelthen kalder rapporten for makværk.
Nu afslører kontrakten, som FORSKERforum er kommet i besiddelse af, at Finansministeriet har betalt hele 13 mio. kroner for rapporten. Til sammenligning har Uni-Evalueringskomitteen betalt 1,8 mio. for fem rapporter, der også indeholdt selvstændige undersøgelser (spørgeskemaer m.m.).
Evalueringseksperten Hanne Foss Hansen kalder kontraktprisen helt ude af proportion med opgaven:
”Der er meget, som tyder på, at Finansministeriet ikke har taget skyldige økonomiske hensyn i varetagelsen af denne sag. Ifølge et løseligt regnestykke, så betaler Finansministeriet det dobbelte af, hvad opgaven kræver. Den måde, som kontrakten beskriver opgaven på, står altså slet ikke i proportion til kontraktprisen”.

Mistanke: McKinsey skal legitimere besparelse

Evalueringseksperten tilføjer, at rapportens pris bliver endnu mere bemærkelsesværdig, fordi den slet ikke besvarer det, som Folketinget egentlig havde bedt om, nemlig om taxametertakster og om balancen mellem basis- og konkurrenceudsatte midler.
Universitetsrektorerne har fra starten forholdt sig særdeles skeptisk over Finansministeriets hensigt med McKinseys rapportering, idet der ud over det, som Folketinget havde bestilt, pludselig indgik en analyse af ”ressourceforbrug” (omkostningsfordeling m.m.). Og skepsis’en var tilsyneladende velbegrundet, idet McKinseys rapport, som konstaterer, at universiteterne kun bruger 69 pct. af deres ressourcer på de egentlige formål (forskning uddannelse, rådgivning og formidling) og hele 31 pct. eller 6-8 mia. kr. på “administration”. Rapporten konstaterer dramatisk, at universiteternes administration er dobbelt så dyr som internationale industrifirmaers.
McKinseyrapporten kan i den forstand blive et vigtigt redskab for Finansministerielle besparelser, fordi den peger på universiteternes overadministration som et stort økonomisk problem. Rapporten kan dermed legitimere, at Finansministeren kan lade de 6-8 mia. indgå i et finansministerielt spare-spil om finansloven – et nulsumsspil, hvor forhøjede taxameter-takster til humaniora og samfundsvidenskab skal betales ved, at universiteterne pålægges en effektivisering af administrationen.
Hanne Foss Hansen er dog ikke imponeret over indholdet af rapporten:
”Hvis det forholder sig sådan, at rapporten politisk skal bruges til at legitimere, at Finansministeriet kan ’effektivisere’ på universitetsområdet, så er rapporten dårlig. Opgørelserne over universiteternes administration er for eksempel alt for upræcise, for der peges jo ikke på konkret overadministration nogle steder”.

jø

Se side 16 i det trykte blad: “Dobbeltpris

Universitetslærere: Standarden er faldet siden 2003

Danske universitetslærere er ikke imponeret over de studenternes kvalitet

Et flertal af danske universitetslærerne oplever, at undervisnings-standarden er blevet ringere siden universitetsloven blev indført i 2003. Knap 50 pct. af lærerne mener nemlig ikke, at forringelsen er en myte, mens 25 pct. er uenig og de sidste 25 pct. forholder sig neutral til spørgsmålet.

SEMESTERSTART

Lærerne fortæller ikke, hvorfor standarden er blevet ringere. Presset økonomi kan være et aspekt, for 60 pct. af lærerne fortæller, at kursusudbuddet på deres fag er blevet beskåret siden 2003. Men lærerne kan også have deres personlige ansvar, for 60 pct. af de oplever selv, at de har svært ved at nå deres arbejdsopgaver – man kunne gøre det bedre, hvis man havde rammerne (jf. FORSKERforum 225). Men også en ringere ”studenterkvalitet” kan være et aspekt, for mange lærere bedømmer, at de nye studenter har for ringe indgangskvalifikationer.
Det fortæller FORSKERforums medarbejderundersøgelse 2009 blandt universitets-fagforeningernes medlemmer. Undersøgelsen testede for første gang lærernes holdninger til nogle kontroversielle spørgsmål og myter, som ofte lurer bag den offentlige debat.
I undersøgelsen – hvorfra der tidligere er refereret data om universitetsloven og om arbejdstider m.m. – fik lærerne mulighed for at fortælle om deres oplevelser og holdninger til nutidens studerende.

Kvalitetsfald blandt de studerende

De danske universitetslærere er generelt ikke imponerede over kvaliteten af de studenter, som de får ind i disse år. Over halvdelen af lærerne mener ligefrem, at have observeret en forringelse af de nybagte studenters indgangskvalifikationer efter gymnasiereformen fra 2005.
Lærerne oplever et kvalitetsfald blandt de studerende, når knap halvdelen fortæller, at de oplever, at de studerende på deres fagområde har ringere basis-kvalifikationer end for ti år siden. Undersøgelsen spørger ikke ind til, om det skyldes, at der optages flere studerende med dårligere kvalifikationer end tidligere eller om de bare har ringere faktaviden end tidligere etz.

Instrumentel tilgang

Og der er 70 pct. som oplever, at de studerende i stigende grad har en ’instrumentel tilgang’ til deres studier: ”Jeg vil vide, hvad jeg skal kunne til eksamen og ikke mere”. Undersøgelsen spørger ikke ind til, om lærerne mener, at det skyldes, at de studerende er udsat for et større pres og dermed tvinges til at være mere målrettede i deres studier eller at de studerende stilles over for hårdere eksamenskrav og at eksamen dermed opleves som vigtigere end indholdet i studiet etz.
DPU-professor Niels Egelund – som blandt andet har stået bag de omdiskuterede PISA-undersøgelser – siger, at han godt kan genkende tilgangen:
”Jeg kan ikke udtale mig om de studerendes indgangskvalifikationer, men jeg oplever, at gymnasiereformen har gjort de studerende mere instumentelle. De er mere interesserede i kravene til eksamen. Da vi var unge gjaldt det om at fordybe sig og komme ind i stoffet, og det gjorde ikke noget, at det tog lidt længere tid. Men det har ændret sig drastisk, påvirket af su-stramninger og at universiteterne har en stor økonomisk interesse i at køre de studerende hurtigt igennem. Ja, universiteterne er jo sågar begyndt at lave kontrakter med specialestuderende, så de bliver færdige på et halvt år …”

Systemfejl i taxametersystemet

Selv om spørgsmål og svar om studenters kvalitet kan siges at lægge op til bekræftelse af forfaldsmyter – at studenternes kvalitet nu var bedre i de gode gamle dage – så er hver anden lærere ikke bleg for at opleve, at undervisningsstandarden tilsvarende er blevet ringere, jf. ovenfor.
Og over 60 pct. oplever, at det hænger sammen med presset økonomi. 60 pct. oplever at kursus-udbuddet er blevet beskåret siden 2003.
Selv om lærerne ikke har direkte kontakt med bevillingssystemet, så oplever et flertal, at der er en systemfejl. Over 60 pct. er nemlig meget enig eller enig i, at at taxametersystemet betyder en sænkning af kvalitetsstandarder, for at flere studerende skal slippe igennem eksamen. Folk, hvis præstationer hænger på vippen, består, får lov at bestå, for så udløser de bevillinger til studiet.
jø

Forskerne selv: Nulforskere er en myte

Professor Niels Egelund: ‘Vi er derhenne, hvor der ikke kan strammes mere på kravene

En af de sejlivede myter i offentligheden, som dukker op med mellemrum, lyder, at jobbet som universitetslærer er så frit, at det giver plads til, at nogle laver meget lidt, og at de er ’nulforskere’.

FORSKERforums
forskerundersøgelse 2009

Men hvis dem som ved noget om det – universitetslærerne selv – skal bedømme det, så er en myte, at der i dag findes for mange ’nulforskere’.
Det var derimod ikke en myte, at der var for mange ’nulforskere’ for ti år siden. Flertallet af nutidens universitetsforskere (40 pct.) er nemlig meget enig eller enig i udsagnet om, ”at der for ti år siden var for mange nulforskere på universitetet”, mens 24 pct. er uenige, fortæller FORSKERforums forskerundersøgelse 2009.
Men hvis mange oplevede nulforskere dengang, så oplever de til gengæld, at antallet er stærkt reduceret, så det i dag kun er 20 pct. som i dag oplever nulforskeren blandt sine kolleger eller hos sig selv. Over 50 pct. oplever således ikke, at der er for mange nulforskere i dag.
”Svarene gør op med nulforskermyten, og det er i øvrigt også min personlige erfaring. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er blevet færre, for der er meget mere fokus på det i dag. Tidligere fik nogle lov til at gå fri. Men der er blevet taget fat i dem, som var gået i stå eller de er stoppet”, lyder professor Niels Egelunds kommentar. ”Tallene gør dermed op med myten om de mange ’nulforskere’ på universiteterne, som ofte luftes i offentligheden, for vi er derhenne, hvor der ikke kan strammes mere på kravene. Der er ikke flere uproduktive medarbejdere på universitetet end på andre arbejdspladser”.

Nulforskere som kollegial belastning

FORSKERforums undersøgelse giver ikke svar på, hvordan nulforskeren agerer.
Men når spørgsmålet om nulforskere er interessant internt på universitetet skyldes det først og fremmest, at universitetslærere vurderes på deres renomme som forsker og underviser. Hvis en lærer ikke lever op til kravene om løbende af opkvalificere sig, bemærkes det blandt kollegerne.
En nulforsker kan også afsløres internt i miljøet, fordi den pågældende blandt studenterne har ry for at lave uinspirerende undervisning.
Men en helt anden indikator kan være, at nulforskeren ikke tager fra på instituttet, så dennes arbejde skal laves af andre. Kollegialt opleves en nulforsker eller en der er gået i stå, som en belastning, fordi det arbejde som ikke bliver udført tilfredsstillende, går ud over instituttets renomme eller i værre tilfælde: Det arbejde, som nulforsknings-kollegaen ikke laver, skal laves af én selv…

Slut med det frie forskningsråd

- for det skal lægges sammen med det strategiske råd, lyder prøveballon i evaluering, som lægger op til drastisk reform. Men formændene er imod

Medlemmer af de frie forskningsråd har 27-45 procents succesrate på deres egne ansøgninger, mens almindelige ansøgere kun har succesrater på 14-21 procent. Den slags avler mistanker om nepotisme, selv om medlemmerne går udenfor døren, når deres ansøgninger behandles, selv om den højere succesrate forklares med at rådsmedlemmerne hører til de højest kvalificerede (lovkrav), og selv om vi ved, at Danmarks faglige miljøer er små.
Nepotisme-mistanken var den stinker, som et ’ekspertpanel’ smed ud i det rapportudkast om forskningsråds-systemet, der blev offentliggjort ved en hørings-konference i slutningen af juni. Formanden bag panelet var ikke en ekspert på området, men en erhvervsmand, NKT-koncerndirektør Søren Isaksen.
Stinkeren tog ikke uventet opmærksomheden hos journalisterne. Men bag stinkeren gemte sig imidlertid 33 anbefalinger, som en prøveballon på drastiske system-ændringer, der typisk nok blev lagt ud i trængslen lige før sommerferien, hvor mange havde travlt.
Nepotisme-mistanken sætter de frie forskningsråd (DFF) i et dårligt lys og i en defensiv, som kan bane vejen for en begrænsning af det frie rådssystems frihedsgrad.

De frie forskningsråd: Et partsindlæg

Panelet lægger op til større forskningspolitisk styring: Rådssystemet skal ikke være tostrenget som i dag, men centraliseres og gøres enstrenget og topstyret. De frie og det strategiske forskningsråd (DSF) skal nemlig underlægges samme bestyrelse (forslag 2 og forslag 9), og der skal være mere »tværvidenskabelig forskning og tværvidenskabelige ansøgninger« (forslag 8), hvilket kynisk set lægger op til en fusion mellem de to råd – en fusion, der i øvrigt foregribes ved et afslørende forslag om, at betegnelsen ’fri forskning erstattes med en anden betegnelse’ (forslag 22) samt igennem retorik om relevans- og nytte: “Medlemmer af programkomiteer skal have et forskningsudsyn, der tilsammen dækker kvalitet, relevans og effekt” (forslag 26).
”Det er påfaldende, at man faktisk ønsker at afskaffe terminologien ’frie’, når det jo egentlig er fint dækkende for den ikke-tematiserede forskning til forskel fra den strategiske”, siger formanden for de frie forskningsråd Jens Chr. Djurhuus. Han kalder uden videre forslagene for et partsindlæg:
“På et meget tidligt tidspunkt – i april – gik det op for os, at panelet med Søren Isaksen i spidsen prøvede at miskreditere os. En anstændig og redelig rapport skal udrede, hvordan systemet fungerer og hvorfor, hvorefter den afvejer fordele og ulemper. Sådan er rapporten ikke, den savner den dybtgående analyse. Når panelet ikke har lavet denne, må jeg konstatere, at deres rapport altså mest er en præsentation af panelets forskningspolitiske holdninger”.
Djurhuus undrer sig også over, at når rapportens hovedvægt faktisk ligger på omtale af Det frie Forskningsråd, så var det påfaldende, at kun halvdelen af panelet mødte frem til selvevaluerings-mødet med repræsentanter for dette.

Afvikling af sidste uafhængige instans?

Udspillet fra panelet – udpeget af Videnskabsministeren – lægger i praksis op til, at den frie forsknings sidste uafhængige instans i det danske system skal samordnes med det strategiske råd. Groft sagt skal nytte- og relevans-kriterier sniges ind i et system, som i dag kun uddeler penge baseret på faglige kvalitetsvurderinger. Forskningspolitisk er en sådan strukturændring den sidste knast i Regeringens og Socialdemokraternes reform af det danske forskningssystem, helt i forlængelse af universitetsloven 2003 og fusionerne af sektorforskningens ‘myndighedsbetjening’ i 2007.
Djurhuus spekulerer i, hvad der er den dybere politiske hensigt med forslagene:
”Grundlæggende giver rapporten udtryk for, at den frie forskning er besværlig, og at der ikke behøver at være en forskel til den strategiske. Konkret går forslaget jo ud på, at en fælles bestyrelse skal ’koordinere’, og når det skal ske, så skal der koordineres mod et vist mål. Hermed kommer der så en strategisk hensigt ind over det og det griber jo ind i det frie: Forskernes ikke-tematiserede drømme”.
Djurhuus kunne samtidig frygte at for, mange internationale peers vil flytte vægten fra det faglige rådgivningsorgan til et fondsorgan: ”Det siger sig selv, at internationale peers mangler dybdekendskab til det danske system, og dermed læner sig op ad embedsmænd for at tage mere overordnede beslutninger. Og der vil i øvrigt også være store administrative omkostninger forbundet med et sådant system”.

Vil politikerne bruge anbefalingerne?

Men politisk imødekommer rapporten nogle af regeringstoppens ønsker, mener Djurhuus:
”Rapporten kan da – brugt på en bestemt måde – blive et redskab til drastiske reformer i råds-systemet, som ikke vil fremme den frie forskning”, siger han, især med henvisning til fusionstankerne, hvor den frie del skal til at arbejde mere strategisk. ”Men det er jo op til Folketingets forligskreds om forskningspolitikken, dvs. alle partierne (undtaget Enhedslisten) at tage stilling hertil”.
Videnskabsminister Helge Sander har allerede brugt rapporten. I midten af august meddelte en pressemeddelelse, at ministeren griber ind for at sikre større tillid til de frie forskningsråd: Der hviler en negativ skygge over rådssystemet som følge af høje bevillingsprocenter hos rådsmedlemmer, der søger midler i eget råd, udtalte han og iværksatte en række administrative ændringer, for at sikre større tillid til og gennemskuelighed omkring rådssystemet, bl.a. skal den internationale profil i rådene skal styrkes med flere rådsmedlemmer fra andre lande og en øget brug af internationale ekspertbedømmelser – de såkaldte peer reviewere.
jø

Uni-Evalueringen afviser: ‘Vi har ikke lagt os fast

Uni-Evalueringens panel havde en overeksponeret interesse for ‘fusionerne’, og det dominerede helt vores besøgsrunde-møde med panelet, lyder det i rapporter fra menige universitetslærere, som deltog i vip-delegationer på de enkelte universiteter, der havde panelet på visitter i sidste uge.

 En fra KUs delegation fortæller: ”I den første time spurgte de mest ud fra fusionsperspektivet, som jo forvrider helheden en del. Først ti minutter før tid åbnede panelets mødeleder for andre spørgsmål, fx om frihedsgraderne. Men den del af mødet blev præget af, at mødelederen virkede meget optaget af ’effektivitet’, som jo i et vist omfang kommer i konflikt med en analyse af frihedsgraderne …”

 På SDU var der fem kvarters audiens, hvor tre fjerdedele af visitten gik med at fusionstemaet: ”Forkvinden var venlig, men bestemt. Hun ville tale fusioner: Hvad var godt og skidt for den indfusionerede part? Hvordan ville det gå fremover? Og så videre”, fortæller en deltager.

 Og oplevelsen i Aarhus var den samme: ”Samfundsvidenskab har lavet en fin, dokumenteret kritik af den manglende medindflydelse og frihedsrammerne. Den var oversat til engelsk og fremsendt til panelet to uger før mødet. Den havde de aldrig modtaget, sagde de”, fortæller en af deltagerne. ”Formanden og den anden fra panelet, som vi mødte, var tilsyneladende kun interesserede i fusionernes ‘gavnlige effekter’, og da der var 10 minutter tilbage spurgte vi høfligt, om de ikke ville høre om vores erfaringer med medindflydelse og forskningsfrihed m.m.? Og så henviste de til, at de jo har Capacents rapporter …”

 

Rapporterne støtter DM-formand Ingrid Stages påstand om, at panelet var “fusionsfikseret” - hvilket fik Stage til at konstatere, at panelet øjensynligt har lagt sig fast på ministeriets udlægning: At der ikke er problemer med medindflydelsen og forskningsfriheden – og med loven.

 Panelet bag Uni-Evalueringen vil ikke kommentere Stages påstand om ’fusionsfiksering’, for panelet vil ikke udtale sig mere specifikt om sin arbejdsform eller metode:

 “Men Ingrid Stage mere end antyder, at vi har lagt sig fast på et bestemt fokus på den danske universitetslov. Denne udlægning kommer meget bag på os. Efter besøgsrunden har vi nu fået et overblik, men er endnu ikke kommet til nogle endelige konklusioner”, udtaler panelformanden Agneta Bladh. ”Evalueringens mandat er flersidet, og panelet fokuserer selvsagt på alle aspekter. Og panelets rapport vil blive baseret på både skriftligt materiale og på indtrykkene fra besøgsrunden”.

 Panelet pudser sine vurderinger og anbefalinger af ved et afsluttende møde d. 2. november, hvorefter evalueringsrapporten afleveres inden årsskiftet.

 

 

DMs formand: Ingen illusioner om uni-evalueringen

Fredag slutterUni-Evalueringens ugelange besøgsrunde på universiteterne m.fl. Og for DMs formand Ingrid Stage var hendes visit ikke en positiv oplevelse:

 ”Komiteens fokus og spørgsmål til os gav et indtryk af, hvad de er interesserede i. Og det var meget bekymrende. Med alt det som er kommet frem – underskriftsindsamling, FORSKERforums forskerundersøgelse, Capacents undersøgelser osv. – vurderede jeg optimistisk, at det vil være meget svært for komiteen bag evalueringen at komme udenom spørgsmålene om den akademiske frihed og medindflydelse – og dermed om en uundgåelig lovrevision. Men jeg er blevet kaldt tilbage til virkeligheden: De er ikke interesserede i, hvad det menige akademiske samfund mener. De har andre dagsordener”.

 DMs formand Ingrid Stage var formand for en AC-forskerdelegation, der har haft foretræde for Uni-Evalueringen for at præsentere det ’menige forskersamfunds’ vurderinger af universitetsloven og universiteternes vilkår.

 ”Indtrykket var foruroligende. Vi repræsenterede den eneste rene besøgsdelegation, der varetager universitetslærernes interesser og vurderinger. Men jeg følte ikke, at vi blev taget særlig alvorligt. Vi havde på forhånd indsendt vores anbefalinger, men dem var de slet ikke interesserede i at bore i. I stedet gik tre fjerdedele af tiden med at de udspurgte os om fusionserfaringer og –gevinster”.

 ”Det så ærlig talt ud som om de har lagt sig fast på ministeriets udlægning om, at alt står vel til og at der ikke er behov for en lovrevision hvad angår frihedsgrader, styring ovenfra osv. Og når vi kom med indspark om de meniges oplevelser, blev vi affærdiget med, at det har de allerede hørt”.

 Ingrid Stage var overrasket over fusionsfikseringen: ”Det kom bag på mig. Det var godt nok Regeringens første udspil til kommissorium, men det komissorium fik Socialdemokraterne gjort meget bredere, så evalueringen også skal handle om universitetslovens frihedsgrader mmm. Men panelets dagsorden domineres alligevel helt af fusions-temaet …”.

Finanslovsforslag 2010: Grine eller græde?

Finansministeriets egen analyse fra McKinsey fortalte, at humanioras og samfundsvidenskabs taxametre er 12.000 kr. for lave. Alligevel foreslår Regeringens finanslovsforslag kun en forhøjelse på 2.000 kr. – eller svarende til 100 mio. kr. ekstra.

 ”Skal man grine eller græde”, spørger ACs til tirsdagens finanslovsudspil fra Regeringen. AC har nemlig satset politisk energi på netop en forhøjelse af taxametrene, men udspillet ”skuffer fælt”: ”Det er nærmest en hån mod universitetsuddannelserne. AC finder det dybt kritisabelt, at Regeringen signalerer forståelse for det uholdbare i underfinansieringen, men samtidig udviser en total mangel på vilje til at løse problemet” (se AC.dk).

 Videnskabsministeren bobler derimod over at begejstring i sin pressemeddelelse: På trods af lavkonjuktur ”overopfylder” Regeringen forskningsmålene.

  ”Forskningsmålet er nået – med top på”, siger Helge Sander med henvisning til, at Regeringen formelt opfylder Barcelona-målet på 1,0 pct. af BNP af offentlige bevillinger til forskning. Med finanslovsforslaget udgør de offentlige forskningsinvesteringer 1,04 pct. (se vtu.dk). 

 

Regeringens hovedbevilling, som løfter Barcelonamålet, rettes ikke direkte mod forskningsindsatser, men mod modernisering af universiteternes naturvidenskabelige og tekniske laboratorier. Det skal finansieres med tre mia. kr. fra Globaliseringspuljen (plus frigivelse af tre mia. fra universiteternes husleje-opsparing). Men den finansieringsform er helt uholdbar, mener AC, for:Globaliseringspengene bruges dermed slet ikke på det, som Regeringen havde lovet: ”Det er både småligt og forkert af regeringen, at der lægges op til, at halvdelen af de 6 mia. kr. i Globaliseringsmidlerne skal tages fra midlerne til den aktive forskning”. Også arbejdsgiverne i Dansk Erhverv spørger, om Regeringen “hellere vil investere i maskiner end i mennesker?”

 Reaktionen fra de samlede universitetstoppe – bestyrelsesformænd og rektorer – i DANSKE UNIVERSITER er bemærkelsesværdigt logrende i en pressemeddelelsen (se dkuni.dk). Herfra udtrykker man glæde over, at Barcelonamålet formelt nås, og man udtaler sig ikke kritisk om, at pengene især går til investeringerne i laboratorier:

 ”Det er rigtig glædeligt at se, at regeringen fastholder tempoet i forskningsinvesteringer også i krisetider, og forslaget om at anvende 1 mia. om året fra globaliseringspuljen i de næste 3 år som supplement til de 3 mia., der er opsamlet”, siger rektorformand Jens Oddershede. 

 Universitetstoppene er også taknemmelige for, at der er taget fat på “genopretningen” af universiteternes taxametre.

 Kommentaren vil tydeligvis ikke provokere Regeringen eller Videnskabsministeren, for universitetsledelserne lægger billet ind på fremtiden, når de ”håber”, at hovedparten af 881 mio. som endnu ikke er udmøntet, vil tilgå universiteterne som basismidler.

Capacent: Uni-ledere kritiserer ’detailstyring’ udefra

Det passer danske universitetsledere udmærket, at de har fået mere magt. De har især indflydelse på forsknings- og undervisnings-strategier, i mindre grad på finanser og personale. Og jo højere oppe i systemet, jo nemmere har ledere ved at navigere og jo mere beslutningsrum har de.

 Sådan lyder universitetslederes oplevelse af deres frihedsrammer efter universitetsreformen 2003 ifølge  konsulentfirmaet Capacents analyse (se L4 om ledernes frihedsrammer)

 Men det større ledelsesrum er dog langtfra idel lykke, for lederne mærker en stor politisk styring udefra: ”Generelt opponerer lederne kraftigt imod en udpræget detailstyring fra politikere og Videnskabsministeriet. De oplever styringen som et udtryk for mangel på tillid til universiteternes egen dømmekraft, og det opleves som noget ironisk, at Universitetslovens egentlige intention var at give universiteternes større grad af frihed. Og det gælder såvel for forskningsbevillinger som for uddannelsessiden. De politiske hensigter forekommer ikke altid klare og udviklingskontrakter fungerer i øvrigt bedre nogle steder end andre” (s.4).

 Rapporten fortæller, at især institutledere oplever manglende sammenhæng mellem de politiske mål og så bevillinger, mens Rektorer slet ikke oplever det sådan (s.27) Men Capacent sætter ikke tal på, hvor stor en del af universitetslederne, der oplever ministeriel detailstyring. Det fortælles, at også eksterne interessenter (fx bestyrelsesmedlemmer udefra) kritiserer detailstyringen: De støttede egentlig 2003-lovens intention om at give universiteterne ”frihed under ansvar”, men sådan er virkeligheden ikke blevet, trods de politiske løfter herom (s.23).

 

Mens lederne vurderer deres egne navigationsrammer positivt, så vurderer mange deres menige medarbejderes frihedsrammer negativt: ”Ifølge de fleste universitetsledere er forskningsfriheden uheldigvis stærkt influeret af, at nogle forskere er forhindret i at undersøge særlige temaer på grund af manglende bevillinger, hvilket forhindrer ny og potentiel vigtig forskning. I dag er det nemlig sådan, at forskningsbevillinger gives, hvis deres fremtidige afvikling kan forudses, hvilket påvirker forskningsfriheden negativt. Det har som konsekvens, at konkurrenceudbydelse begrænser forskningsfriheden, idet det ikke er i forskningens natur at producere bestemte resultater efter en forud lagt (tids-) plan. De fleste ledere mener derfor at flere bevillinger bør gives som basisbevillinger til universiteterne” (sammenfatningen s.3).

Capacent: ’Sektorforskningens’ rammer forringede

I almindelighed føler ’sektorforskere’ ikke, at deres forskningsfrihed anfægtes. De bliver respekteret i ministerierne, og har forståelse for den politiske proces, som ministerierne er part i. Forskerne har noteret sig debatten om ’sektorforskningens’ frihedsgrader, og de er meget bevidste om, hvor vigtig forskningens autonomi er for myndighedsbetjeningens troværdighed. Men forskerne har forskellige oplevelser af frihedsgraderne i praksis, fortæller konsulentfirmaet Capacents analyse af ’sektorforskernes’ arbejdsvilkår, baseret på spørgeskemaundersøgelse og interviews i april/maj (se rapport L1 om ’sektorforskning’).

 ”Almindeligvis oplever forskerne en høj grad af forskningsfrihed. På trods heraf, indikerer de at de i nogle situationer oplever, at forskningsfriheden er blevet begrænset af politiske hensyn – fx når publikationstidspunkter er blevet udsat eller når projekter er blevet afbrudt, fordi resultaterne var ubekvemme for ministeriet. Men disse typer af problemer opstår kun meget sjældent”, konkluderer rapporten, uden at fortælle, hvor ofte den slags kontroverser opstår og hvor mange forskere, som konkret har oplevet den slags. (FORSKERforums 2009-forskerundersøgelse fortalte, at 55 pct. af ’sektorforskerne’ afviste, at deres sektor laver ’bestillingsforskning’, mens et mindretal på 28 pct. medgav, at det kunne være tilfældet i kontroversielle sager).

 Det ofte rejste spørgsmål om forskernes ageren i en gråzone omkring ministeriers politisering omtales kort i rapporten som at ministerier meget ofte er involveret i hele udredningsprocessen, og at forskerne i større projekter har ’følgegrupper’, hvor kontraktparten sidder med. Men rapporten fortæller ikke, om der kan være problemer heri – andet end at forskerne i nogle sager oplever, at ministerierne prøver at presse mere ud af opgaven end kontrakten foreskriver og at forskerne er frustrerede over, at ’myndighedsbetjening’ ikke er meriterende (s.14).

 FORSKERforums forskerundersøgelse fortalte, at indfusioneringen af sektorforskningen under universiteterne har været en fiasko, idet kun 14 pct. af forskerne vurderede, at fusionen har været en forbedring af arbejdsvilkårene, mens 52 pct. mente, at den havde forværret vilkårene (se FORSKERforum 224).

 Capacents analyse tegner et noget mere positivt og nuanceret billede: De ’sektorforskningsansatte’ på universiteterne oplever fusionen som positiv og en styrkelse af det akademiske arbejde. En nærmere granskning af svarene afslører imidlertid, at på universiteterne med megen sektorforskning (Aarhus og DTU) oplever de menige ’sektorforskere’, at der er sket en forringelse af deres organisatoriske og økonomiske rammer efter fusionen. Det aspekt forties i Capacents analyse (s.19).

 Hvad angår forskningsfriheden, så viser en anden Capacent-rapport, at ’sektorforskerne’ oplever denne som forringet efter indfusioneringen (se rapport L4 om forskningsfrihed). Her afsløres det i øvrigt, at 25 pct. af  ’sektorforskerne’ oplever, at ministerier blander sig i deres udredningsprocesser, mens 14 pct. oplever, at ministerierne blander sig i deres forskningsrapportering (s.43). Men denne indblanding diskuterer Capacent ikke som et systemproblem – derimod afdramatiseres indblandingen ved at henføre den til forskernes voksende afhængighed af strategiske forskningsmidler (som binder forskernes valg af forskningstema).

Capacent: Mindre forskningsfrihed siden 2003

Danske universitetsforskere har oplevet en markant forringelse af deres universitets forskningsfrihed og deres individuelle forskningsfrihed siden universitetsloven blev indført i 2003. Og så oplever de en voksende politisk styring. Men forskerne udtrykker på trods heraf alligevel tilfredshed med deres aktuelle, personlige frihedsgrader …

 Sådan lyder hovedkonklusionen i konsulentfirmaet Capacent delrapport om ”forskningsfrihed”, som skal indgå i Uni-Evalueringens baggrundsmateriale (se rapport L4 om forskningsfrihed).

 Delrapporten er baseret på spørgeskemaundersøgelse blandt danske forskere, hvoraf 63 pct. fortæller, at de har fået arbejdspålæg fra deres institutleder, især om undervisning, vejledning og administration. Men mange har også fået forskningspålæg; Hver tredje DTU-forsker har fået specifikke forskningspålæg (inkl. ’sektorforskere’), hver fjerde i Aarhus har fået det (inkl. ’sektorforskere’), mens det måske overrasker, at hver femte på KU har fået det (ekskl. ’sektorforskning’) (s.34).

 Det fremgår, at 87 pct. af danske forskere selv har kunnet vælge deres forskningsemne de seneste to år, mens Capacent-konsulenterne ikke kalder det alarmerende, at de sidste 13 pct. – eller hver ottende forsker – ikke har kunnet det (s.28). Det fremgår også, at 10-15 pct. af alle har oplevet den friheds-begrænsning at måtte skrinlægge forskningsprojekter, fordi lederen ikke støttede projektet (s.38).

 Men pålæg er ikke hovedbegrænsningen for forskningsfriheden, konkluderer Capacent. Frihedens begrænsninger er overvejende indirekte, nemlig manglende ressourcer. Flere og flere forskere oplever, at de ikke kan få den nødvendige bevilling til den slags forskning, som de selv vurderer som forskningsmæssigt vigtigst.

 Flertallet af forskerne oplever, at der har været en bevægelse mod voksende afhængighed af ekstern finansiering. Hele 53 pct. af universitetsforskningens (inkl. ’sektorforskningens’) forskningsressourcer stammer nu fra eksterne kilder (s.26).

 Og der foregår en strategisk styring: “I ansøgningerne om eksterne bevillinger tvinges forskerne til at rette eller tilpasse deres forskning i en bestemt retning, og det opleves almindeligvis som en kompromittering af deres forskningsfrihed”, konkluderer Capacent (s.3).

 Og forskerne oplever i voksende grad en direkte politisk styring, idet bevillingerne til strategiske formål vokser (fx til Det strategiske Forskningsråd) på bekostning af de frie puljer hos De frie Forskningsråd: ”Prioriteringer og strategier i Det strategiske Forskningsråd opleves som diktater fra det politiske system, hvilket tilmed gør afhængigheden af støtte herfra til en endnu større trussel mod forskningsfriheden” (s.4 – s.14).

 Rapporten vægter i det hele taget økonomiens begrænsning af forskningsfriheden over andre faktorer. Dens underliggende konklusion lyder dermed, at forskerne såmænd er tilfredse nok med systemet, hvis der ikke var for få penge og for meget strategisk styring. Og dermed undlader rapporten at analysere det, som har fyldt meget i debatten om universitetsloven: Lederens ”instruktionsbeføjelse” som bl.a. Videnskabernes Selskab har krævet fjernet .

Næste side »