Makværk fra McKinsey

2.UDGAVE. Nogle universitetsstudier er underfinansierede og det betyder, at nogle studerende kun får fire timers undervisning om ugen. Det fik Jesper Langballe (DF) til i dagens morgennyheder til at konkludere, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige studier er ”voldsomt udsultede” og at taxametrene skal forhøjes. Med Dansk Folkeparti bag, tegner der sig dermed et politisk flertal uden om Regeringen i den sag. 

 Det er den kontante politiske respons på en rapport, som Finansministeriet havde bestilt hos konsulentfirmaet McKinsey. Og mens Finansministeriet nok havde håbet på en konklusion om, at der ikke er problemer med taxameter-størrelsen, så rammer rapportens tal nu ministeriet som en boomerang.

 MCKinsey-rapporten har været kilde til kontrovers i flere måneder. Folketingets forligskreds om universiteter havde bedt Finansministeriet om 1) en belysning af taxametrene og 2) en belysning af balancen mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler. Men opgaven blev i Finansministeriet omformuleret til også at omfatte en organisationsanalyse (omkostningsfordeling og ressourceforbrug). Det protesterede rektorerne imod.

 Men nu foreligger rapporten så (se rapport) – og rektorerne kan ikke være utilfredse med rapportens påvisning af de utilstrækkelige taxametre. Mens taksterne til humaniora og samfundsvidenskab ligger på 40.400 kr., så er universiteternes reelle omkosninger på 52.000, fortæller rapporten. Rektorerne undrer sig dog over, at McKinsey ikke har analyseret de kvalitetsmæssige konsekvenser af underfinansieringen, fx de didaktiske eller de studerendes oplevelse: ”Ved at læse rapporten kan man få det indtryk, at det er godt med mange konfrontationstimer, men det må vel afhænge af hvilke typer undervisningstimer, der er tale om?” – lyder rektorernes retoriske spørgsmål.

 Andre dele af rapporten mødes af kritik i mere eller mindre hårde toner. Rektorkollegiets formand Jens Oddershede prøver at holde sig på forhandlingsbanen ved at bruge blødere udtryk som ”rodet” og “nu må vi nærlæse” (se pressemeddelelse), mens andre rektorer mere ligeud kalder den ”makværk”: McKinsey mangler fuldstændig indsigt i universiteters opbygning og driftsvilkår; den sammenligner pærer og bananer, lyder omkvædet.

 Rapportens analyse af balancen mellem basismidler og (eksterne) konkurrencemidler udarter i en stærkt politiseret konklusion, om at konkurrence skærper kvaliteten og effektiviteten: De flittigste forskere er bedst til at få eksterne bevillinger (s.7). Men det er en ”fuldstændig misforståelse”, siger rektorerne, for det ligger jo i konkurrence-systemet, at forskere, som får eksterne forskningspenge skal forske ekstra og dermed ”frikøbes” fra andre opgaver.

 Rapportens farligste aspekt for universiteterne ligger imidlertid i konstateringen af, at universiteterne kun bruger 69 pct. af deres ressourcer på de egentlige formål (forskning uddannelse, rådgivning og formidling) og hele 31 pct. eller 6-8 mia. kr. på “administration”. Rapporten konstaterer dramatisk, at universiteternes administration er dobbelt så dyr som internationale industrifirmaers. Universitetsrektorerne protesterer mod, hvad McKinsey rubricerer som “administration” (fx vejledning og eksamen, myndighedskrav og akkreditering) og mod sammenligningen med private sektor.

 Men McKinseys særlige interesse i administrationsdata kan skyldes, at de 6-8 mia. dermed kan indgå i et Finansministerielt spare-spil, dvs. pålæg om administrative effektiviseringer, der skal betale taxameterforhøjelser (og de udlovede globaliseringsmilliarder, som Regeringen endnu ikke har finansieret). 

 Og der er gået politik og konspiration i sagen, for Finansministeriet har vredet arm på Videnskabsministeriet, som pludselig har påtaget sig medejerskab til den kontroversielle rapport. Mens McKinsey nemlig startede alene som et Finansministerielt projekt, så står der i gårsdagens pressemeddelelse, at det er de to ministerier, som sammen har bestilt den. Og i en pressemeddelelse annoncerer Helge Sander tilmed, at rapporten sætter en ny dagsorden; nemlig at den skal bruges til “en dialog med universiteterne om tilrettelæggelsen af de administrative opgaver”. Det skal ske i eftersommeren, tilfældigvis samtidig med at finansloven forhandles. 

Internationale eksperter dumper dansk uni-lov

“Den danske universitetslov og dens praksis er et meget usædvanligt – politiseret – system set i sammenligning med andre europæiske lande. Balancen er tippet; den eksterne økonomiske og politiske indflydelse har overtaget, så det faktiske selvstyre er reduceret. Og det er diskutabelt, hvorvidt der er tale om et ‘uafhængigt universitet’ i traditionel forstand. Jeg forudser, at det vil destabiliserer det akademiske arbejde, i hvert fald på længere sigt, fordi forskere fra udlandet ikke vil rekrutteres til et så styret system. Og jeg forudser, at kvaliteten vil også falde, fordi videns-gennembrud opstår, hvor forskerne har reel forskningsfrihed”.

 Den uafhængige engelske universitets-ekspert Brian Everett er ikke i tvivl om, at den danske universitetslov er den mest politisk styrede og kontrollerede i den vestlige verden. Det konstaterede han ved DMs universitetslovs-konference d.d. 

 ”Det måske mest enestående og karakteristiske er, at systemet er så politiseret: Der er ingen buffer mellem universiteterne og Regeringen, hvilket eksemplificeres ved at der indgås ‘udviklingskontrakter’ direkte mellem de to parter - og det er helt enestående. Også den kollegiale medfindflydelse er fjernet; der er ingen kontakt mellem den magtfulde ledelse og så det menige akademiske samfund”, sagde Everett, som i ti punkter eksemplificerede de manglende danske frihedsrammer, bl.a. at rammen for den individuelle forskningsfrihed er lovmæssigt begrænset, at forskerne skal holde sig inden for bestemte strategier, at Rektor kan styre og ignorere Akademisk Råd – og altså at ministeriet kan styre og kontrollere universiteternes aktiviteter.

 Også andre internationale universitetseksperter kom med lignende bedømmelser. Bastian Baumann, generalsekretær for en europæisk tænketank, undrede sig over, hvordan et universitet kan kaldes ‘uafhængigt’ og tillægges  ’selvstyre’, når dets øverste organ (bestyrelsen) pr. lov skal have eksternt flertal.

  Og Terrence Karran - hvis ‘frihedsranking’ placerede Danmark på næstsidste-pladsen i en sammenligning af ‘frihedsrammerne’ i 27 lande (2007) - undrede sig over, hvordan Helge Sander kunne slippe afsted med at affærdige denne sammenligning som “en kunstig liste” og i øvrigt mistænkeliggøre listen ved at undre sig over, at alle de gammelkommunistiske lande lå højest på listen:

 ”Det er selvfølgelig, fordi deres universitets-rammer er præget af deres erfaringer med ufrie universiteter under kommunismen! Men ministeren ønsker åbenbart ikke at sætte sig ind i, hvilke kriterier der karakteriserer ‘akademisk frihed’. Man kan undre sig over, at en Videnskabsminister kan argumentere så bemærkelsesværdigt udannet, og åbenlyst afsløre at han ikke ved og ønsker at diskutere, hvad der egentlig kendetegner det klassiske universitet”.

KU-rektoren: Ministeriets selektive frihedsbeskrivelse

Ministeriets fremstilling af universiteternes og forskningens rammer er rosenrød – det er en selektiv beskrivelse af de faktiske vilkår. Sådan lyder omkvædet  i KU-rektor Ralf Hemmingsens høringssvar på  Videnskabsministeriets ‘frihedsgrade-notat’ (se ministeriets ‘manual’). KUs svar er en –  hidtil uset – barsk kritik af ministeriets virkelighedsopfattelse.

 Svaret konstaterer, at Universitetsloven er en rammelov, hvis intention var at give universiteterne større selvstyre, men denne rollefordeling er ikke frigjort. Tværtimod er KU ofte blevet præsenteret for ministeriel detailstyring på “ethvert område, fra struktur over løn/ansættelse til akademiske spørgsmål vedrørende studier og forskning. Denne detailstyring har ikke fuldt ud givet KU en reel chance for at at agere og styre baseret på universitets akademiske viden, som det var intenderet i loven”, lyder KU-rektorens overordnede kommentar, som garanteret er tjekket af med bestyrelsesformand Bodil Nyboe Andersen. 

 I en nøje gennemgang af ministeriets ’frihedspapir’ hudflettes dette som et skønmaleri.  Ministeriets konstatering af, at der er bevilget udvidede frihedsgrader på 9 områder ud af 10 kaldes “et bemærkelsesværdigt positivt portræt”, for KU oplever såvel processen som de opnåede konsevenser som “yderst utilfredsstillende”: I realiteten er 9 ud af de 10 udvalgte områder irrelevante for den faktiske virksomhed og indebærer dermed ingen udvidelse af universiteternes selvstyre.

Frihedspapiret beskriver ikke på tilfredsstillende måde universiteternes begrænsede muligheder for at opfylde langtidsmål på forskning og uddannelse. Og Regeringens økonomiske konkurrence-udbydelse – “udlevering til de frie markedskræfter” - samt den politiske øremærkning af forskningspenge modarbejder universiteternes mulighed for at opstille og realisere langtidsmål.

 KUs høringssvar kritiserer seksten konkrete beskrivelser i ministeriets manual. Omkvædet er, at der tegnes et skønmaleri af virkeligheden. KU korrekser på centrale felter fremstillingen og foreslår konkrete sletninger eller drastiske ændringer eller tilføjelser. Ordvalget lyder “KU er uenig i …”  eller “Det er en ukorrekt beskrivelse …” eller “svarer ikke til KUs forståelse” eller “KU er overrasket over …”, og det ligner den skarpeste kritik fra en universitetstop af Helge Sanders forvaltning i otte år.

KU undrer sig over, at manualen undlader at omtale problemer eller områder, som har været til debat. Mest centralt for KUs ledelse er måske økonomisk selvstyre, hvor ministeriets papir helt undlader at beskrive de faktiske selvejer-forhold til fx bygninger. Og hvad angår detailstyring af uddannelserne siges, at manualens beskrivelser ikke er direkte ukorrekte, men de ignorerer fuldstændig omkostnijngerne ved detailstyringen. Og manualen fortier helt den voldsomme konflikt, der har været om publikationsmålinger m.m. (ku-horingssvar)

 KUs høringssvar skal indgå i Uni-Evalueringens arbejde. Ministeriet har dikteret en lukket procedure, så ministeriet nu slutter runden med at kommentere KUs svar. Men KU vil ikke finde sig i at ministeriet får det sidste ord, så KU kræver en replik …

Aarhus-ledelsen: For meget detailstyring

Universitetsloven giver ikke automatisk ’selvstyre’ – derimod er der 48 bemyndigelser til ministeren, som bruger disse lovlig flittigt til ’øget bureaukratisering og kontrol’. Der er ikke altid overensstemmelse mellem de politisk udmeldte intentioner om frihedsgrader og selvstyre, og så ministeriets konkrete regulering. Det er dog ikke universitetsloven, derimod loven som bemyndigelseslov, som er problemet.

 Sådan lyder det i AU-rektor Lauritz Holm-Nielsens høringssvar på Videnskabsministeriets ’frihedsgradepapir’ – ministeriets ’manual’ for, hvad universitetstoppen kunne melde ind om ‘frihedsgrader’ til den igangværende Uni-Evaluering.

 Af ministeriets udlægning fremgår, at ministeriet har levet op til de officielle succeskriterier ved at 8-9 ud af 10 frihedsgrader er gennemført, men det er ‘ikke retvisende’, mener Aarhus, for i praksis handler ofte om forvaltningsområder, som er til løbende forhandling. Aarhus undrer sig også over ministeriets konklusion om, at universitetet har fået frihed på områder som forenkling af taxametersystemet og udvikling af nye uddannelser.

 På personaleadministrationen har Aarhus ikke fået frihedsgrader: Hvorfor er der en meget detaljeret bekendtgørelse for ansættelser ved universiteterne, mens den ikke findes for andre statslige institutioner, fx for Videnskabsministeriets område? – spørger Aarhus, som konkret kræver at det skal være simplere at foretage kortere tidsbegrænsede ansættelser. Og så skal det være langt friere at forfremme en lektor til professor uden at skulle gennemføre en ny ansættelsesprocedure. Rektor eller dekan bør kunne fastlægge en passende bedømmelsesprocedure.

 Og hvad angår økonomien kræver Aarhus mere reelt (bygningsmæssigt) selveje, dvs. ”en passende egenkapital”. Det gøres bl.a. med henvisning til, at ven Finansministeriel tænketanks åbning for, at universiteterne skal kunne have en egenkapital svarende til 15 pct. af omsætningen. Et konkret forslag fra AU lyder, at universiteterne får indskudt en egenkapital svarende til en måneds bevilling.

 Også evaluering og godkendelse af nye uddannelser kritiseres. Selve akkrediterings-proceduren er ’voldsomt tung og bureaukratisk og virker konserverende’. Og de godkendelseskriterier, som handler om relevans og samfundsbehov er også konservative.

 Aarhus-ledelsen kritiserer den faktiske detailstyring, men kun den styring som topledelsen gerne vil være fri for. Høringssvaret kommenterer ikke lovens mangel på medindflydelse for de menige. Men hvad angår temaet ’akademisk frihed’ henviser Aarhus-rektoren til en gennemgående indmelding fra de menige forskere, at de følte sig langt mere truede af finansieringsformernes konsekvenser for forskningsfriheden end andre trusler. Konkurrence og placering af programmer betyder binding af frie midler samtidig med at forskerne er tvunget til at løbe efter penge ud fra de ”finansielle muligheder og politiske signaler”.

Uni-Evaluering: Politiseret frihedsgrade-notat

Hvordan universiteternes bestyrelser og de ansatte ledere fungerer, er ikke noget, som er omfattet af den igangværende Uni-Evaluering, for det står ikke i evalueringens kommissorium. Selv om styrelsesformen er noget, som mange ansatte opfatter  som ret vigtigt for medindflydelsen og frihedsgraderne, så kan I godt lade være med at komme med kommentarer hertil….

Sådan lød det indledende budskab i et såkaldt ”frihedsgrade-notat” , som  Universitetsstyrelsens chef Jens Peter Jakobsen d. 2. april udsendte til universiteternes ledelser som manual for bestyrelsers og rektorers kommentarer til frihedsgraderne - “et tematisk opbygget papir, der beskriver de styringsmæssige rammer for universiteterne, dvs. de juridiske, finansielle og dialogbaserede styringsredskaber”.

Selv om manualen blokerede for, at universiteternes ledelser ikke måtte kommentere det centrale tema, så kunne manualen ikke nære sig for at kommentere emnet ”medbestemmelse for ansatte”. Manualen konstaterer fx, at de ansatte i Akademisk Råd har (stor) indflydelse igennem deres rådgivende funktion, hvor Rådet ”skal udtale sig til rektor om intern fordeling af bevillinger og om centrale strategiske områder” (s.8). Forpligtelsen fastslås som et “skal” , på trods af, at virkeligheden på især DTU har vist, at Rektor fuldstændig har retten til at styre dette ved at han kan forelægge, hvad der passer ledelsen.

Manualen omtalte  juridiske og økonomiske virkemidler, samt ”dialogbaserede virkemidler”, især ”udviklingskontrakten”, der angiveligt er en ligesidet forhandling (s.4). Til kritikken af det ureelle selveje og af detailstyring noterede notatet, at der er ”armslængde”: Universiteter er ikke under ”instruktion” fra Videnskabsministeren (s.5).

Og hvad angår det vigtigste – økonomien – fastslog notatet, at universiteterne lige så godt kan indstille sig på, at forskningens konkurrence-streng skal forøges ”indtil et vist niveau”, jf. Regeringens Globaliseringsstrategi (s.19).

Med manualen for, hvad der må kommenteres på, er Videnskabsministeriets styring af Uni-Evalueringen helt usminket. Aarhus Universitets ledelse undrer sig da også over proceduren i deres høringssvar. Temanotat bærer ”præg af afsenderens holdning og interesser”, fordi det er ”ministeriets holdninger” og positive vinkling til statslig regulering og kontrol samt til konkurrence, som fremgår.

Aarhus-rektor Lauritz Holm Nielsen undrer sig da også over den politiserede procedure, hvor ministeriet lægger rammen for, hvilken virkelighed, universiteterne må kommentere på. Men ikke nok med det: Når universiteterne har svaret, vil ministeriet såmænd kommentere dette. Ministeriet får således både det første ord med manualen og det sidste ord over for Evalueringskomiteen..l.

Det fremgår ikke, om det er almindelig praksis ved evalueringer. Men den ”uafhængige” Evalueringskomite har nikket ja til proceduren.

Universitetslærers arbejdsuge: 47 timer

Universitetslærere arbejder gennemsnitligt 47 timer om ugen. Og det er de ældre i faste stillinger, som arbejder mest. Jo ældre og jo højere på karrierestigen, des flere bundne opgaver og des længere arbejdsdage: Professorerne topper med gennemsnitligt 51-52 timer, lektoren bruger 47 timer, de videnskabeligt løstansatte bruger 42-44 timer. 

Det fortæller FORSKERforums forskerundersøgelse, som blev gennemført af analysefirmaet Synovate (tidl. Vilstrup) i marts måned 2009 og som omtales i den papirudgave  af FORSKERforum, som udkommer i dag. (Synovates undersøgelse med højaktuelle data på universitetslæreres og ’sektorforskeres’ arbejdsvilkår m.m. kan samtidig downloades fra hjemmesiden).
 Undersøgelsen fortæller, hvad de enkelte stillingsgrupper bruger af tid på universitetets hovedopgaver: Professorerne forsker lidt mere end lektorerne (16-18 timer mod 15 timer/ugentligt). Lektorerne underviser og forbereder sig mest (16 timer), mens professorerne til gengæld administrerer mest (11 timer). Ikke overraskende bruger de yngre i karreriestillinger (post.doc.’er og stipendiater) mest tid til at forske (26-30 timer).

Undersøgelsen spørger også til arbejdsbelastning, stress og helbred. Den lange arbejdsuge betyder, at mange universitetslærere føler, at de har svært ved at nå deres arbejdsopgaver (66 pct.) og dermed føler stress i hverdagen (54 pct.). Langt færre erklærer, at de kan nå deres arbejdsopgaver (15 pct.), og at de ikke føler stress i hverdagen (23 pct.).
 En stress-faktor kan også være det administrative arbejde, som optager 7-8 timer ugentligt, og som måske opfattes som en sur pligt. I hvert fald erklærer over halvdelen, at de har behov for administrativ aflastning (mens 23 pct. erklærer, at det gør de ikke, men det er typisk de yngre, som ikke er i faste stillinger, og som dermed ikke påtager sig denne type ’driftsopgaver’).
 Hele 28 pct. af universitetslærerne erklærer sig enige i, at de er så stressede, at det går ud over deres helbred (mens 48 pct. erklærer, at det gør de ikke).

Gennemsnitlig arbejdsuge: 47 timer

- for universitetslærere. For sektorforskere er den 42 timer

Universitetslærere har ingen øvre arbejdstid. Det er ingen ydre instans, som dikterer, hvornår arbejdstiden slutter. Og universitetslærere arbejder da også langt mere end samfundets arbejdstidsnorm på 37 timer – nemlig 47 timer i gennemsnit.
Det fortæller FORSKERforums forskerundersøgelse, som blev gennemført af analysefirmaet Synovate (tidl. Vilstrup) i marts måned 2009.
Knap 40 pct. af de universitetsansattes tid bliver brugt til forskning, knap 30 pct. på undervisning / forberedelse, mens 15 pct. bruges på administration. Den nye opgave ifølge Universitetsloven – formidling – fylder 7 pct.

10 timers forskning fortrænges ud i fritiden

Universitetslærere har nogle faste arbejdsopgaver, som skal udføres, fx undervisning med tilhørende forberedelse. Der skal også laves noget administration, for at hverdagen fungerer. Og endelig skal der også forskes, så man holder sin karriere i sporet.
Men meget tyder altså på, at det er forskningen, som fortrænges ud i tiden ud over de 37 normal-arbejdstimer. Universitetslærerne fortæller, at de gennemsnitligt bruger 17-18 timer om ugen på forskning – og populært sagt kan det siges, at de 10 af disse udføres ud over normalarbejdstiden eller i det, der for andre er ”fritiden”. Eller sagt på en anden måde: Hvis universitetslærerne gik hjem efter 37 timer, så ville de kun have lavet 7 timers forskning i stedet for de 17-18 timer …
På den positive side tæller dog, at fire ud af fem universitetslærere fortæller, at de har en fast aftale omkring overarbejde / afspadsering / overskudsbetaling. Men det fremgår ikke af undersøgelsen, om de samme universitetslærere faktisk udnytter dette, så de ikke udfører ’gratisarbejde’ i de mange overtimer. Tværtimod anfører kun hver fjerde universitetslærer, at der er en form for arbejdstidsregistrering på deres arbejdsplads, som kan danne grundlag for afvikling af overarbejde.
Også ’sektorforskere’ har også en længere arbejdsdag end normal-arbejdsmarkedet, nemlig på 42 timer ugentligt. Hos disse grupper er de store tidsforbrugere ikke uventet forskning og rådgivning eller myndighedsbetjening.

Stress og helbredspåvirkning

Den lange arbejdsuge betyder, at mange føler, at de har svært ved at nå deres arbejdsopgaver (66 pct.) og dermed føler stress i hverdagen (54 pct.). Langt færre erklærer, at de kan nå deres arbejdsopgaver (15 pct.), og at de ikke føler stress i hverdagen (23 pct.).
En stress-faktor kan også være det administrative arbejde, som optager 7-8 timer ugentligt, og som måske opfattes som en sur pligt. I hvert fald erklærer over halvdelen, at de har behov for administrativ aflastning (mens 23 pct. erklærer, at det gør de ikke, men det er typisk de yngre, som ikke er i faste stillinger, og som dermed ikke påtager sig denne type ’driftsopgaver’).
Hele 28 pct. af universitetslærerne erklærer sig enige i, at de er så stressede, at det går ud over deres helbred (mens 48 pct. erklærer, at det gør de ikke). Og der er et aldersaspekt:
”Universitetsræset kan man holde til, mens man er ung, og drømmen om og det store gennembrud stadig er i live. I de år har man et ekstra gear. Men med alderen virker belastningen hårdere – i takt med opfyldte eller ikke opfyldte ambitioner – og så sætter stressen ind”, konstaterer trivselsrådgiver.

jø

Se tema: Lange arbejdstider og stress s. 4-11 i det trykte blad

Universitetslæreres gennemsnitlige arbejdsuge: 47 timer

FORSKERforums forskerundersøgelse fortæller, hvad du gennemsnitligt bruger din arbejdstid på: Jo ældre og jo højere på karrierestigen, des flere bundne opgaver og længere arbejdsdage …

47 ugentlige arbejdstimer. Det tal fortæller et klart sprog om, at de universitetsansatte har en grænseløs arbejdstid, hvor arbejdspladsen eller personlige ambitioner eller kærlighed til jobbet styrer den del af livet. Men det tal kan også fortælle, at sektoren ikke har en arbejdstidsaftale med en fast, øvre arbejdstid, så de ansatte er tvunget til at lægge så mange timer, hvis man vil være universitetsansat…
Hvad der er motivforklaringen på de høje arbejdstider, fortæller FORSKERforums forskerundersøgelse (gennemført af analysefirmaet Synovate (tidl. Vilstrup) i marts måned) ikke.
Generelt bruges 40 pct. af de universitetsansattes tid til forskning, knap 30 pct. på undervisning / forberedelse, mens 15 pct. bruges på administration. Den nye opgave ifølge Universitetsloven – formidling – fylder 7 pct.

Jo ældre, jo flere bundne arbejdstimer

Det ugentlige arbejdstimetal varierer mellem de forskellige stillingskategorier. Tallene fortæller, at det er dem i faste stillinger, som har de længste arbejdstider. Professorerne har 51-52 ugentlige arbejdstimer og lektorerne 47. Og det, som især falder i øjnene er, at professorer og lektorer bruger 9-11 timer ugentligt på administration, fordi disse fastansatte står for institutternes driftsopgaver.
Og hvad angår undervisningen er det især lektorerne, som tager slæbet med 16 ugentlige timer afsat til dette. Også adjunkterne oplever, at de bruger meget tid på undervisning, men man må gå ud fra, at det særligt belastende er undervisningsforberedelsen, idet adjunkterne her er i en lærefase.
Ikke overraskende er grupperne med det højeste tidsforbrug på forskning de unge i karriere-stillinger, dvs. post.doc.’erne (26 timer) og ph.d.-stipendiaterne (30 timer).

Historisk: UFA-normen

Hvis man ser historisk på fordelingen af arbejdsopgaver, har disse ændret sig de sidste tyve år. Indtil midten af 1980’erne, hvor regeringen suspenderede UFA-normen (50-40-10 pct. på undervisning / forskning / administration), gik man ideelt set ud fra, at de fastansattes arbejdstider skulle fordeles efter normen.
Overført på nutidens 37 timers arbejdsuge skulle halvdelen således gå til undervisning /forberedelse, hvilket svarer til 2009-lektorens tidsbrug. Ideelt set skulle der således også være 15 timer til forskning, hvilket også svarer til lektorens tidsforbrug.
Ud fra UFA-normens logik er det imidlertid ekstraopgaverne, som tager lektorens tid. Hvor han kun burde administrere i 3,7 timer ifølge UFA-normen, så bruger han faktisk 9 timer på dette.
Og dertil kommer så de nye opgaver: formidling (3 timer) samt ansøgeri (2 timer). Det er opgaver, som hører de nye tider til, og som ikke var indregnet i UFA-normen.
På niveau med tidligere undersøgelser
De opgivne arbejdstider svarer til niveauet i tidligere undersøgelser, fx GALLUPs 1999, Bo Jacobsens fra 2009 samt analysefirmaet VILSTRUP gennemførte i marts 2006. I 2006-undersøgelsen var de ugentlige arbejdstimer for de enkelte ansættelsesgrupper:
2006         2009
Professorer:     51    52
Lektorer:     47    47
Adjunkter:     47    47
Ph.d.-stip:     41    51
Der er en påfaldende konsistens i datamaterialet i den anførte tiårs-periode, dvs. at niveauet er forbavsende ensartet. Der kan altså ikke konstateres stigende arbejdstids-krav til de ansatte i perioden, men den naturlige forklaring på dette kan være, at det er svært at udvide arbejdstiden ud over de 47 timer, som i den forstand kan opfattes som en maksimum-grænse for, hvad universitetslærere (gennemsnitligt) kan præstere. (Men den store konsistens i resultaterne over tid bestyrker også undersøgelsernes validitet).
Det er absolut påfaldende, at ph.d.-stipendiaterne i 2009 fortæller om arbejdsuger på hele 52 timer. Baggrunden for dette fortæller undersøgelsen ikke noget om. Blandt forklaringerne på den voldsomme afgivelse kan være, at ambitionsniveauet og kravene er steget voldsomt i de senere år, og konkurrencen om karrierestillinger er da også skærpet. Men forklaringen kan også være statistisk tilfældighed, fx at det er de mest tidsforbrugende ph.d.’ere, som har besvaret spørgeskemaet.

Forskningstiden et residual: 10 timers gratisarbejde

Universitetslærere har nogle faste arbejdsopgaver, som skal udføres, fx undervisning med tilhørende forberedelse. Der skal også laves noget administration for at hverdagen fungerer. Og endelig skal der også forskes, så man holder sin karriere i sporet.
Men meget tyder altså på, at det er forskningen, som fortrænges ud i tiden ud over de 37 normal-arbejdstimer. Universitetslærerne fortæller, at de gennemsnitligt bruger 17-18 timer om ugen på forskning – og populært sagt kan det siges, at de 10 af disse udføres ud over normalarbejdstiden eller i det, der for andre er ”fritiden”. På den positive side tæller dog, at fire ud af fem universitetslærere fortæller, at de har en fast aftale omkring overarbejde / afspadsering / overskudsbetaling. Men det fremgår ikke af undersøgelsen, om de samme universitetslærere faktisk udnytter dette, så de ikke udfører ’gratisarbejde’ i de mange overtimer. Tværtimod anfører kun hver fjerde universitetslærer, at der er en form for arbejdstidsregistrering på deres arbejdsplads, som kan danne grundlag for afvikling af overarbejde.
Også ’sektorforskere’ har også en længere arbejdsdag end normal-arbejdsmarkedet, nemlig på 42 timer ugentligt. Hos disse grupper er de store tidsforbrugere ikke uventet forskning og rådgivning eller myndighedsbetjening.

jø

Alder: Langtidsfrisk på retur

Forskerkarrieren er benhård konkurrence. I de unge år har man et ekstra gear, men med alderen sætter stressen ind, og så er det tid til at lægge nye strategier, siger trivselsrådgiver

Målet er deroppe. Øverst på bjergkammen. Ind imellem fortoner det sig mellem skyerne, andre gange ligger det badet i sollys. Men det er der. Og ligegyldigt hvor smukt der er på vej op ad bjergvejen, får du ikke lyst til at lægge cyklen i rabatten og dufte til blomsterne. Kun målet tæller, og nu er du der næsten.
”Det job, forskere har valgt, kan sammenlignes med et benhårdt Tour de France løb. Det gælder ikke at ligge på hjul i feltet, kun de allerforreste tæller – og i sidste ende er der kun én vinder. Én, der får Nobelprisen eller den store bevilling. Det ræs kan man holde til, mens man er ung, og drømmen om det store gennembrud stadig er i live. I de år er det som om, man har et ekstra gear, som præcis formår at trække en fri af feltet. Men hvis man ender med at indse, at man ikke kommer til Stockholm, når priserne overrækkes, eller at man hele tiden bliver bremset i sin forskning på grund af manglende bevillinger, så er det udmattelsen sætter ind. Så begynder man at mærke, man er stresset, og så er der behov for at gen-tænke ens liv”, siger Henrik Krogh. Han er oprindeligt uddannet kropsterapeut. I dag er han en af landets førende kapaciteter indenfor trivsel, forebyggelse og behandling af stress, og blandt sine kunder tæller han blandt andet virksomheder som SAS, Novo Nordisk og Coca Cola. Han kender med andre ord til både knuste drømme og nye mål, der bliver sat – og nået – når den rette motivation er til stede.
I sit daglige virke arbejder Henrik Krogh ofte sammen med forskere, og det er tydeligt for ham, at for rigtig mange betyder forskningen, at de tilsidesætter virkelig meget i livet for helt at fordybe sig i arbejdet.

Work-gasme

”Det er kendetegnende for folk med en stor passion, at de er i stand til helt at fordybe sig i den ene ting og føle, at det er det, der giver livet mening”, siger Henrik Krogh.
Passionen for faget og forskningen betyder, at man opnår et dopamin-rush, når tingene lykkes, og den rus er endnu mere afhængighedsskabende end kokain. Work-gasme, kalder amerikanerne det. Derfor er det svært at sige stop, svært at indse, at ens liv ikke kan fortsætte på denne måde for evigt.
”Når man har det sådan, bliver man helvedes sårbar – for nu at sige det lige ud – hvis man oplever, at man ikke kommer igennem med det, man ønsker. Får man ikke belønningen i form af den pris, den publicering eller den bevilling, man har ønsket, så tipper balancen”.
Og det er her, stressen sætter ind. For som alle ved, får man først for alvor stress, når tingene ikke lykkes, hvis man ikke når det, man vil.
I FORSKERforums undersøgelser fortæller to tredjedele af universitetsforskerne, at de har svært ved at nå deres arbejdsopgaver, og 54 procent føler sig stressede i hverdagen – hele 28 procent i en grad, så det går ud over deres helbred. De tal undrer ikke Henrik Krogh.

Forskerkarriere

At gøre forskerkarriere er et forhindringsløb i årevis. Først kandidat, så ph.d. og adjunkt. Og så måske en lektorstilling efter 6-10 års målrettet indsats. Samtidig skal der søges forskningsmidler, og det tager tid fra forskernes virkelig passion, nemlig selve forskningen. Samtidig er der nye love, strukturer og ledelsesformer, som skal accepteres.
”Reaktionen på nye tiltag har det med at komme forsinket. Mens det er nyt, har alle travlt med at tilpasse sig, men når støvet så småt har lagt sig, bliver der pludselig plads til, at de, der har fået forandringerne til at glide, begynder at reagere. Sådan tror jeg virkeligheden er for mange forskere i disse år”, siger Henrik Krogh.
For det er de langtidsfriske, som en svensk professor har døbt dem, der har kørt på for at få tingene til at lykkes. Dem, man altid kan regne med på arbejdspladsen. De, der sørger for, at arbejdet bliver gjort, og finder en finurlig løsning på et træls problem.
”Problemet for de langtidsfriske er, at de kan holde sig kørende i rigtig lang tid, fordi de tror på det, de gør. Men hvis de oplever, at der ikke er opbakning til deres projekter, eller at de ikke kan komme igennem med deres forskning, så ender de med at gå ned. Og når de går ned, gør de det med et brag, fordi nedturen er lige så altfortærende som deres passion”, siger Henrik Krogh, som har set mange langtidsfriske ende som langtidssyge.
Men det er muligt at sætte ind, før det går så galt. Og her skal vi have fat i de gamle samuraier…

Find en fortrolig

”Der, hvor det for alvor går galt for de langtidsfriske, er, når de tror, de bare kan blive ved at presse på. Hvis de bare bliver ved at gøre, som de altid har gjort, så falder tingene på plads. Men den strategi virker ikke, fastslår Henrik Krogh.
Når man er ung, kan man eksempelvis klare sig med meget lidt søvn, det går at spise usundt, og motion er ikke så vigtigt. Samtidig har man måske ikke forpligtelser overfor en partner eller børn, hvilket betyder, man kan tillade sig at leve i sin helt egen rytme.
”Men du bliver ældre, og din alder er den næststærkeste modstander, du kommer til at møde i livet. Kun døden er endnu stærkere. Derfor er du nødt til at forholde dig til alderen”, siger trivselseksperten.
Og her havde samuraierne en strategi. Hvert syvende år tog de deres liv og metoder op til revision. Det var ganske enkelt nødvendigt at finde en ny måde at gøre tingene på, hvis de skulle holde til det, de var vant til at klare. En af de metoder, som Henrik Krogh anbefaler for at forblive langtidsfrisk er, at man skal have en fortrolig. En, man kan stole hundrede procent på. Et menneske, som ikke er ude på at stjæle ens forskning, og som man kan komme til både, når tingene lykkes, og når man har brug for at rase eller græde ud.
”Hans Jørgen Bonnichsen, den gamle chef for Rigspolitiets rejsehold og senere PET, har engang fortalt mig, at den eneste måde rejseholdets folk kunne udholde at se og opleve de ting, de gjorde, var fordi de havde fuldstændig fortrolighed til hinanden. De, der knækkede, var de, der ikke følte, de havde nogen at tale med om oplevelserne, siger Henrik Krogh.
”Jeg ved godt, at forskning ikke kan sammenlignes direkte med rejseholdet, men pointen er, at man i begge systemer bærer rundt på store hemmeligheder, som man ikke nødvendigvis kan dele med alle. Det betyder, at man risikerer at gå med en følelse af konstant paranoia og utryghed over, hvem der er venner og fjender. Det kan ingen holde til, og derfor er man nødt til at træffe et bevidst valg om at finde en fortrolig. Om nødvendigt en, man skal betale for fortroligheden…”

Forskeres individualisme er styrke og svaghed

Det er sindssygt vigtigt, at man erkender sin situation, siger Henrik Krogh og understreger, at for forskere – som for alle andre mennesker – gælder det, at ens største styrke også er ens største svaghed.
”Forskere er fantastisk gode til at arbejde alene, til at sætte ting i gang, til at rumme og overskue store projekter i deres eget hoved. Men den styrke er præcis også deres svaghed. For når man begynder at føle sig stresset og træt, så er det også kun en selv, man kan vende bebrejdelserne imod, og det er på det tidspunkt, man har brug for et trygt sted at læsse af”.
Ideelt set, mener Krogh, at man bør have to mennesker i sit hjørne. Et professionelt menneske, der kan rumme al tvivl, vrede, sorg – og glæde, og et menneske, måske en ældre forsker eller en anden form for mentor, der kender ens verden, og som man uden frygt kan bruge som sparringspartner.
”Venner og familie er et fantastisk netværk, men dem, man skal bruge professionelt, skal være et skridt længere væk fra en for at skabe lidt psykisk distance.
Hans bedste råd mod stress og overanstregelse er derfor at erkende situationen, få hjælp til at gøre noget ved den – og så lad være med at trampe alt for hårdt i pedalerne for at nå den forjættede top”.
Måske er det tid til at smide cyklen i grøften og dufte til blomsterne. Bare en tid.

mef

Lig i lasten – uden retssikring

FAGLIG KOMMENTAR:
DTUs rabiate forvaltning af universitetsloven, hvor en lektor skal forflyttes, fordi han har brugt sin ytringsfrihed …

Nærlæs de to interviews fra INFORMATION, som er gengivet på denne side. Her ser man to forbløffende bramfrie universitetsledere, som slet ikke lægger skjul på deres magtfuldkommenhed.
Og hvad er da underteksten bag udtalelserne:
DTU har fra starten været førende, når det gælder om at afsøge grænser og gråzoner i universitetsloven. For bare at nævne et par eksempler: Bestyrelsen har kun et VIP-medlem på trods af, at DTU både har universitet og ’sektorforskning’ (studenterne har 2 medlemmer). Over halvdelen af punkter til behandling på bestyrelsesmøderne var hemmelige, på trods af at universitetsloven taler om ”videst mulig offentlighed”. Rektor inddrager ikke Akademisk Råd i væsentlige strategiske eller økonomiske spørgsmål. Selv om Rektor har fået ministerielt pålæg om, at han ikke måtte anskaffe sig tjenestebil – Rektors berømte bil, som har været afbildet i dette blad – så gjorde han det alligevel ad bagvejen, uden at pådrage sig tjenstlige konsekvenser. Listen over Rektor Pallesens grænseforvaltning er lang.
Den seneste sag handler om DTU-ledelsens håndtering af en grim trivselsundersøgelse på DTU-Kemi, som gav institutdirektør Ole W. Sørensen dumpekarakter. FORSKERforums artikler har afsløret et ganske rædselsfuldt klima, som skyldes institutdirektørens stil og person. Men ledelsen mørkelagde straks sagen ved at Rektor pålagde de ansatte tavshed – hvad Rektor nu bagefter ikke kan huske!
Men hermed var det horrible bare startet. For da lektor Rolf Berg tillod sig lakonisk at referere trivselsundersøgelsen for dagbladet Information og TV2-Lorry blev han fluks truet med fyring / forflytning. Årsagen var, som det siges i et usminket referat fra et møde mellem institutdirektøren og lektoren “mødet var indkaldt af ledelsen på grundlag af den uholdbare situation, der er opstået efter lektor Rolf W. Bergs udtalelser i Information og TV2 Lorry.”
Og bagefter underbygger institutdirektøren forflytningen ved at fortælle, hvor åbenhedens og ytringsfrihedens grænser går: ”Folk her har ytringsfrihed, så de kan i princippet sige hvad som helst. Men hvis de siger noget, som vi vurderer skader DTU eller instituttet, så har de et ansvar.”
Men idet lektoren ikke refererede til andet end trivselsundersøgelsen og dens implikationer – som er åbenbare for alle – så er der klart tale om et brud på hans ytringsfrihed. I det lys er institutdirektørens udtalelser opsigtsvækkende, fordi de fortæller, hvorledes en af landets mest rabiate universitetsledelser tænker. Og hvad og hvem, der styrer de danske universiteter – og hvordan demokratiet er eroderet på det universitet, der burde have været en af de førende, frie vidensinstitutioner i det danske samfund.

I den forstand er det mest deprimerende, at situationen ikke har ført til et ramaskrig fra universitetsfolk og politikere. Det fortæller desværre meget om, hvordan de akademiske standarder også er eroderet.
Institutdirektørens budskab er, at ledelsen har lagt en strategi, som de ansatte må følge uden debat. Kombineret med institutdirektørens tidligere udtalelser til INGENIØREN om, at der på hans institut ”er medarbejdergrupper, der ikke er i stand til at følge med i opnåelsen af de mål, som blandt andet er stillet af regeringen”, forstår man jo, at DTU ikke er et frit universitet. Nej, DTU-ledelsen forstår sig selv som DTU A/S, som indretter sig fuldstændig på markedsvilkår og på politiske diktater. (Det var ingen tilfældighed, at der i første udkast til DTU-loven i 2000 stod, at man skulle være ”erhvervslivets universitet”).
Med en sådan forståelse af sine aktiviteter er der heller ingen akademisk frihed for den menige medarbejder, for det er utvetydigt ledelsen, som sætter den grænse – Universitetsloven gør det nemlig ikke. Det fremgår befriende ærligt af Ole W. Sørensens citater, at banen er DTU-ledelsens. Ingen lov sætter grænser for den handlekraftige ledelse, hverken universitetslov, offentlighedslov, forvaltningsloven – og tilmed heller ikke grundloven (s garanti for ytringsfriheden).
Rektor Pallesen har over for INFORMATION foregivet, at han næsten ikke kender noget til sagen, og at han slet ikke har været blandet ind i den. Dog var han personligt til stede på møderne om trivselsundersøgelsens dumpekarakter, og 20-30 ansatte kan bevidne, at han gav dem et tavshedspålæg, som han nu ”ikke erindrer”. Det er også kafkask, når han i et interview med INFORMATION udtaler ”Selvfølgelig har man ytringsfrihed på en institution som DTU” (se uddrag af interviewet nedenfor), samtidig med at han foregiver, at han slet ikke er indblandet i sagen. Men det er rektors HR-afdeling, som forhandler lektorens forflytning. Og rektor har på DTUs vegne afgivet svar til Folketinget om institutdirektør Sørensen forvaltning.
Rektors problem er, at Ole W. Sørensen er hans personlige opfindelse – ansættelsen var endda ulovlig – og derfor vil det være et enormt prestigetab, hvis rektor må fyre Sørensen. I den forstand er sagen truende for Pallesen. Han er selvfølgelig fuldt informeret, og institutdirektøren udtaler sig kun bramfrit med så stor selvfølelse, fordi han ved, at han har Pallesens opbakning. Ellers turde Sørensen ikke plapre ud med sin og DTU’s ledelsesfilosofi.
Universitetsloven sætter ingen grænser for denne type terror-ledelse, for loven giver ikke de ansatte nogen som helst redskaber til at protestere, hverken over lederens dumpekarakter eller mod hans straffeaktioner. Det er totalt afslørende for lovens svagheder. Nogle vil bagatellisere DTU-sager med, at DTU-ledelsen er rabiat, og det er ganske rigtigt. Men det afslørende ved sagen er, at universitetsloven ikke sætter grænser for det rabiate. Loven er nemlig indrettet mod de gode viljer, og ikke mod uduelig ledelse, syge strategier eller pop-prioriteringer.

Institutdirektøren eller Rektor behøver heller ikke frygte for Videnskabsministeriet, som har forholdt sig fuldstændig passivt, selv om FORSKERforum har afsløret, at rektor Pallesens udnævnelse af institutdirektøren var ulovlig. Man skal bemærke, at Videnskabsministeriet er tilsynsmyndighed, men det betyder nok bare, at så længe Pallesen er nyttig for Helge Sander – for eksempel i støtten til en uændret universitetslov – så blander ministeriet sig ikke i DTU’s horrible ledelse.
Typisk nok vil Videnskabsministeren da heller ikke kommentere sagen. Selv om Helge Sander har efterlyst ’lig på bordet’, og dagbladet Information og FORSKERforum nu har præsenteret flere for ham, så vil han ikke relatere dem til en kommende lovrevision. Enhver minister med en smule ansvarsfornemmelse og indsigt i, hvad frie universiteter er, ville selvfølgelig lige ud erklære, at DTU’s forvaltning på dette område er fuldstændig uacceptabel. Men det siger Sander ikke, desværre nok fordi DTU A/S er hans personlige idealmodel for et universitet.
Og skulle det utrolige endelig ske, at Videnskabsministeriet går ind og giver næser til DTU-ledelsen, så er skaden jo allerede sket. Hvis en så horribel forvaltning ikke fører til advarsler eller fyringer af de ansvarlige, så har horribel ledelse jo ingen forvaltningsmæssig konsekvens for fremtiden.
Så under alle omstændigheder står lektien klokkerent tilbage til de ansatte på DTU: Klap i og ret ind! Og signalet heri vil nok desværre blive hørt og omsat til handling andre steder i de danske universitetsmiljøer.

Lektor Mogens Ove Madsen,
fmd. f. DJØFs UFO