Sander jubler over dansk astronaut

Det er ingen hemmelighed, at videnskabsminister Helge Sander er raketbegejstret, og han har nu fået et synligt trofæ for dansk rumforskning og for bevillinger til feltet, nemlig den første danske astronaut. Ministeren havde da også de helt store ord fremme i sin lykønskningstale til astronauten, som hedder Andreas Mogensen:

 ”Jeg er sikker på, at de danske rumforskningsmiljøer, uddannelsesmiljøer, ja hele det danske samfund med meget stor interesse vil følge din karriere som astronaut. Og vi vil alle udvise stor interesse for et tæt samarbejde med dig, hvor det er muligt.

 Det gælder utvivlsomt også de meget kompetente danske virksomheder, der leverer udstyr, programmel og know-how til såvel ESA som NASA.

 Du vil eksempelvis i ESA formentlig komme til at arbejde med det danske udstyr, som hjælper astronauterne på Den Internationale Rumstation med at overvåge deres helbredstilstand.

 Endnu engang vil jeg ønske dig hjertelig tillykke, Andreas, ikke blot på egne, men på hele regeringens vegne. Og jeg er overbevist om, at jeg samtidig kan tillade mig at gøre det på langt størstedelen af den danske befolknings vegne” (hyldesttale – se www.vtu.dk).

 Ministerens særlige begejstring for rumforskning og raketter viste sig bl.a. da han 3-5. marts besøgte den europæiske rumhavn i Fransk Guyana i Sydamerika for at kontrollere, at alt gik vel til før opsendelsen af Planck-satellitten 16. april.

 Regeringens samlede bevillinger til dansk rumforskning er på hhv. 260 mio. og 273 mio. i 2009-10.

Hvidbog: ’Tro og love-erklæring’ om sektorforskningen

Ved ministeriers bevillinger må højst halvdelen af bevillingen være bundet til ’myndighedsbetjening’, mens den anden halvdel skal være fri til at sikre opbygning af forskningsbaseret kompetence. Sådan lyder det mest radikale forslag om sektorforskningen, som DANSKE UNIVERSITETER (janus-organisation med både bestyrelsesformænd og rektorer) netop har udgivet.

 Hvidbogens analyser og anbefalinger fortier imidlertid den tilbagevendende kontrovers om sektorforskningens potentielle ’politisering’ i en gråzone, hvor kontroversielle rapporters udformning og konklusioner er ’til forhandling’ med rekvirenten. Problematikken tangeres kun:

 ”Der skal være en tydelig adskillelse mellem den forskningsfaglige vurdering og den rådgivning og den senere beslutningsproces og håndtering af forvaltningsopgaven, som er placeret hos politikere og myndigheder. For at dette ’armslængdeprincip’ ikke kommer til at stå i vejen for et velfungerende samarbejde omkring myndighedsrådgivning, kræves en gensidig erkendelse af hinandens virkelighed … De to virkelighedsopfattelser skal mødes i dialog, men ikke blandes. Der må aldrig kunne sås tvivl om de bidragydende forskeres uvildighed og faglige integritet” (s.7).

 Med denne anbefaling af ”tro og love-erklæring” fra begge sider glider rapporten af på den problematiske gråzone – og der stilles derfor heller ikke forslag eller krav om, hvordan ’armslængdeprincippet’ kan blive reelt.

 Det nærmeste hvidbogen kommer er nogle bemærkninger om at der skal udvikles ”kvalitetsstyringssystemer”, bl.a. uafhængigt review – uden det fremgår, hvad det betyder. Hvidbogens anbefalinger bliver i den forstand en ’tro og love-erklæring’ om, at alle parter skal opføre sig ordentligt (s.20).

 At hvidbogen glider af på de egentlige konfliktfelter kan forklares ved sammensætningen af arbejdsgruppen. Her har tunge sektorforskningsinteresser siddet med ved bordet: Formand har været DTU-rektor Pallesen (med bevillinger på 435 mio. kr. årligt til bl.a. Danmarks Fødevareforskning og Fiskeriundersøgelserne). Og det andet store sektorforsknings-universitet (Aarhus med 498 mio. årligt) har været repræsenteret ved direktør Henrik Sandbech og jordbrugsdekan Just Jensen.

 Hvidbogens hensigt er normalisere sektorforskningen på universiteterne. I den forstand foretager den en interessant ligestilling mellem sektorforskningens ”forskningsbaseret myndighedsbetjening” og universitetets ”forskningsbaseret undervisning”. Den ligestilling bruges bl.a. til at ligestille økonomi, aktiviteter og ansættelsesvilkår mellem ’universitetslærere’ og ’sektorforskere’. Og så bruges termen ”forskningsbaseret myndighedsbetjening” til at udgrænse sig fra konkurrenterne i konsulent-branchen, som ikke er forskningsbaseret. Se rapport her.

DTU truer Videnskabernes Selskab med sag

DTUs rektor har bag lukkede døre truet Videnskabernes Selskab med en sag. Det skete efter, at Selskabets årsrapport i januar problematiserede den mulige politisering af sektorforskningens ’myndighedsbetjening’: Rapporters udformning og konklusioner er ’til forhandling’. Ministerier definerer de centrale spørgsmål. Det er ledelser snarere end forskere, som signerer rapporter, konstaterede årsrapporten i et kritisk indlæg om det penible i, at sådan ‘myndighedsbetjening’ nu udføres under universiteter.

 Som eksempler på ’politisering’ i en gråzone blev der bl.a. henvist til en rapport om muslingefiskeriet i Limfjorden fra DTUs Fiskeriundersøgelser. Rapportens konklusioner var en overraskelse for havforskere, for den fortalte, at muslingefiskeriet havde en positiv indvirkning på Limfjordens liv. Rapporten legitimerede lokale fiskeriinteresser, for der var ting som rapporten fortiede og som kunne bringe den legitimering i fare, ”som der var politiske og erhvervsmæssige ønsker om”, påpegede årsrapporten. 

 Men den kritik ville DTUs rektor Lars Pallesen ikke finde sig i, fortæller aktindsigt, som FORSKERforum har fået: ”DTUs integritet og hæderlighed beklikkes i rapporten på baggrund af en overfladisk gennemgang af en sag om konsekvensvurderinger af muslingefiskeri i Limfjorden – en beskrivelse, der endda er fejlbehæftet”, skrev en ophidset rektor straks til selskabets præsident Kirsten Hastrup. Han truede med, at DTU ville lade muslingerapporten undergå en international faglig vurdering, i forventning om at Videnskabernes Selskab herefter vil tilbagekalde sine påstande.

 Selskabets præsident svarede, at årsrapporten ikke anfægtede enkeltforskeres moralske eller faglige kvalifikationer, men derimod systemfejlen ”i en konkret incitamentsstruktur”, hvor arbejdsbetingelserne forrykker balancen mellem, hvad der (kan) siges, og hvad der ikke (kan) siges i myndighedsbetjeningen.

 Men præsidentens svar ophidsede rektor Pallesen yderligere: ”Det kan ikke opfattes som andet end en direkte anklage af et universitet og dets forskere, der tager sin forskning og myndighedsbetjening alvorligt”, replicerede han i februar og truede påny med en international evaluering.

 Spørgsmålet er, om det bliver ved truslen. DTU har dog endnu ikke – her fire måneder efter – fundet den ”tredjepart”, som vil lave evalueringen, oplyser DTU over for FORSKERforum.

Juni-konference om uni-lovens svagheder

INFORMATION bringer i dag historien om DTU-lektoren, som skal tvangsforflyttes, fordi han har udtalt sig kritisk om ledelsen.

  ”Det er jo et klokkerent eksempel på universitetslovens værste side. Alligevel er vi meget nervøse for, at konklusionen på Universitets-Evalueringen bliver, at loven såmænd er god nok, at det enstrengede system med udpegede ledere er godt nok – men at lederne bare skal på kursus, og at de skal opbygge et par ekstra organer i organisationen (lovens §17, stk.2) …”, forklarer DM-formand Ingrid Stage om baggrunden for, at DM den 11. juni holder en stor konference, der sætter fokus på, hvor universitetsloven bør revideres.

 ”Debatten om universitetsloven har været ensidig. Der er magtfulde interesser, som ikke ønsker en lovrevision. De ser frem til en konklusion på den igangværende evaluering, der overordnet fortæller, at lovrammen såmænd er god nok. De nye ledelser skal bare blive bedre til at lede. Den konklusion er vi meget uenige i”, forklarer DM-formanden.

 Ministeren har hidtil hårdnakket modsat sig tanker om lovrevision. Men heller ikke AC – paraplyorganisationen for akademiker-fagforeningerne, bl.a. DM – har ønsket en kritisk vinkel på loven: ”AC holdt i januar en konference, hvor selve lovrammens styrelsesformer ikke skulle til debat, for AC-toppen er enige i ledelsesreformen. DM med mange universitetslærere får skudt i skoene fra de andre organisationer, at universiteterne må følge med tiden og at universiteterne er imod ledelse og så videre”, forklarer Stage.

 ”Den mest kritiske debat har nok handlet om lovformuleringer om ’forskningsfrihed’, som også er problematiske, men forskningsfriheden bliver ikke blevet kædet sammen med den manglende reelle medarbejderindflydelse: At de ansatte ingen reel indflydelse har på planlægning, prioritering, økonomi m.m. fordi ansatte ledere har al magten i ’et enstrenget ledelsessystem’. Vi vil sætte fokus på, at lederne skal have legitimitet nedad, og at reel medindflydelse skal lovsikres, herunder at institutledere skal vælges og ikke udpeges ovenfra”, siger Stage.

 For at få belyst de manglende vinkler på sagen er der flere udenlandske eksperter på konferencen: ”Den offentlige debat overser helt, at den danske lov er drastisk i internationalt perspektiv. Ingen andre steder har de ansatte så lille indflydelse. Udenlandske eksperter tror, at der er tale om oversætterfejl, når de ser, at de ansattes medindflydelse begrænser sig til at de kan ’høres’, hvis lederen altså giver plads til det – for ’høringer’ er ikke reel medindflydelse”, slutter Stage.

 Konferencen 11. juni er en sidste manifestation, inden komiteen bag Uni-Evalueringen afleverer sin rapport i slut juni. Se konferenceprogram her.

Finansministeriet: Reelt selveje – på betingelser

Universiteterne er formelt selvejende institutioner, reelt er bygningerne dog ejet af staten. Og det er noget, som universiteternes bestyrelsesformænd brokker sig over, for de vil gerne have reelt selveje til bygningerne. Det vil nemlig give bestyrelserne større (økonomisk) spillerum, fordi man hermed kan få større råderum over formue og bygningsmasse.

 Hidtil har Finansministeriet blokeret, fordi man ikke ville give slip på et styringsredskab, helt bortset fra at der er risiko for at ’forære’ milliardværdier bort. Men måske er der en åbning på vej, fortæller en rapport om selvejende institutioner. En arbejdsgruppe under Finansministeriet foreslår her mere reelt selveje – men på betingelser:
 Den første betingelse er, at overdragelse skal være udgiftsneutral for staten, hvorved universiteterne ikke fra dag til dag får foræret ’friværdi’, som kan belånes.

 Den anden betingelse er, at universiteterne indfører en ”effektiv økonomistyring, hvor aktivitetsstyringen, kapacitetsstyringen og den finansielle styring er tænkt sammen” (s.43). I praksis betyder det, at der skal ske en løbende automatisk indberetning af regnskabs-, løn- og aktivitetsdata til Videnskabsministeriet. Og så betyder det, at der skal stilles ’mere specifikke krav til regnskabs- og aktivitetsregistrering, så den i højere grad end i dag vil kunne bruges i den løbende styringsopfølgning og som led i tilskuds- og takstfastsættelsen’ (s.38).

 Arbejdsgruppen har ikke nærmere defineret, hvad ’aktivitets-registrering’ betyder, og det bliver et springende punkt for forslagets politiske fremtid. Positivt fortolket kan det betyde, at Finansministeriet blot skal have simple garantier for forvaltningen, dvs. en forenkling med indkradsning af hoveddata på input og output (effekt) og uden oplistning af detaljerede krav i udviklingskontrakter. Og negativt fortolket kan det være en pressionsmodel, hvor ministeriet åbner for lidt økonomisk selveje, hvis universiteterne indfører reel aktivitetsregistrering, fx af de ansattes arbejdstid og undervisningseffektivitet m.m. Det har undret og irriteret ministeriet i mange år, at aktiviteten på universiteter ikke kan kontrolleres og effektiviseres på samme måde som andre offentlige arbejdspladser. Rektorer har svaret, at det ville være et indgreb i de særlige arbejdsformer, som kendetegner universiteterne.

 Se rapporten ”Selvejende institutioner – styring regulering og effektivitet” kan ses på

http://www.fm.dk/Publikationer/2009/1742-Selvejende%20institutioner.aspx

Mindre forskningsfrihed siden 2004

Kun tre ud af hundrede universitetslærere oplever, at deres forskningsfrihed er blevet større siden Universitetsloven blev indført i 2003. Fyrre procent oplever, at den er blevet mindre, og de angiver som årsag pengemangel, større konkurrence om forskningspenge, manglende forskningstid.

 Sådan lyder et af resultaterne af den store forskerundersøgelse, som FORSKERforum gennemførte i marts, hvor der indkom svar fra 1250 universitetslærere og sektorforskere. De spørgsmål, som handler om forskernes erfaringer med universitetsloven og forskningsfriheden, er omtalt i det nummer af FORSKERforum, som udkommer i dag.

 Blandt andre interessante data er, at 4/10 universitetslærere har modtaget ’pålæg’ fra deres institutleder ni takt med, at loven er implementeret 2005-09. Det er en stor stigning i ’pålæg’, for i perioden 2003-05 var det kun 1/10, som havde modtaget sådan et. Det handler mest om undervisningspålæg, om at søge eksterne midler og om at samarbejde med andre. Derimod er kun 10 pct. blevet bedt om at forske inden for et snævrere eller et bestemt felt.

 Undersøgelsen fortæller også, at selv om mere end hver anden universitetslærer faktisk er tilfreds med deres nærmeste (udpegede) leder, så er tre ud af fire utilfredse med deres medindflydelse – og to ud af tre ønsker faktisk konkret medindflydelse med valgte institutledere og med valgte institutråd, der skal have reelle bemyndigelser over planlægning og budget mm.

 Blandt ’sektorforskerne’ er det mest opsigtsvækkende resultat, at disse kalder 2007-fusionerne mellem universiteter og sektorforskning for en fiasko. Kun hver ottende oplever, at den har været en forbedring, mens mere end halvdelen siger nej til, at fusioner samlet set har været en forbedring af arbejdspladsen.

 FORSKERforums undersøgelse står ikke alene. Også komiteen bag Unilovs-Evalueringen har stillet menige universitetslærere spørgsmål. Resultaterne herfra vil blive offentliggjort i slutjuni sammen med komiteens hovedrapport.

 LÆS om undersøgelsen i FORSKERforums majnummer / 224

Mindre forskningsfrihed siden 2004

- fortæller menige universitetslærere

40 pct. af universitetslærerne oplever, at deres forskningsfrihed er blevet mindre i perioden 2004-09. Kun 3 pct. oplever at den er blevet større…
De anførte hoved-årsager til den indskrænkede forskningsfrihed er pengemangel, dvs. større konkurrence om forskningspenge, manglende bevillinger og dermed manglende forskningstid, som ni ud af ti af de utilfredse anfører som årsagen til, at deres forskningsfrihed er blevet mindre.
FORSKERforums forskerundersøgelse i marts fortæller, at tre ud af fire universitetslærere har oplevet en øget konkurrence om forskningspenge i perioden 2005-09. Kun hver tyvende universitetslærer har oplevet mindre konkurrence.
Samlet set betyder det, at hver tredje universitetslærer har mærket Regeringens flytning af bevillinger fra basisbevillinger til ”konkurrenceudsatte midler” negativt.

Delte vurderinger
Nogle konsekvenser af universitetslovens indførelse vurderes vidt forskelligt i den menige universitetsbefolkning. Oplevelsen af udviklingen 2003-09 deler i nogle spørgsmål de ansatte i stort set to lige store grupper af ”tilfredse” og ”utilfredse”. Der er groft sagt ca. 40 pct. af hver gruppe (mens resten ikke har holdninger).
Todelingen af de ansatte gælder fx spørgsmålene,

• om man oplever snævrere frihedsrammer eller ej siden universitetslovens indførelse i 2003.
• om man laver mere ”selvcensur” i 2009 end i 2005.
• om man overordnet er tilfreds med sin arbejdssituation.
• om man mærker sig ”styret” i sin forskning, jf. nedenfor.

Hver tredje: Mere strategisk styring
40 pct. af universitetslærerne oplever sig ”mere styret i min forskning” i 2009 end i 2005 (mens 33 pct. ikke oplever dette).
Mange universitetslærere har mærket den voksende strategiske styring. Næsten hver tredje anfører således, at forskningsfriheden er blevet mindre, fordi ”universitetets strategi styrer”. Og denne erfaring af voksende topstyring følges op ved det bemærkelsesværdige i, at universitetslærerne oplever, at dekanen styrer forskningen mere end deres egen institutleder (hhv. 60 pct. og 50 pct.). Dette afspejler en vurdering af, at forskningsstrategier og frihedsrammer styres oppefra – og at den nærmeste institutleder, der er lederen tættest på de meniges forskning, såmænd er den leder, der har mindst indflydelse på strategistyringen …
Samlet set overlader universitetslærernes svar et dilemma til den igangværende Unilovs-evaluering: Vil komiteen vurdere, at frihedsrammen på en videns-arbejdsplads er stor nok, når hver tredje menige universitetslærer oplever, at forskningsfriheden er blevet mindre, fordi der sker en stigende strategisk styring?
FORSKERforums undersøgelse er en af flere. Også komiteen bag Unilovs-Evalueringen har gennemført en. Resultaterne herfra vil blive offentliggjort i slutjuni.

Se også TEMA: Det mener de menige … s. 5-8 i det trykte blad …

jø

Myndighedsopgaver – kært barn …

Forskningsbaseret myndighedsbetjening, udviklingsarbejde, myndighedsberedskab, myndighedsopgaver, forskningsbaseret rådgivning, databaser, udredningsarbejde og moniteringsarbejde…
Sektorforskningen er sommetider blevet mistænkeliggjort for at sammenblande forskningsarbejde med de politiske konklusioner. For at være i en gråzone, hvor konklusioner på forskningsarbejde bliver korrigeret og gjort mere ”politiske korrekte”.
De fleste ’sektorforskere afviser dog påstande om at deltage i “bestillingsforskning”. Men hver fjerde medgiver, at sektoren kan have et problem (se forskerundersøgelse s. 10). I dag udfører universiteter og sektorforskning forskningsbaseret rådgivning og myndighedsbetjening; relevant, højt kvalificeret og forskningsbaseret rådgivning på deres kerneområder. Rekvirenten definerer derfor i høj grad udformningen af opgaven, de centrale spørgsmål og kommissorium for arbejdet. Rekvirenten afstikker de tidsmæssige rammer og dermed dybden af arbejdet. Den der betaler, bestemmer musikken…
DMU, DJF, FOI, Fiskeriundersøgelserne m.fl. er ofte økonomisk afhængige af de ministerier eller den industri, de rådgiver. Det kan stille dem i et etisk dilemma. Arbejdsbetingelserne bliver nemt afhængige af erhvervsmæssige og politiske interesser. Man har i tidens løb set forskere, som var vældig optagede af de gunstige resultater, de havde med produkter til den industri, der betalte deres forskning. Hvis man skal tolke det positivt, er der et godt samarbejde mellem forskning og industri. Men, hvis man skal tolke det negativt, har de sat deres kritiske sans til side til fordel for ”den, der betaler, bestemmer musikken”. Rådgivning af departementer, ministre og politikere får større bevågenhed end forskningen. Resultatkontrakter mellem ministerier og forskningsinstitutioner om myndighedsopgaver skal på den ene side tilgodese behovet for, at der leveres basisydelser til ministerierne og ydelser til eksternt finansierede aktiviteter, og på den anden side skal den regulere ydelserne i forhold til den pågældende forskningsinstitution. Resultatkontrakten skal blandt andet sikre, at universitetet løbende står til rådighed, så ministerierne altid er sikret et gearet beredskab. Myndighedsbetjenere bliver ikke på samme måde afkrævet fri forskningsbaseret viden til offentligheden.

Ideelt set bør der ingen forskel være på fri forskning og forskningsbaseret rådgivning. De skal begge leve op til samme forskningsmæssige etiske regler og praksis ­– de skal begge kunne tåle kritisk observation fra andre forskere – og de kan begge være under tidspres fra bevillingsgivere.
Det har været hævdet – med Aarhus’ DMU som skueplads – at samme institution nødvendigvis må fungere som en enhed, når den rådgiver. En institution kan ikke have forskere i en del, som siger et, og forskere i en anden, som modsiger dette, og dermed underminerer troværdigheden i den rådgivning, som institutionen har udført. Det er illoyalt og ildeset, hvis andre i institutionen kritiserer resultaterne. Men forskning og forskningsbaseret rådgivning skal være under kritisk observation fra andre, også fra egne rækker. At der er uenighed om råd fra samme institution giver selvfølgelig mening; der er uafklarede spørgsmål, som kræver yderligere forskning, diskussion, og mere tid (og penge) for at blive besvaret entydigt.
Men hvor går grænserne mellem forskningsbaseret rådgivning, myndighedsbetjening og udredningsopgaver til anvendelse inden for en politisk eller administrativ beslutningsproces?
Institutionerne varetager opgaverne i varierende omfang: Forskning for fremskaffelse af et videngrundlag; rådgivning, levering af uafhængige, forskningsbaserede konsulenttjenester til offentlige og private aftagere; og myndighedsberedskab, opgaver knyttet til national og international overvågning, kontrol og tilsyn med specifikke forhold, fx udbrud af dyre- og plantesygdomme.  I modsætning hertil er det politiske udredningsarbejde, vurderinger, som departementer og styrelser udfører med direkte relation til allerede kendte beslutningsforslag.
Pointen må være, at forskningsinstitutionerne og det politiske eller administrative system skal respektere arbejdsdelingen mellem faglig vurdering af fakta og håndteringen af disse fakta. Forkert grebet an – sammenblanding af opgaverne – kan der lægges gift ud for forskningsinstitutionerne mulighed for at leve op til deres samfundsmæssige forpligtelse til at levere den bedste viden.
At man løser kommercielle opgaver eller udfører ’myndighedsrådgivning’ må ikke anfægte institutionens uafhængighed.
Lovgivningen, blandt andet universitetsloven, skal derfor være tydeligere i dens beskyttelse af forskningsinstitutionerne i denne henseende. ’Sektorforskningens’ må sikres større basisbevillinger og dermed forskningsmæssigt råderum.
Og de enkelte institutioners vedtægter skal være klare i kravet om uafhængighed, fx så institutionen ved rådgivningsvirksomhed ikke kan modtage instrukser om de faglige forskningsbudskabers art, prioritering og formulering. Forskerne skal alene være bundet af almindelige regler for kvalitetssikring og for god videnskabelig praksis, redelig forskeradfærd, videnskabsetik, god forvaltningspraksis og ytringsfrihed.

Forskerundersøgelse: Hver anden ønsker

- siger flertal blandt menige sektorforskere.
Men hver fjerde vurderer, at sektoren har et problem

55 pct. af alle de menige ’sektorforskere’ afviser påstanden om, at ’sektorforskningen’ laver ”bestillingsforskning” i kontroversielle sager – dvs. at resultaterne er delvis givne på forhånd. Det har ikke noget på sig, svarer de.
Mens det ikke er overraskende, at 55 procents-flertallet hævder sektorens og deres egen faglige integritet, så er det måske mere overraskende, at et mindretal på 28 procent, som selvkritisk medgiver, at der er noget om påstanden om ”bestillingsforskning” i kontroversielle sager.
Selvkritisk mindretal har oplevet ’politisering’
Det selvkritiske mindretal viser sig også på andre måder: Der er faktisk 25 pct. som mener, at sektorforsknings-institutioner af økonomiske grunde er nødt til at påtage sig ”myndighedsopgaver”, som man af faglige grunde burde sig nej til (48 pct. mener dog ikke, at det er et problem).
Men det er de færreste, som personligt har oplevet ”politisering” af deres arbejde, dvs. at de har oplevet, at deres rapportering blev ”bøjet” eller ”vasket”. Hver ottende (15 pct.) svarer ja til, at de ”inden for de sidste tre år har oplevet, at en leder har korrigeret en afrapportering, hvor det mere skete for at stille kunden / rekvirenten tilfreds end af hensyn til fagligheden”.
Men et stort flertal på 75 pct. benægter at have deltaget i ’politiseret bøjning’ af rapporter. Og det er ikke fordi de ikke deltager aktivt, for 53 pct. fortæller, at de har medvirket til at lave rapporteringer på kontroversielle områder.

Kontroversielle sager
Sektorforskernes selvransagende svar er interessante i lyset af FORSKERforums kritiske blik på en række sager i det seneste års tid, hvor rapporteringer er blevet beskyldt for at være politiserede eller for at være bestillingsforskning, hvor opdragsgiveren har været med til at diktere, at der blev afleveret ukontroversielle rapporteringer, som ikke anfægtede magtfulde interesser:
Der var sagen om DIIS’ EU-forbeholdsrapport, som blev beskyldt for at være afdramatiserende og resultat af styring fra en bestyrelse, som er politisk sammensat. Der var sagen om DMUs, DJFs og DOIs braknotat, som blev beskyldt for at fortie risikoen ved ophævning af braklægning. Der var sagen om DTUs Fiskeriundersøgelses-notat om muslingefiskeri i Limfjorden, som blev beskyldt for at spille fiskeriet interesser. Og senest var der så påstande om, at Fødevareministeriet førte hånden, da DMU, DJF og FOI afleverede udvalgte anbefalinger til en rapport om ”Landbrug af klima”.
Sagerne er ikke typiske eller almindelige for den almindelige dagligdags ”myndighedsbetjening”. Sager af denne type hører til sjældenhederne. Fælles for dem er, at de var enkeltstående rapporter på kontroversielle – betændte – politiske områder, hvor det er uklart, hvorvidt de politiske interessenter blandede sig i rapportskrivningen, og dermed bidrog til at frisere denne, så den ikke skadede landbruget, fiskeriet eller den ansvarlige minister.

jø

Unilovs-evalueringen: Er institutlederen lydhør?

Unilovs-evalueringens spørgeskema gav mulighed for kritiske svar om konkrete forhold. Men spørge-designet lukkede for at give kritik af strukturen eller lovrammen

I hvilken grad har du inden for de seneste to år afholdt dig fra at deltage i den akademiske debat internt på universitet på grund af bekymringer for dine forskningsmuligheder? – eller af bekymring for dine karriere-muligheder?

Sådan lød et spørgsmål om mulig selvcensur til landets universitets-forskere i det spørgeskema, som komitteen bag den store Unilovs-Evaluering sendte ud omkring påske. Spørgeskemaet var sendt ud til alle landets universitetsforskere.
Det spørgsmål og en række andre var mere nærgående end skeptikere havde forventet ud fra det evalueringsdesign, som Videnskabsministeriet havde lagt op til. Evalueringskomiteen stillede altså frækkere spørgsmål, end de var bedt om.
Dermed blev skepsis’en over for, om Uni-Evalueringen nu også er kritisk i nogen grad manet til jorden. Skepsis’en i det menige universitetssamfund har rettet sig mod, at om evalueringskomiteen ville gå uden om den varme kartoffel, når det handler om forskningsfriheden status og om de ansattes medindflydelse.

Spørgsmål om konkrete forhold
Men skemaet blev langtfra modtaget begejstret af alle, fx ikke af RUC-lektor Mihail Larsen, som stejlede, da han modtog spørgeskemaet:
“Spørge-designet er måske mere kritisk end man kunne forvente, for selv om vi fik mulighed for at udtrykke kritik og utilfredshed med vores konkrete forhold, så gav spørgeskemaet imidlertid kun begrænsede rammer til at udtrykke kritik af selve strukturen og lovrammen”.
Han konstaterer, at som udgangspunkt var det bemærkelsesværdigt, at spørgeskemaet ikke spurgte til forskernes vurdering af, om universitetsloven har givet bedre arbejdsbetingelser, mere effektive beslutningsgange, mindre administration osv. – i henhold til politikernes hensigt.
“Det er der åbenbart andre parter end forskerne, som skal bedømme”.

Spørgsmål om forskningsfrihed
Spørgsmålet om forskningsfrihed var i udgangspunktet formuleret som en holdningssag, nemlig om den enkelte forsker personligt er enig i

• at forskningsfrihed er universitetets (jf. lovens formulering)
• at forskningsfriheden er en personlig ret
• at forskningsfrihed bør være en kombination af universitetets og en individuel ret.

Derefter blev forskerne så blandt andet udspurgt om den institutionelle frihed og om den individuelle frihed er påvirket siden Universitetslovens indførelse i 2003. Og slutspørgsmålet lød: “Hvor tilfreds eller utilfreds er du med din forskningsfrihed i din nuværende stilling?” Og hvis forskeren så var utilfreds, så fik han eller hun mulighed for at fortælle, om årsagen er begrænsninger i økonomi, tid, ledelse, undervisning eller andet.
Mihail Larsen siger: “Der var således mulighed for at afgive svar med konkret utilfredshed med eksisterende vilkår. Men spørgeskemaet gav for eksempel ikke mulighed for at de ansatte kunne udtrykke utryghed ved den eksisterende lovtekst, fx “instruktionsbeføjelsen” (§17, stk.2), fordi den kunne bruges til at tryne deres forskningsfrihed”.
Og han konstaterer, at hvis svarene – når de er bearbejdet i maj – peger på, at hovedparten af forskerne ikke oplever konkrete problemer for deres personlige forskningsfrihed hér og nu, så kan evalueringskomiteen uden videre konkludere, at der ikke er problemer med lovtekstens formuleringer om forskningsfrihed….

Spørgsmål om medbestemmelse – inden for den givne lovramme
Spørgsmålet om de ansattes medindflydelse blev stillet som konkrete spørgsmål om universitetet, fakultetet, institutlederen eller administrationen er “lydhør” overfor medarbejderne? Og om det er muligt at “påvirke” de samme parter?
Og som forandringskritik blev de ansatte så også spurgt, om deres holdninger til, om medarbejderne “generelt bør inddrages mere i ledelsens beslutninger? Og der blev spurgt mere specifikt til, hvad medarbejderne burde inddrages mere i: Budgetspørgsmål? Ansættelser? Den daglige drift? Undervisningsplanlægning? Forskningsplanlægning? Decentrale strategier?
Men også her er spørgerammen for begrænset, mener Mihail Larsen: “Spørgsmålene giver således mulighed for at afgive kritiske svar på de konkrete forhold, mens spørge-designet ikke giver mulighed for kritik af struktur eller lovrammen. Der spørges til, om de ansatte – inden for den givne lovramme – har medindflydelse. Der er ikke mulighed for at kritisere selve lovrammen”.

Ansatte ledere kontra valgte
På samme måde med de ansatte ledere. Spørgeskemaet spurgte ikke direkte til, om ansatte ledere har forbedret beslutningskvaliteten? – på trods af, at et af evalueringens store temaer er ansatte ledere kontra valgte. Men det tætteste spørgsmål, der stilles om de meniges ledere, handlede om institutlederen er “lydhør” overfor medarbejderne.
Mihail Larsen: “Der spørges, om lederen lytter nok. Og ud fra den logik – som igen opererer inden for den givne lovramme – får de ansatte slet ikke lejlighed til at erklære, hvis de faktisk vurderer, at valgte ledere er at foretrække frem for lovens ansatte ledere…”
Deltagelse i den interne akademiske debat og i den offentlige
Spørgeskemaet beskæftiger sig også med andre aspekter, fx om fusionernes konsekvenser.
Og så blev der – måske for at pejle om formidlingsaktivitet – skudt mange spørgsmål efter forskernes aktive deltagelse i den interne akademiske debat – den interne faglige debat om forskningsmæssige emner og metodiske spørgsmål, som finder sted i organiseret form.
(Og parallelt blev der så også spurgt til forskernes aktive deltagelse i den offentlige debat).
Der blev fx spurgt om folk har oplevet begrænsninger i deres muligheder for at diskutere deres forskningsresultater i faglige foraer inden for de seneste to år? Og hvis forskeren havde oplevet begrænsninger, blev denne så også spurgt om årsagen hertil var økonomi, tid, ledelsen, organisationen, eksterne forpligtelser el.lign.
Hvis en forsker ikke havde deltaget i den interne akademiske debat inden for de seneste seks måneder, fik denne mulighed for at fortælle, om det skyldtes, at man ikke havde noget at sige, ikke havde tid, blev fraskyndet at gøre det, at det kunne have negative konsekvenser for én selv, at det ingen forskel gjorde, at det kunne påvirke karrieremuligheder negativt el.lign.

jø