Sektorforskning: ’Den gode proces’

Den senere tids kritik af sektorforskningen – fx fra Videnskabernes Selskab – af, at der udføres ’bestillingsforskning’ under dække af universiteternes uafhængige paraply får nu ledelsen ved AUs Danmarks Jordbrugsforskning (DJF) til at reagere. Sammen med storkunden Fødevareministeriet søsætter man nu en formalisering af den ”den gode proces”, som skal beskrive, hvorledes processen omkring ‘myndighedsbetjening’ ideelt set skal forløbe. Vejledningen skal tjene som en rettesnor for både embedsmænd og forskere i processen, oplyser et nyhedsbrev fra DJF (www.agrsci.dk).  

 DJF-dekan Just Jensen understreger om baggrunden, at hverken forskerne eller Fødevareministeriet har interesse i rådgivning, som ikke er ‘objektiv’. Hertil siger sektorforskningens hårdeste kritiker, miljøjournalisten Kjeld Hansen:

 ’Det er en meget naiv udtalelse, som vidner om, at han enten ikke ved eller ikke vil vide noget om de politiske omstændigheder, hvorunder kontroversielle rapporter bliver til. Det samme røgslør sender Fødevareministeren ud, når hun i sidste uge udtalte, at hun selvfølgelig ikke er interesseret i rådgivning som ikke er korrekt. For enhver der har kendskab til magt og politik ved, at et ministerium selvfølgelig ikke er interesseret i at få rapporter, som modsiger ministerens politik …’

 Dekan Just Jensen foreslår, at en måde ’at undgå mytedannelse’ om sektorforskningen er i højere grad at offentliggøre rapporter og redegørelser m.v. Hertil siger Kjeld Hansen:

 ”Problemet er ikke, at ’myndighedsrapportering’ tilbageholdes, men at indholdet er ‘politisereret’, som vi så i rapporterne om oppløjning af brakmarker eller om muslingefiskeri. Problemet er, at offentligheden ikke indvies i alle mellemregningerne: Hvad har været forhandlet mellem ministeriet og sektorforskningen? Det helt grundlæggende problem ved at sektorforskning nu ligger under universiteterne, fremgår ironisk nok direkte af DJFs nyhedsbrev, idet det fastslås, at man fortsat vil leve op til Fødevareministeriets krav om ’dialog om opgavens præmisser og indhold’ - dvs. at en forskningsopgave er til (løbende) forhandling med dem, som betaler”.

 Kjeld Hansen fortolker DJFs udspil som et forsøg på at købe tid: ’Det gør ondt på sektorforskningen, at der nu er sammenstød med universiteternes klassiske uafhængighed, fordi universitetsfolk frygter at sektorforskningens gråzone underminerer universiteternes uafhængighed og gode ry. Men for universiteterne -  som må finde sig i Regeringens diktat om at sektorforskningen skulle indfusioneres- er der tocifrede millionbeløb på spil. Derfor prøver Aarhus Universitet og DJF med formelle tiltag – ’den gode proces’ – at aflede kritikken. Men det fjerner ikke det usunde hovedproblem: At ministerier betaler og dikterer betingelserne’.

Rektor: Falliterklæring med ordrer

Mens videnskabsminister Helge Sander (V) stædigt fastholder, at den gældende universitetslov er god nok og ikke behøver revideres, så modsiges ministeren nu også af toppen i universitetssystemet. Rektoren for CBS er den første rektor, som modsiger ministeren. Finn Junge-Jensen ser ikke problemer i at slække på den såkaldte ’instruktionsbeføjelse’, lederens ret til at pålægge en forsker at udføre en bestemt forsknings- eller undervisnings-opgave.

 ”Det er jo en falliterklæring i vores system, hvis der skal gives ordrer. Jeg mener, at i et kreativt vidensmiljø er det at give ordrer ikke praksis – og derfor vil det være i overensstemmelse med virkeligheden, hvis instruktionsbeføjelsen afskaffes. Og hvis der endelig kommer konflikter mellem en leder og en ansat og disse ikke kan komme overens, så er der et hierarki, som kan løse dette”, siger Finn Junge-Jensen. ”Den individuelle forskningsfrihed må i det hele taget gerne skrives tydeligere ind i loven, for forskningsfriheden er vigtig, hvis universitetet vil tiltrække de bedste og de mest engagerede og kreative forskere”.

 Også på spørgsmålet om udpegede contra valgte ledere går han ind for en lempelse af loven:

 ”Jeg hælder nok til ansatte ledere og ikke direkte valgte institutledere. Men det er vigtigt, at en institutleder har legitimitet hos de ansatte, så der må være formelle og reelle mekanismer, som sikrer medbestemmelse. Man kunne måske forestille sig en model, hvor de ansatte skal inddrages ved sondering og udpegning, samt at de ansatte har vetoret mod, at der udpeges en institutleder, som flertallet ikke ønsker. Der kommer jo ikke noget godt ud at ansætte en person, som ikke accepteres i miljøet …”, siger CBS-rektoren.

 Debatten om lovrevision vil foregå indtil årsskiftet, hvor et evalueringspanel har deadline for at aflevere sit store universitetstjek. 

 

 

 

Sander: “Vis mig ’lig på bordet’ …

’Giv mig konkrete eksempler på, at forskningsfriheden og ytringsfriheden knægtes

”Forskningsfrihed og ytringsfrihed er indiskutabelt indskrevet højt og tydeligt. Og den er ikke indskrænket med universitetsloven, tværtimod er den udvidet, fordi den nu også omfatter sektorforskningen via fusionerne mellem universiteter og sektorforskning. Derfor mener jeg, at disse elementer slet ikke skal til diskussion. Men hvis der er konkrete eksempler på, at forskningsfriheden undertrykkes, så lad os høre dem”. 

 Videnskabsminister Helge Sander vil ikke høre mere hypotetisk brok om forskningsfrihed og ytringsfrihed, for de er jo garanteret af lovens bogstav. 

 ”Af loven fremgår, at forskere kan pålægges konkrete opgaver af deres institutleder. Men en Vilstrupundersøgelse viste, at ni af ti aldrig har fået pålagt opgaver, så mange gange føler jeg, at det mere er frygt end realiteter. Så igen: Giv mig eksempler. Hvis de er der, så bør vi tage spørgsmålet alvorligt”. 

 Sagde Sander. Uden at nævne, at den omtalte
Vilstrup-rapports data er fra 2003-05, altså fra dengang den strategiske styring var i startsfasen. 

Lig på bordet

Helge Sander skal presses meget hårdt for at indgå på revision af universitetsloven. Det fremgik af hans indlæg og den korte debat med ham ved Videnskabernes Selskabs Årsmøde. 

Debatten handlede især om det Store Universitetstjek-2009, dvs. om den netop igangsatte evaluering af universitetsloven. I forlængelse af Videnskabernes Selskabs årsrapport, som er en kritisk analyse af lovens konsekvenser for forskningsfriheden, handlede debatten om, hvad der skal revideres.

 Sander nævnte ikke med et ord de 6488 protestunderskrifter, som blandt andet udtrykker bekymring for den individuelle forskningsfrihed. Han henholder sig til, at ifølge lovens bogstav så hersker forskningsfriheden. Han mener derfor ikke, at der er grund til at lovens paragraf om ’pålagte opgaver’ afskaffes, når den ikke volder problemer i praksis.

 ”Jeg har i syv år hørt fra mørkemænd om problemer i loven. Nogle gange er man altså mere bange for skyggen end for virkeligheden …”, svarede han.

 Men hvis han mener, at forskningsfriheden eksisterer formelt og reelt, hvorfor så ikke imødekomme forskersamfundet med en formel lovændring?

 ”Jeg ser ingen grund til at ændre loven. Jeg overlader trygt til universiteternes ledelser – inden for lovens rammer – at administrere. Jeg ser ingen grund til at ændre på noget, når der ikke er konkrete beviser på, at lovens intentioner ikke fungerer efter hensigten. Kritikerne må altså være konkrete og fortælle og vise, hvor der så at sige er ’lig på bordet’…”

Anerkendelse af universitetsloven

Som grundlag for årsmødet havde Forskningspolitisk Udvalg i selskabet udgivet en kritisk gennemgang af universitetslovens problemer for den klassiske akademiske frihed. Man foreslår konkret en lovrevision, som skal genindføre den individuelle forskningsfrihed. Det skal først og fremmest ske gennem afskaffelse af instruktionsbeføjelsen: At institutlederen kan pålægge forskere konkrete opgaver, og at forskerens forskning skal ske inden for ”universitetets strategiske rammer”. 

 Men Sander er slet ikke indstillet på lovrevisioner – fx af instruktionsbeføjelsen, hvilket indirekte fremgik af hans afsluttende bemærkning:
 ”Jeg hører Jer sige, at I anerkender Folketingets ret til at prioritere samfundets ressourcer og at I anerkender universitetsloven …”

jø

Se TEMA side 12-20: Lovrevision??? i det trykte blad

Bureaukraterne erobrer uni

Universitetsloven stærke ledere har brugt deres magt til at puste deres forvaltninger voldsomt op. Alene i toårs perioden 2005-07 steg KU’s udgifter til administration med 25 pct. 

Stik imod politikernes hensigter er universiteternes bureaukratier vokset. Det var politikernes hensigt med universitetsreformen, at nye stærke ledelser skulle effektivisere ledelsen og økonomien. 

I stedet fortæller regnskabstal fra KU, at de nye ledelser har brugt deres magt til puste deres forvaltninger op. Der opstod et nyt lederlag med flere prorektorer og flere prodekaner. Og de nye blev vel at mærke indplaceret på løntrin, som chokerede de menige. Nogle rektorer fik 50 pct.s lønstigninger, og nogle dekaner fik pludselig en millionhyre (se FORSKERforum 195/2006). Men der blev også ansat nye direktører og ”specialkonsulenter” til pæne lønninger..

 Regnskabsudskrifter dokumenterer eksplosionen i omkostninger til det administrative lag:  

 Bare i treårs-perioden 2005-07 steg omkostningerne til KUs central-administration med ca. 25 pct.. fra 222 mio. til 289 mio. kroner. Det var udgifterne til posterne ’uddannelsesledelse og administration’, ’forskningsledelse og administration’ samt ’ledelse og administration og servicefunktioner’ (Kilde: KUs Statistikberedskab 2005- 2007).

 Denne oppustning af bureaukratiet skete samtidig med, at det videnskabelige personale på det gamle KU (ekskl. KVL/Farma) blot voksede med 9 pct. – alt imens studentertallet og dermed arbejdsbyrden voksede.

 KUs direktør Jørgen Honore forklarer: 

 ”Det var en planlagt stigning. Stigningen hænger jo sammen med samlet effektivisering af hele den administrative fællesadministration som omfatter over 50 institutter og 8 fakulteter. Merudgiften hænger sammen med en oprustning af det fælles IT-område, som bidrager til at aflaste IT på institut- og fakultets-niveau, så det samlet set bliver billigere”. Honore tilføjer, at KU samlet set budgetterer med besparelser på administrationen på 120 mio. kr. på indkøb, tap-personale m.m. inden 2010. 

KU-naturvidenskab: Tredobling af administrationen 2001-09

Men det var såmænd ikke bare i KUs førerbunker, at de administrative omkostninger eksploderede. Udgifterne relateret til det naturvidenskabelige fakultets ledelse og administration steg med 25 pct. – fra 99 mio. kr. i 2005 til 133 i 2007. Tallene bekræfter de ansattes beskyldninger om, at der er sket en væsentlig oppustning af bureaukratiet, hvilket naturvidenskabsdekan Nils O. Andersen har undveget at tage stilling til. 

 Men oprustningen bekræftes af KUs direktør: ”Det er også en planlagt ekspansion. Det naturvidenskabelige fakultetssekretariat var før i tiden meget beskedent, måske ikke stærkt nok. Den større administration skal styrke de administrative processer og understøtte den fælles IT-strategi, så organisationen samlet set kan konsolidere sig”. 

 Regnestykket kommer slet ikke bag på de to professorer Benny Lautrup og Poul Olesen:

 ”Dekanen har oprustet sin forvaltning med raketfart. Omkring 2001 var der – så vidt vi kan skønne – cirka 25 ansatte i sekretariatet med et lønbudget på omkring 10 mio. kr. Nu er der ifølge personalelisten omkring 80 ansatte med en budgetteret lønsum på 41 mio. kr. Det undrer os, hvad alle disse mennesker laver”. 

jø

Kritik af evaluerings-design

I kommissorium og i det fremlagte evalueringsdesign er der meget fokus på lovens formelle rammer. Men hvad med lovens bieffekter og omkostninger, spørger evalueringsekspert 

Det er ingen hemmelighed, at videnskabsminister Helge Sander og hans embedsmænd helst havde foretrukket, at universitetsloven kun skulle udsættes for et uforpligtende ”eftersyn”, en klar markering af, at det er helt unødvendigt med en lovrevision. Men med 6488 protestunderskrifter mod den nuværende universitetspolitik og utilfredshed i Folketinget var han udsat for et større politisk pres, så han blev tvunget til at søsætte en større evaluering.

STORE UNIVERSITETS-TJEK

Der var derfor stor spænding om selve kommissoriets udformning, dvs. beskrivelsen af, hvad evalueringen skal undersøge. Men nu er kommissorium og evalueringspanel præsenteret, efter forhandling mellem især Videnskabsministeren og Socialdemokraterne. 

 Det omtales direkte af kommissoriet, at universitetets ”frihedsgrader” skal undersøges. Begrebet politisk styring bruges ikke, men panelet er pålagt at lave ”en belysning af udviklingen og virkningen af regelstyringen samt de økonomiske styringsinstrumenter, universitetet er underlagt”.

Evalueringen skal være færdig i december 2009. 

Evalueringsdesign

Videnskabsministeriet agerer sekretariat for panelet, og ministeriet havde evalueringsdesignet klar i november – før panelet blev udnævnt i december. Panelets metode og data-materiale spænder fra statistikker, rammebeskrivelser eller redegørelser fra universiteter, interviews eller spørgesskema-undersøgelser blandt forskere, interviews med universitetsledere m.m. 

”Hvor meget indflydelse panelet har haft på designet, kan man ikke vide – men de har jo nikket ja til det, som foreløbig ligger der”, konstaterer professor og evalueringsekspert Hanne Foss Hansen, som er kritisk overfor designet. 

 Hun kalder det en meget bred og sammensat evaluering, hvor designet nogle steder er stramt og hvor det andre steder er op til panelet selv at definere, hvor langt man vil gå, fx når det handler om politisk følsomme områder som medbestemmelse, fri akademisk debat, forskningsfrihed og frihedsgrader:

 ”I kommissorium og i det fremlagte evalueringsdesign er der meget fokus på lovens formelle rammer. Men rammen er uens præciseret. Det betyder, at panelet selv kan definere nogle kritiske undersøgelser, hvis man vil. Men mere passivt kan det også medføre, at panelet styres af det lagte evalueringsdesign og det datagrundlag, som panelets sekretær eller ministeriet forsyner dem med.

Hvorfor evaluere fusioner allerede nu?

Evalueringen er opdelt i fem hovedtemaer: Universitetsfusionerne (herunder innovation og myndighedsbetjening), medbestemmelse, den frie akademiske debat, forskningsfriheden samt universiteternes frihedsgrader. 
 Det undrer evalueringseksperten, at det første fokuspunkt – ”opfyldelse af formålene med fusionerne” – fylder så meget og er meget specificeret. 

 ”Det er overraskende, at fusionselementet fylder så meget. Det forekommer meget tidligt at evaluere fusioner efter bare to år. Alle ved, at det tager en række år før man høster fusionsgevinster, så man kan spørge sig, hvorfor det element fylder så meget i evalueringen”, spørger Foss Hansen og giver selv et tip: ”Nogle ønsker åbenbart fokus på området. En næsten forudsigelig konklusion bliver, at der ikke er sket så meget! Anbefalingen kan derfor blive, at reformtempoet bør sættes op; integrationsprocessen mellem de løst koblede universiteter og sektorforskningen må højere på dagsordenen”. 

Hvad med bi-effekter og omkostninger?

Det undrer også Foss Hansen, at evalueringsdesignet er så snævert:

 ”Fusionerne skal evalueres som en målopfyldelse, dvs. om man har realiseret planerne. Men det er en fattig evalueringsmodel, hvor man kun kan se ind i målområdet – men man kan ikke se bieffekter og omkostninger. Man kan konstatere om nogle af de formelle mål er nået, hvad angår ledelsesstruktur og institutsammenlægninger osv. Men man kan ikke se, om der er sket en ændring fra kerneydelser til periferi-ydelser, dvs. om man har fået større administrative byrder eller træghed i organisationen osv. Man risikerer altså helt at overse uhensigtsmæssigheder” 

Risiko: Kun den formelle medindflydelse undersøges

Men mens fusionerne skal undersøges via målopfyldelse, så skal der tages andre kriterier og midler i brug på andre områder.

 De studerendes og ansattes indflydelse og medbestemmelse skal fx undersøges ved at se på ”den konkrete organisering”, hedder det. Og hvordan medbestemmelsen så fungerer i praksis skal belyses ved en analyse af ”den organisatoriske ramme på det enkelte universitet” (kvantitativ data) og ved ”redegørelser fra universiteter”. Og så skal ansatte og studerende interviewes om deres ”oplevelse”. 

 Foss Hansen: ”Det er da vigtigt at se på de formelle indflydelsesveje, fora og hvilke mandater, organerne har. Men det giver ikke indblik i den daglige praksis. Der er nogle muligheder i loven, som muliggør, at medarbejderne kan deltage, men der er ikke udsigt til, at vi bliver klogere på, hvad de i praksis beskæftiger sig med og om de faktisk har reel indflydelse”, siger hun.

 ”Med evalueringsdesignet risikerer man at begrænse analysen til, om fx Akademisk Råd faktisk giver medbestemmelse inden for lovens snævre rammer – mens andre problematikker slet ikke rejses, fx om den snævre ramme for medbestemmelsen er uhensigtsmæssig, eller om der er uhensigtsmæssige bieffekter ved systemet. I den forstand er det panelet selv, som skal være opsøgende, hvis man vil konstatere, om Akademisk Råd er et organ hvor de ansattes repræsentation blot er formel, fordi man ikke har reel indflydelse”. 

Ingen undersøgelse af den stærke ledelse

En af de formulerede hensigter med universitetsreformen var at lave enstrengede strukturer og stærkere ledelse. Men evalueringen lægger slet ikke op til at vurdere denne. Der skal ikke stilles spørgsmål til, hvordan den nye stærke ledelse fungerer? Og der skal ikke stilles spørgsmål til, hvad forskerne synes om de stærke ledere?

 ”Men kan virkelig undre sig over, at der slet ikke er fokus på, hvordan de nye ledelsesstruktrer fungerer og hvilke udfordringer, der er. Designet går udenom det centrale spørgsmål, om ledelsen faktisk fungerer. Det er bemærkelsesværdigt”, siger Foss Hansen. ”Spørgsmålet kan kun komme op indirekte, fx igennem fokus på de ansattes medbestemmelse. Det er jo centralt spørgsmål om lederne i praksis giver plads til de ansattes indflydelse på beslutningstagningen”. 

Indsnævret undersøgelse af forskernes forskningsfrihed 

Hvad angår den enkelte forskers forskningsfrihed, så er der indlagt begrænsninger i kommissoriet. Mens der på andre områder er lagt op til, at de ansatte interviewes om deres ’oplevede virkelighed’, så skal forskningsfriheden alene undersøges ved hjælp af en spørgeskema-undersøgelse og der skal kun spørges til ”pålæg af opgaver”. 

 ”Det er et meget snævert design. Forskningsfriheden begrænses jo ikke bare af udtrykkelige ordrer. Forskeres forskningsfrihed kan begrænses af en række uformelle strukturer og rammer, som godt nok er svære at afdække, hvor den vigtigste måske er, om selvcensur fremmes i den nye type ledelsessystem og konkurrencesystemet?

 Frihedsgraderne kan jo også være begrænset af de økonomiske styringsinstrumenter. Det er rigtignok en stor om kompleks problematik, men det havde da været interessant at analysere, hvordan de eksterne styringsstrukturer fungerer”, siger hun. 

Den frie akademiske debat?

Der står i kommissoriet, at status for den frie akademiske debat på de danske universiteter skal belyses. Ifølge evalueringsdesignet skal dette undersøges ved en undersøgelse af de lovgivningsmæssige og organisatoriske rammer for den akademiske debat, og ved indsamling af statistik om forskeres deltagelse i den offentlige debat – men intet om, hvad de taler om – samt ved en spørgeskemaundersøgelse blandt forskere. 

 ”Der er meget fokus på rammevilkårene eller det formelle. Fordi mange forskere formidler eller optræder som eksperter betyder jo ikke, at der er en fri akademisk debat, fordi mange kan afholde sig fra at ytre sig om kontroversielle temaer”. 

 I evalueringsdesignet er det problematisk, at panelet skal undersøge forskernes oplevelse af den frie debat via en spørgeskema-undersøgelse. ”Her er det jo fuldstændig afgørende, at der stilles spørgsmål, som giver forskerne muligheder for at give kritiske svar, som belyser alle de mulige begrænsninger i deres lyst til at deltage i offentlig debat”. 

jø

Presset Sander håner kritikere

”De kritikere af universitetsloven, som sætter dagsordenen, er jo et antal forskere. Men der er mange andre, som er jublende lykkelige – især de forskere, som bliver prioriteret i disse år, hvor forskningen tilføres masser af millioner og millarder. Så er der selvfølgelig nogle, som ikke bliver prioriteret. Og de finder på en masse bortforklaringer, og det er kritikken et bevis på …”

Sådan lød videnskabsminister Helge Sanders svada overfor sine kritikere – personificeret ved professor Peter Harder – da parterne stødte sammen i DRs DEADLINE (26. jan.). En tydeligt irriteret minister måtte ty til hån af sine kritikere som forsmåede forskere, der bare ikke er dygtige nok til at få del i Regeringens lagkage.
Det var kulminationen på en ordveksling, som afslørede en minister, der er presset, efter at han i syv år har nøjedes med at kommunikere med toppen af universitetssystemet – bestyrelser og rektorer – der ikke har sagt ministeren imod. Men det er tydeligt, at ministeren er ude at svømme, når han bevæger sig ud i debat med det menige forskersamfund, for så afsløres en kulturkløft, hvor ministeren ikke forstår eller ikke vil anerkende frihedskravene i den universitetsverden, som han er minister for. Og han vil gøre alt for at forpurre en revision af universitetsloven.
Det fremgik af debatten, som var fremprovokeret af Videnskabernes Selskabs hvidbog 2009, der kalder Sanders universitetsreform for ”et sovjetisk kontrolapparat: Bureaukrati, bogholderi og bullshit”. Professor Peter Harder argumenterede for et krav om, at lovens kommandostruktur – institutlederens ’instruktionsbeføjelse’ – må væk, for den er skadelig for et frit akademisk forskningsmiljø.
Helge Sander svarede helt formelt: ”Ytringsfriheden er sikret i grundloven. Forskningsfriheden i universitetslovens tekst. Jeg kan ikke gøre andet end at skrive det i loven. Kom med eksempler på, at det ikke overholdes”.
Interviewer: ”Jeg talte med en forsker, som kaldte det paradoksalt med en minister, som har partibog fra Danmarks Liberale parti, og som er med til at knæsætte en instruktionsbeføjelse, som giver frit metodevalg, men ikke fri forskning?
Sander: ”Der er da fri forskning. Men behøver I være to mod en hele tiden …”
Interviewer: ”Jeg stiller bare spørgsmål …”
Sander: ”Nej, du gør ej. Du henviser hele tiden til nogen ting, der underbygger kritikken”, sagde ministeren og fulgte snart efter op med et personligt angreb på sine kritikere:
Sander: ”Det er typisk for Peter Harder og kompagni. Peter Harder kan ikke lide ledelse”.
Peter Harder: ”Jeg har ikke noget imod ledelse. Ledelse kan være godt. Men for at der skal være forskningsfrihed, skal der være et rum, hvor ledelsen ikke kan bestemme. Instruktionsbeføjelsen betyder, at der ikke er forskningsfrihed. Der er ikke åbenbare eksempler på ’pålæg’, for lederne er jo ikke så dumme, at de udsteder militære kommandoer; det sker på en mere snigende måde. Og bare truslen om, at lederen kan pålægge, er en indskrænkning af friheden …”
Og det var så her, at Sander følte sig så meget på udebane, at han tyede til at mistænkeliggøre og håne.

jø